Den skæve vækst

For 20 år siden var Polen et militærdiktatur. I dag er de næsten 40 millioner polakker medlem af EU, NATO og Schengen. Polen er blevet et normalt land. Eller er det?
Af Jens Jørgen Nielsen
1. november 2008

For 20 år siden var Polen et militærdiktatur. Landet var fanget i en politisk blindgyde i en sovjetisk domineret sfære. Kommunistpartiet havde mistet opbakning fra sin egen befolkning og militæret havde i 1981 taget magten og forbudt normal demokratisk aktivitet. Samtidig havde fagforeningen Solidarnosc (Solidaritet) kæmpet en målrettet og disciplineret kamp for at indføre et andet system i landet. Og det lykkedes dem i 1989 ganske ublodigt at dele magten med kommunisterne, for senere at indføre et helt andet system.

I dag er de næsten 40 millioner polakker medlem af EU, NATO og Schengen. Den kolde krig er for historikere. Polen er blevet et normalt land. Eller er det? Der er ingen tvivl om at Polen har udviklet sig enormt i positiv retning. Men på den anden side oplever vi jo mange modstridende signaler fra Polen. »Med deres imponerende vækstrater vil de snart overhale os!«, det skriver Uffe Ellemann Jensen i en af sine bøger om bl.a. Polen.

Skæv udvikling

Polens økonomiske vækstrater virker imponerende. De sidste par år har BNP vækstraten ligget på 6-7 procent mod en vækst i »de gamle EU-lande« på ca. 2-3 procent. Men man skal være opmærksom på at fra 1999 til 2003 lå væksten en anelse under det vesteuropæiske gennemsnit. Danmarks BNP pr. indbygger er i dag ca. 21/2 gang så stort som det polske. Dette forhold forrykker sig kun meget langsomt.

Går vi lidt dybere, viser der sig en række skæve udviklingstendenser. Arbejdsløsheden har været høj. Millioner har forladt arbejdsmarkedet siden 1990. Særligt hårdt har den ramt de unge. For et par år siden var ungdomsarbejdsløsheden op mod 40 procent. Hvad der gør situationen endnu værre er, at den også rammer unge polakker der har færdiggjort en højere uddannelse. Mange af de unge polakker som i Danmark deler aviser rundt, reparerer huse eller plukker jordbær, har en højere uddannelse.

Farvel til arbejdsmarkedet

Et stort antal polakker over 50 har forladt arbejdsmarkedet. Kvinder har også en væsentlig lavere erhvervsfrekvens end i Nordvesteuropa. Alt i alt har 5 millioner polakker i den arbejdsdygtige alder inden for de sidste 15 år forladt arbejdsmarkedet, selv om netop denne del af befolkningen er vokset med et par millioner.

Der eksisterer endvidere meget betydelige forskelle mellem Polens regioner. Regionerne omkring Warszawa, Poznan, Wroclaw samt KrakÛw er rimelig godt med og modtager en betydelig del af de udenlandske investeringer. Men de fleste andre regioner er ikke kommet med, og deres situation forværres af mangel på infrastruktur og en smidig uddannelsespolitik. Man kan måle de sociale uligheder på mange måder, men uanset hvordan man gør det i Polen, så viser de en vækst i de sociale forskelle.

Politisk ustabilitet

Det politiske liv har været temmelig ustabilt og mødt mistillid i befolkningen. I 2004 svarede kun 12 procent af polakkerne i en meningsundersøgelse at de havde tillid til politikerne. Tilliden reserveres til kirken og familien. EU nyder en lidt højere grad af tillid end det polske politiske system. Men ved polske valg til parlamentet og til EU har stemmeprocenten ofte ligget under 50.

Ser man på Polens nyere historie, er det måske ikke så overraskende. Dels er der den traditionelle historiske refleks hos polakkerne. De sidste par hundrede år har det nærmest været en indarbejdet refleks at mistro til staten, nok fordi polakkerne bortset fra perioden 1918 - 1939 var underlagt fremmede magter.

Men en væsentlig årsag skal man også finde i begyndelsen af 1990'erne. Lederne af Solidaritet blev politikere. Mange af dem omfavnede rådgiverne fra Verdensbanken og USA's administration. Rådene de fik, var meget ideologiske.

Det virkede som om Polen og andre østeuropæiske lande skulle være eksperimentarium for nyliberalistiske forsøg. Privatisering var en væsentlig del af denne proces. Det var en situation stort set uden kapitalister eller myndigheder og love der kunne regulere denne privatisering. Derfor sad de polske politikere i en position til at kunne berige sig ganske voldsomt på den konto. Dette skete samtidig med at millioner af polakker blev kastet ud i fattigdom og arbejdsløshed.

Tilpasningen til EU var yderst detaljeret og blev gennemført af embedsmænd fra EU uden en reel politisk diskussion. Efter tilbøjelighed kan man jo mene at det var godt eller skidt. Men Èn negativ effekt fik det. Den politiske debat udeblev.

Politik blev i Polen i høj grad et erhverv man kunne blive hurtigt rig i. Mange af de valgte politikere viste sig primært at være interesseret i personlig berigelse – uanset ideologisk tilhørsforhold.

Svage fagforeninger

Da den polske fagforening Solidaritet fik politisk magt, ændrede de nye politiske ledere kurs. Nu skulle bevægelsen på virksomhederne afmonteres, arbejderrådene skulle væk, for nu skulle Polen have rigtig kapitalisme, og oven i købet en chokkur der lynhurtigt kunne helbrede den kommunistiske sygdom og skabe en ren kapitalisme.

Problemet var bare at ideen om den rene kapitalisme er en fiktion. Det politiske demokrati, fagbevægelse, sociale og kulturelle værdier har spillet en betydelig rolle i Vesteuropa. Uden netop disse institutioner havde Vesteuropa næppe været så relativt stabile og velstående lande.

Der er ingen fare for et militært kup i Polen. Alligevel er både det politiske og faglige demokrati skrøbeligt.

Polske vælgere har støttet alt fra tidligere kommunister til højreekstremister. Uden et fungerende demokrati på alle plan er der en tendens til at finde tilfældige syndebukke, hvad enten der er tale om seksuelle minoriteter, ateister, jøder, intellektuelle der taler fremmedsprog m.m. Det bekræfter Polens senere historie blandt meget andet desværre også.

(Jens Jørgen Nielsen er faglig konsulent og forfatter til bogen Polske Paradokser (2008). Forlaget Frydenlund)