NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
For 20 år siden var Polen et militærdiktatur. Landet var fanget i en politisk blindgyde i en sovjetisk domineret sfære. Kommunistpartiet havde mistet opbakning fra sin egen befolkning og militæret havde i 1981 taget magten og forbudt normal demokratisk aktivitet. Samtidig havde fagforeningen Solidarnosc (Solidaritet) kæmpet en målrettet og disciplineret kamp for at indføre et andet system i landet. Og det lykkedes dem i 1989 ganske ublodigt at dele magten med kommunisterne, for senere at indføre et helt andet system.
I dag er de næsten 40 millioner polakker medlem af EU, NATO og Schengen. Den kolde krig er for historikere. Polen er blevet et normalt land. Eller er det? Der er ingen tvivl om at Polen har udviklet sig enormt i positiv retning. Men på den anden side oplever vi jo mange modstridende signaler fra Polen. »Med deres imponerende vækstrater vil de snart overhale os!«, det skriver Uffe Ellemann Jensen i en af sine bøger om bl.a. Polen.
Går vi lidt dybere, viser der sig en række skæve udviklingstendenser. Arbejdsløsheden har været høj. Millioner har forladt arbejdsmarkedet siden 1990. Særligt hårdt har den ramt de unge. For et par år siden var ungdomsarbejdsløsheden op mod 40 procent. Hvad der gør situationen endnu værre er, at den også rammer unge polakker der har færdiggjort en højere uddannelse. Mange af de unge polakker som i Danmark deler aviser rundt, reparerer huse eller plukker jordbær, har en højere uddannelse.
Der eksisterer endvidere meget betydelige forskelle mellem Polens regioner. Regionerne omkring Warszawa, Poznan, Wroclaw samt KrakÛw er rimelig godt med og modtager en betydelig del af de udenlandske investeringer. Men de fleste andre regioner er ikke kommet med, og deres situation forværres af mangel på infrastruktur og en smidig uddannelsespolitik. Man kan måle de sociale uligheder på mange måder, men uanset hvordan man gør det i Polen, så viser de en vækst i de sociale forskelle.
Ser man på Polens nyere historie, er det måske ikke så overraskende. Dels er der den traditionelle historiske refleks hos polakkerne. De sidste par hundrede år har det nærmest været en indarbejdet refleks at mistro til staten, nok fordi polakkerne bortset fra perioden 1918 - 1939 var underlagt fremmede magter.
Men en væsentlig årsag skal man også finde i begyndelsen af 1990'erne. Lederne af Solidaritet blev politikere. Mange af dem omfavnede rådgiverne fra Verdensbanken og USA's administration. Rådene de fik, var meget ideologiske.
Det virkede som om Polen og andre østeuropæiske lande skulle være eksperimentarium for nyliberalistiske forsøg. Privatisering var en væsentlig del af denne proces. Det var en situation stort set uden kapitalister eller myndigheder og love der kunne regulere denne privatisering. Derfor sad de polske politikere i en position til at kunne berige sig ganske voldsomt på den konto. Dette skete samtidig med at millioner af polakker blev kastet ud i fattigdom og arbejdsløshed.
Tilpasningen til EU var yderst detaljeret og blev gennemført af embedsmænd fra EU uden en reel politisk diskussion. Efter tilbøjelighed kan man jo mene at det var godt eller skidt. Men Èn negativ effekt fik det. Den politiske debat udeblev.
Politik blev i Polen i høj grad et erhverv man kunne blive hurtigt rig i. Mange af de valgte politikere viste sig primært at være interesseret i personlig berigelse – uanset ideologisk tilhørsforhold.
Problemet var bare at ideen om den rene kapitalisme er en fiktion. Det politiske demokrati, fagbevægelse, sociale og kulturelle værdier har spillet en betydelig rolle i Vesteuropa. Uden netop disse institutioner havde Vesteuropa næppe været så relativt stabile og velstående lande.
Der er ingen fare for et militært kup i Polen. Alligevel er både det politiske og faglige demokrati skrøbeligt.
Polske vælgere har støttet alt fra tidligere kommunister til højreekstremister. Uden et fungerende demokrati på alle plan er der en tendens til at finde tilfældige syndebukke, hvad enten der er tale om seksuelle minoriteter, ateister, jøder, intellektuelle der taler fremmedsprog m.m. Det bekræfter Polens senere historie blandt meget andet desværre også.
(Jens Jørgen Nielsen er faglig konsulent og forfatter til bogen Polske Paradokser (2008). Forlaget Frydenlund)