NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Udenlandske bygningsarbejdere bliver misbrugt af spekulanter. Der er ikke etableret de nødvendige redskaber til at håndhæve adgangen til det danske arbejdsmarked. Der blev lavet en politisk aftale for at forhindre et A- og B-hold på det danske arbejdsmarked, men det er præcist hvad vi har fået. Kort sagt: Østaftalen er en fiasko og ikke den succes, som aftalepartierne selv siger.
Det mener Bo Rosschou, næstformand i de københavnske maleres fagforening og formand for byggefagenes samarbejde om østarbejdere.
»Fagforeningerne har aldrig fået et aktivt medspil fra arbejdsgiverne og myndigheder – politi, Skat, Arbejdstilsynet. De har ikke de nødvendige ressourcer eller magtmidler. Regeringen siger et, men gør noget andet.«
Han nævner for eksempel at der ikke er truffet en eneste principiel afgørelse overfor polske fupfirmaer som beskæftiger udstationerede arbejdere. Fagbevægelsen rejste allerede i 2004 en principiel sag, men Byrettens afgørelse blev anket af arbejdsgiverne, og i Landsretten er den siden blevet bremset af Justitsministeriet.
»Østaftalen skulle åbne for arbejdskraft fra de nye EU-lande på en måde, som både beskytter de udenlandske arbejdere mod underbetaling, og som beskytter de danske overenskomster.
Men i stedet har vi fået totalt kaos. Ingen har et overblik. De polske arbejdere som vi møder på arbejdspladserne, ved ikke engang selv hvem der har ansat dem.«
B1-holdet er dem, der arbejder i danske virksomheder. De får typisk en akkordbetaling i henhold til overenskomsten på 104-106 kroner i timen, altså langt under deres danske kolleger. Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet anslog i efteråret 2007 at der er 6-7.000 østarbejdere i byggebranchen på denne måde.
B2-holdet er de udstationerede arbejdere. De er ansat i et udenlandsk firma som udfører arbejde i Danmark, og får typisk 50 kroner i timen. Antallet af B2-arbejdere er meget vanskeligt at vurdere fordi registreringen er mangelfuld. FAOS anslår at der er 13.000 udstationerede bygningsarbejdere fra østeuropæiske virksomheder. Endnu flere, blandt disse også en del østeuropæere, er udstationeret af tyske eller svenske firmaer.
»Endelig er der B3-holdet, de illegale. Det er dem der banker på hos fru Jensen i Hellerup og spørger, om der er brug for en håndværker. Ofte er det en skruppelløs dansk »ganger« som hyrer et sjak til at arbejde i Danmark. I eftersommeren vurderede vi at der arbejder ca. 10.000 illegalt i byggeriet.«
»Nu har regeringen igen-igen, i forbindelse med den seneste revision af østaftalen, besluttet at der skal oprettes et nyt register. Fagbevægelsen sagde ja til en lempelse af adgangen til at arbejde i Danmark, til gengæld for en skrappere kontrol. Det skal ske ved at det udenlandske firma tilmelder sig det nye register, inden man udstationerer arbejdere i Danmark.«
»Men vi venter stadig på at det bliver oprettet. Hvis ikke vi får de nødvendige redskaber og aktive medspillere, så er vi dømt til at tabe kampen om den danske overenskomstmodel,« advarer han.
»Lad os tage et konkret eksempel: Malermester XX overholder overenskomsten og får en entreprise, men XX sælger så entreprisen til en underentreprenør, som måske også er organiseret, og måske er det først i tredje led at opgaven ender hos et uorganiseret firma.«
Men ifølge direktør i Dansk Byggeri, Børge Elgaard, er den slags krav en umulighed.
»Vi siger til alle vores medlemmer at det er dumt ikke at vælge organiserede virksomheder, men vi kan ikke kræve at de ikke må,« siger han.
For det andet kræver Bo Rosschou et operativt og effektivt samarbejde med Skat, politi og andre myndigheder:
»Når vi støder på ulovligheder, skal vi kunne regne med at det har en umiddelbar konsekvens.«
Han er stærkt utilfreds med at disse krav hidtil ikke er blevet imødekommet.
Tilbage står at fagbevægelsen selv har mulighed for at tvinge den udenlandske virksomhed til at tegne overenskomst ved at etablere en blokade mod virksomheden, og hvis det ikke er nok, så at etablere en sympatikonflikt. Det foregår hele tiden, og ifølge Bo Rosschou med succes – hvis fagforeningen overhovedet når at finde frem til det firma der har ansat de udstationerede:
»Hvis vi når til sympatikonflikt, er det typiske udfald at bygherren beder firmaet fise af, eller at firmaet erkender at de er nødt til at tegne overenskomst. Men det er kun når vi finder dem og kan afdække organisationsforholdet. Det kan være helt ude i syvende led i entrepriseforhold. Det kan nemt betyde at vi ikke er færdige med at undersøge sagen, før de er ude af vagten igen.«
Hvis højkonjunkturen vender, vil presset for de arbejdsløse blive forstærket. I den situation skal vi være ordentligt klædt på, hvis det stadig skal være muligt at bevare den opfattelse at en polsk arbejder er lige så god som en dansk. Ellers vil det blive svært i diskussionen med vores medlemmer at afvise det synspunkt at de skal sendes hjem. Så frygter jeg for negative konfrontationer,« advarer han.
Dertil kommer Vaxholm-dommen som efter Bo Rosschou også har sat den danske stat i en nødsituation i forhold til at bevare den danske overenskomstmodel.
»Vi vil fortsætte med at blokere udenlandske virksomheder for at påtvinge dem en overenskomst, men det er kun et spørgsmål om tid, før det danske arbejdsmarkedssystem kommer til kort og vi bliver pålagt at indstille den aktionsform med henvisning til EU-retten,« mener han og ser i princippet kun to muligheder:
»Enten er det blevet så mudret, at vi må ud af EU, eller også må man på en eller anden måde statsliggøre overenskomsterne.«