ARTIKLER


Danmark halter langt bagefter

»Kommissionen er den progressive kraft for ligestilling. EU er en kæmpegevinst for danske kvinder. Det er Danmark som halter efter,« siger Britta Thomsen, socialdemokratisk medlem af EU-Parlamentet.
Af Staffan Dahllöf
20. marts 2008

Hvis man leder efter en EU-kritisk stemme om ligestilling må man hellere gå udenom den danske socialdemokrat Britta Thomsen.

»Danmark halter virkelig langt efter. Kvindefrigørelsen førte til en lige arbejdsfordeling i de danske hjem. Men udenfor privatsfæren; på arbejdsmarkedet, i politikken, i erhvervslivet har vi noget at lære, og EU har de nødvendige værktøjer,« siger hun.

En kæmpegevinst

Britta Thomsen mener at der findes rigtig mange love, og samfundsmæssige forhold i andre lande som Danmark kan lære af. Og at EU fungerer som formidler og katalysator.

»EU har skrevet ligestilling ind som en målsætning på alle politikområder. Lovgivningen er der. Problemet er at lovgivningen simpelt hen er underimplementeret i Danmark. Det danske arbejdsmarked er et af de mest kønsopdelte i Europa. Forskellen mellem kvinders og mænds løn er jo ikke blevet udjævnet. Den er steget fra 15 til 18 procent«.

Hvorfor?

»Der er en helt specifik dansk historie med en kvindebevægelse som var rettet mod privatsfæren. Jeg har set undersøgelser som viser at danske mænd er de mest aktive mænd i hjemmene. Og man kan høre børn sige at hjemme hos dem er det mor der bestemmer. Men så er ligestillingen heller ikke en sag man taler om udenfor hjemmet.«

Fysik og røde negle

Hvorfor læser f.eks. danske kvinder ikke fysik?

»Det gør kvinder i Portugal. Jeg har ikke et klart bud, men tror det hænger sammen med hvordan man definerer kvindelighed. I andre lande kan en kvinde være fysiker og gå med høje hæle og have røde negle. I Europa hænger man sig ikke så meget i påklædningen som vi gør i Danmark. Men det er jo heller ikke noget vi forsker i. Vi siger at det med ligestilling ikke er et problem.«

Hvorfor siger ingen andre det samme som dig?

»De har ikke den viden som jeg har fået om forholdene i Europa. Man ved ikke hvordan lovgivningen ser ud. Hvis en fransk arbejdsformidler for eksempel accepterer kun at formidle hvide praktikanter eller lærlinge til en arbejdsgiver, så bliver han straffet! I Danmark kan man derimod slippe af sted med at efterkomme den slags ønsker. Der findes EU-lovgivning om ligestilling som man bare kan gå i gang med at implementere. Jeg elsker EU, blandt andet af den grund.«

Kvindelige fingeraftryk

Andre beskriver holdningen til ligestilling i EU som håbløs, og at parlamentet er blevet domineret af stærke katolske standpunkter?

»Det er rigtigt at den katolske kirke lobbyer meget, og at Vatikanet er blevet meget aggressivt.«

»Men der er også nogle virkelige hardcore feminister i Parlamentet som jeg har lært meget af. Den danske Jantelov er noget som gælder mest for kvinder. Dernede er man gode til at hjælpe hinanden frem. Kvinder i Parlamentet er virkelig med til at sætte nogle tydelige fingeraftryk,« siger Britta Thomsen.