Der er guld for enden af oksekærren

Før 2004 blev det ivrigt diskuteret hvad udvidelsen ville betyde for EU's landbrugsstøtte og for landbruget, især i det landbrugstunge Polen. Halvlegsresultatet er stærkt stigende urimeligheder internt i det polske landbrug.
Af Erling Böttcher
1. november 2008

Billederne af små ekstremt tilbagestående landbrug med manden bag den oksetrukne træplov gik Europa rundt da jerntæppet faldt i 1989, og igen før Polen skulle ind i EU i 2004. Men oksekærren var en myte om polsk landbrug. Den var (og er) kun et billede på en del af landbruget, nemlig de små brug langt ude på landet hvor man kun producerede til eget brug, altså folks egen køkkenhave.

Sandt nok er de polske landbrug små med i gennemsnit 7 hektar pr. gård. Det dækker dog over ekstreme forskelle. I de syd- og østlige egne er gårdene små. I de vestligste provinser, som indtil Anden Verdenskrig var tyske, var gårdene samlet under store godser, og blev efter krigen ved at blive dyrket samlet, nu som store statsgårde eller kollektivbrug efter sovjetisk forbillede. Her er godsernes størrelse 1000–5000 hektar.

Men holder myten om fattigdommen så? Nej, her er der vendt godt og grundigt op og ned på tingene i de sidste fire år.

Ingen indkomstskat

Polen er kommet med i Unionen, som gavner landmændene mere end den gavner nogen andre. Herudover ændrer det polske landskab sig hastigt, med større forskelle på hvad et typisk polsk landbrug egentlig er. På den ene side de fattige og underudviklede småbrug, andre steder landskab med gårde på flere hundrede hektar med produktion og profit for øje.

Alle bønder får tilskud i forhold til deres areal, og det gavner i stadig tydeligere grad de rigeste og største.

Det polske landbrug er stærkt understøttet af den polske stat, som i mange andre lande. I Polen betaler landmændene kun en jordskat som alene udregnes efter jordens størrelse og bonitet. Skatten er på gennemsnitligt 5 pct. af netto-produktionen. Man har indtil for nyligt knapt nok betalt indkomstskat. Systemet gavner de rigeste, som betaler mindst i forhold til deres indkomst.

Landmændene betaler også minimale pensionsbidrag – og slet ingen sygesikringsbidrag. Man betaler heller ikke skat af fast ejendom.

Ifølge det polske finansministerium er EU-støtten for år 2007 på i alt 34,5 milliarder kr. Hertil skal regnes værdien af den polske støtte, og støtten til landbruget når op på 88 milliarder kr. pr. år – ud af et polsk statsbudget på 550 milliarder kr. pr. år.

Kort og godt: Polske landmænd får i pose og sæk, uden at bidrage ret meget til den fælles kasse.

Uligheden øges

Fordi EU-støtten fortrinsvis fordeles efter areal, har det også ført til en begyndende kritisk debat om landbrugsstøttens fordeling i Polen. Ifølge analyser fra Warszawas Universitet, bragt i et af Polens førende dagblade, er det 6 procent af landmændene som modtager 40 procent af de direkte EU tilskud.

Endnu en myte handler om Polen som landbrugsland. Det er Polen slet ikke. Polen er et industriland.

Landbrugets andel af bruttonationalproduktet er mindre end i Danmark. Og så skal den oplysning dog alligevel modificeres: Hvis det polske landbrug var mere effektivt, ville vægten i den polske økonomi også være større. Cirka 25 procent af beskæftigelsen er stadig i landbrugssektoren, i Danmark er det mindre end 3 procent.

Egentlig skulle den stigende EU-støtte betyde at Polen kunne beskatte landmændene hårdere og beskære de næsten gratis glæder i form af pension og sygesikring. For hvorfor skal en fattig enlig mor i storbyen Warszawa egentlig betale for at de kan køre i Mercedes ude på landet?

Det går imidlertid trægt med reformerne internt i Polen, og forklaringen på dette skal netop findes i vælgerbefolkningens sammensætning.

I sammenligning med Vesteuropa bor polakkerne langt mere spredt og uden for byerne. Omkring 15 millioner ud af de 38 millioner polakker bor stadig ude på landet. Derfor er der for de politiske partier ganske mange stemmer i at holde sig på god fod med landbefolkningen.