Dommerne skrev direktivet til sundhedsydelser
Vejen til Kommissionens forslag til direktiv om patientrettigheder har været lang. Det skyldes at EU's rolle på sundhedsområdet er kontroversiel og omstridt.
Af Kenneth Haar
29. november 2008
Forslaget til direktiv om patientrettigheder har været længe undervejs. Da det blev fremlagt i juli 2008, havde det i princippet været undervejs i næsten fire år. Sammenblandingen af EU's indre marked og sundhedsområdet er nemlig kontroversiel, og har tvunget Kommissionen til at sætte foden på bremsen.
Processen begyndte da Kommissionen i januar 2004 fremlagde et forslag til direktiv om det indre marked for tjenesteydelser, det såkaldte servicedirektiv. Direktivet dækkede næsten alle servicesektorer, herunder også sundhedsydelser. Formålet med direktivet var at liberalisere reglerne og dermed skabe større mulighed for at private servicevirksomheder kunne levere ydelser i andre EU-lande.
Protester fører til ændring
Direktivet kom hurtigt under skarp beskydning fra mange kredse, herunder fagforeninger, socialdemokraterne og venstrefløjen, og et væld af borgergrupper, herunder interessegrupper på sundhedsområdet. Konsekvensen af at tage sundhedsområdet med i direktivet, ville have været et markant skridt i retning af markedsgørelse af sundhedsområdet, mente kritikerne. Efter lang tids tovtrækkeri, store demonstrationer og andre protester, blev servicedirektivets rækkevidde begrænset i begyndelsen af 2006, og blandt de store ændringer var at sundhedsområdet blev taget ud af direktivet.
Høring
Kommissionen reagerede dog prompte med et nyt initiativ på området. I april 2006 iværksatte Kommissionen en høring blandt medlemslandene og interesseorganisationer om EU's indsats på sundhedsområdet. Formålet var at få forslag til et kommende lovforslag – et direktiv – på området. I løbet af 2007 skrev Kommissionen så forslaget om patientmobilitet, som begyndte at cirkulere blandt de centrale politiske aktører i Bruxelles.
Frygt for traktaten
Ikke alle tog godt imod. Særligt råbte de europæiske socialdemokrater op, og advarede mod at fremsætte forslaget på et tidspunkt hvor den nye EU-traktat, Lissabon-traktaten, endnu ikke var vedtaget. Formanden for de europæiske socialdemokrater, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, frygtede at direktivet kunne »mudre diskussionen om hvad den nye traktat indebærer, og hvad Europa bør koncentrere sig om.« Risikoen ved den slags initiativer på »..det mest følsomme område i EU-samarbejdet«, var at det kunne »..skabe politisk kaos i nogle medlemslande.«
Lige efter Irland
Udgangen på den debat blev at offentliggørelsen af forslaget blev udskudt til den 7. juli, få uger efter den irske folkeafstemning. Adskillige regeringer, herunder den danske, udfordrer dog dele af direktivet, som de mener strider mod nærhedsprincippet. Også i Europa-Parlamentet er der store uenigheder. Blandt andet derfor forventes direktivet ikke vedtaget før efter valget til Europa-Parlamentet i juni 2009. u
Dommerne skrev direktivet
Det står i EU-traktaten at det er medlemslandene der har ansvaret for sundhedsområdet. EU's mulighed for at vedtage en egentlig politik for sundhedsområdet er derfor i princippet begrænset. Derfor kan det overraske at Kommissionen nu har lagt et forslag på bordet, som kan gribe ind i planlægningen på danske hospitaler, og som giver danskere muligheder for at få offentlig støtte til behandling i udlandet. Forklaringen er at EU's domstol siden 1999 har afsagt en række domme som fastslår at reglen om fri levering af tjenesteydelser har betydning på sundhedsområdet, da denne frihed også indebærer ret til behandling i et andet EU-land.
Logisk direktiv
»Når man har fulgt udviklingen i Domstolens domme, så kan det ikke overraske at vi nu har sådan et direktiv,« sagde Kjeld Møller Pedersen, som er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitetscenter, den 30. oktober på et møde arrangeret af ATTAC-Danmark.
Det såkaldte subsidiaritetsprincip, også kaldet nærhedsprincippet, som ville placere sundhedsområdet solidt i favnen på medlemslandene, kan altså underkendes af princippet om varernes og serviceydelsernes frie bevægelighed:
»Det er i virkeligheden to ting der strider mod hinanden. På den ene side har vi subsidiaritetsprincippet der siger at sundhedsvæsenet er et nationalt anliggende. Og på den anden side har vi grundloven om varers og serviceydelsers frie bevægelighed,« lyder det fra Kjeld Møller Pedersen.
Kommissionens trumf
Ifølge lektor Dorte Sindbjerg Martinsen fra Københavns Universitet og ekspert i EU's sundhedspolitik, gør direktivet ikke meget andet end at samle op på Domstolens afgørelser.
»I det store hele er der ikke nogen tvivl om at direktivet er et forsøg på at skabe gennemsigtighed,« siger hun. Domstolens afgørelser kan være uklare og skabe tvivl om de egentlige regler. Det er en af bevæggrundene for direktivet, som i store træk må ses som en opsamling på domme fra Domstolen.
Denne sammenhæng mellem dommene og direktivet påpeges flittigt i forslaget, og det er der en forklaring på:
»Det er karakteristisk for direktivforslaget at der henvises flittigt til domstolens praksis. Domstolspraksis er et utroligt stærkt kort for Kommissionen at have på hånden, og det bliver spillet stærkere når det er særligt kontroversielle forslag, såsom dette direktiv.«
Mere end Domstolen
Der er dog undtagelser, påpeger Dorte Martinsen. »Direktivet går længere end domstolspraksis, i hvert fald i den effekt det kan få. Ifølge domstolen må medlemslandene gerne kræve forhåndsgodkendelse ved hospitalsbehandling, punktum. Men i direktivet skal man kunne dokumentere at hvis man ophæver godkendelsesordning, så underminerer det den finansielle balance eller planlægningen. Det kan man jo sagtens forestille sig at der vil blive fortolket på, og at det kan føre til sager om brud på traktaten,« siger hun.
Mindre end Domstolen
»På den anden side kommer Kommissionen kritikerne i møde på spørgsmålet om skelnen mellem hospitals- og ikke hospitalsbehandling, hvor behandlinger der ikke kræver hospitalsindlæggelse, kan blive behandlet som var de hospitalsbehandlinger. Men så skal de optages på en liste der forvaltes af Kommissionen,« påpeger Dorte Martinsen.
Det betyder for eksempel at der kan kræves forhåndsgodkendelse af visse komplicerede behandlinger. Præcis hvilke vil først blive afgjort efter en eventuel vedtagelse af direktivet. I den henseende har Kommissionen et stort ord at skulle have sagt. Det vil nemlig blive besluttet gennem en procedure hvor der i sidste instans skal være kvalificeret flertal for at afvise Kommissionens forslag.
Forskellene mellem dommene og direktivet vil få betydning hvis direktivet vedtages. Så vil det være Kommissionens tilsnittede regler der gælder. Vedtages direktivet derimod ikke, vil det i stedet være dommene der udstikker retningslinjerne i EU's politik på området i den kommende tid.