ARTIKLER


Den danske model ophøjet til ledestjerne

Den danske model har spøgt i debatten om et mere fleksibelt arbejdsmarked i EU. Nu er dansk flexicurity ophøjet til ledestjerne for landenes arbejdsmarkedspolitik.
Af Hans Brinkmann
26. februar 2008

På EU-topmødet i december 2007 nikkede statslederne ja til en række principper for »flexicurity« som skal være pejlemærker for udviklingen af et mere fleksibelt arbejdsmarked i EU-landene. Vedtagelsen kan tolkes som om den danske model på arbejdsmarkedet nu har sejret i EU-systemet.

Med statsledernes nik kulminerer flere års diskussioner om hvordan man kan reformere de stive arbejdsmarkeder i især Central- og Sydeuropa. EU-systemet og ikke mindst arbejdsgiverne har længe presset på for arbejdsmarkedsreformer og moderniseringer som kunne slå proppen ud af arbejdsmarkederne i især Tyskland og Frankrig. Den høje arbejdsløshed i de to lande har været forklaret med stive regler for afskedigelser. De franske og tyske arbejdere har ganske enkelt haft for meget sikkerhed i ansættelsen, derfor er arbejdsgiverne tilbageholdende med at ansætte, lyder ræsonnementet.

Fleksibilitet og tryghed

Svaret er tilsyneladende fundet i den danske model hvor man har fundet en formel som på en gang skaber fleksibilitet og sikkerhed på arbejdsmarkedet i en globaliseret konkurrence: flexicurity. (Det kunstige ord er en sammentrængning af de engelske ord for fleksibilitet og sikkerhed/tryghed).

Den overvældende interesse har medført en strøm af forskere og politikere som er kommet til landet for at studere fænomenet. Beskæftigelsesministeren har rejst Europa tyndt og berømmet den danske model. LO og DA har holdt konferencer i Bruxelles hvor de har vist sig frem.

Den danske model er karakteriseret ved at det er let og billigt for arbejdsgiverne at fyre medarbejdere, til gengæld er der »generøs« økonomisk kompensation i form af dagpenge. Desuden har vi en aktiv arbejdsmarkedspolitik som gennem omskoling og opkvalificering sikrer de ledige muligheder for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Endelig er den danske model karakteriseret ved at arbejdsmarkedets parter er medspillere når arbejdsmarkedspolitikken udformes og virkeliggøres.

Fyrtårne og gode råd

Selvom flexicurity nu er blåstemplet, så skal det ikke omsættes til EU-lovgivning. Arbejdsmarkedspolitikken er stadig nationale anliggender som landene selv udformer. Men Kommissionen lægger op til at de vedtagne principper nu skal indgå i EU's overvågning af landenes beskæftigelsespolitik (den såkaldte Lissabonstrategi). Flexicurity bliver med andre ord fyrtårn og retningsviser for udviklingen af arbejdsmarkedet i EU. I praksis skal landene hvert år rapportere til EU om hvordan det går med at indføre flexicurity, og Kommissionen vil hvert år give gode råd til landene om hvordan de kommer videre.

Kommissionen er dog – som vanlig – optimistisk i sit ordvalg: »Næsten halvdelen af medlemsstaterne har udviklet – eller er ved at udvikle – politikker, der er baseret på flexicurity. Der er nået enighed om fælles flexicurity-principper som medlemsstaterne nu skal anvende og skræddersy til deres egen specifikke situation,« hedder det i en meddelelse fra december.

Konkurrence om mindst mulig sikkerhed

Kommissionens begejstring for flexicurity og dens bestræbelser på at få moderniseret arbejdsretten bliver mødt med skepsis hos faglige organisationer rundt om i Europa.

F.eks. mener den store svenske landsorganisation for tjenestemænd, TCO, at EU-Kommissionen vil have EU-landene til at konkurrere om den »bedste arbejdsret». Signalet er tydeligt, mener TCO: Jo mindre arbejdsret, jo bedre.

»Det er den danske flexicurity som mere og mere udkrystalliserer sig, som den model Kommissionen anbefaler for at øge beskæftigelsen. Men når man definerer flexicurity på EU niveau, så er fleksibiliteten i fokus. Trygheden i form af ordentlige dagpengesatser, store investeringer i arbejdsmarkedspolitik og partsindflydelse bliver glemt, siger TCOs internationale sekretær, Thomas Janson.

Grøn sæbe

Flexicurity er som grøn sæbe, det er ikke for fastholdere med dets indbyggede selvmodsigelse. Det viser den helt forskellige vurdering som to danske MEP'ere har af Europaparlamentets rapport om sagen.

EU-Parlamentet har vedtaget en rapport som kritiserer Kommissionens udspil på en række punkter. Det danske medlem af parlamentet Ole Christensen (S) var ordfører på rapporten – og han er begejstret. Han tolker parlamentets vedtagelse som et udtryk for, at EU nu er klar til den danske model.

»Det er lykkedes at få et meget bredt flertal i parlamentet til at bakke op om den danske flexicurity-model. Det gør mig stolt som dansker. Og det er positivt, for en af de vigtigste pointer ved modellen er netop at den kræver opbakning fra alle parter,« siger Ole Christensen.

»EU skal ikke tvinge flexicurity ned i halsen på nogen. Men med den opbakning rapporten har fået i dag, fornemmer jeg at EU er klar til den danske model. Jeg tror vi vil se flere og flere EU-lande som vil lade sig inspirere af det danske eksempel,« siger Ole Christensen.

Tilbageslag

Hos Folkebevægelsen mod EU tolker man vedtagelsen helt modsat. Selvom man medgiver at parlamentet forsøger at afværge de værste af EU-Kommissionens angreb på lønmodtagerrettigheder. »De værste frontalangreb er med nød og næppe afværget. Men parlamentets flertal bakker stadig op om en flexicurity-model hvor lønmodtagerne skal give køb på tilkæmpede rettigheder,« siger Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU.

»Det er helt uforståeligt at Ole Christensen fremlægger det som en succes. Rapporten bakker grundlæggende op om Kommissionens tilgang der betyder yderligere deregulering af arbejdsmarkederne og arbejdsretten. Samtidig er der ingen effektiv bekæmpelse af usikre ansættelser, forbedring af sikkerheden for de ansatte, eller indkomstsikkerhed for den enkelte i perioder med arbejdsløshed. Medlemsstaternes arbejdsmarkedspolitikker vil fremover blive målt og vejet på baggrund af EU's flexicurity-model. Det er et stort tilbageslag for lønmodtagerne i hele EU,« siger Søren Søndergaard.