EU kræver mere ligestilling i Danmark

Sag mod Danmark har kurs mod EU-domstolen.
Af Kenneth Haar
20. marts 2008

2007 var udråbt til året for lige muligheder af EU, og en af Kommissionens måder at markere den begivenhed på var at sende et festfyrværkeri af klager over medlemslandenes lemfældige forhold til EU-reglerne om ligestilling mellem kønnene. Omtrent halvdelen af de 27 medlemslande er på anklagebænken, herunder Danmark. Danmark modtog en klage den 21. marts 2007 med en lang række punkter som den danske regering alle har afvist. Men Kommissionen holder fast, og Danmark kan derfor blive slæbt for EU-domstolen om kort tid.

De to væsentligste klagepunkter handler om at Danmark ikke har en uafhængig institution som kan fremme ligestilling, og at regeringen ikke gør nok for at fremme »social dialog« om ligestilling på arbejdspladserne. Klagerne fra Kommissionen kan få en positiv effekt, mener en ekspert i fagbevægelsen.

Lukkede videnscenter

Eksperten er Byrial Bjørst, faglig sekretær i Teknisk Landsforbund som er en del af LO. Han har skrevet en ph.d.-afhandling om ligeløn, og har et mangeårigt engagement i ligestillingsarbejdet på bagen. Sagen mod Danmark overrasker ham ikke spor. I juni 2006, da EU havde sammenskrevet flere direktiver til Èt ligestillingsdirektiv, vurderede han at der kunne komme sager mod Danmark af netop den karakter som nu tegner sig. Han og flere faglige organisationer, herunder 3F, ser det som en mulighed for et tøbrud oven på en lang vinter:

»Vi havde et Ligestillingsråd en gang. Det er væk. Og vi havde et Videnscenter for Ligestilling. Det lukkede regeringen da den kom til i 2001. Siden da har der ikke været noget,« siger Byrial Bjørst. Men med Kommissionens klage kan Danmark blive tvunget til at oprette en institution som skal overvåge ligestillingen mellem kønnene, tage sager op, udgive rapporter, og støtte ofre for diskrimination.

Færøerne er bedre

Han giver ikke meget for den danske regerings svar til Kommissionen på dette spørgsmål. Regeringen gør gældende at menneskerettighedscenteret nu og da beskæftiger sig med ligestilling, og at organisationer som KVINFO bedriver oplysningsarbejde om ligestilling. Heller ikke Ligestillingsrådet mener han opfylder kravene i direktivet. Rådet kan ikke i tilstrækkeligt omfang hjælpe de mennesker som har været udsat for diskrimination, og kan ikke tage sager op af egen drift, påpeger han. Rådet, mener han, er snarere »en undskyldning« for ikke at gennemføre EU-reglerne ordentligt. Det er en helt anden type institution der kræves i direktivet, mener han.

»Færøerne har det bedre end os. I modsætning til Færøerne har vi ikke en institution der har reel betydning, og som løbende sætter ligestilling på dagsordenen. Derfor bliver der fulgt mindre op på det. Hvis vi ikke havde noget konkurrencetilsyn, ville der blive diskuteret mindre konkurrence, hvis vi ikke havde et center for menneskerettigheder, ville der ikke være så meget debat om menneskerettigheder. Vi har ikke en statslig organisation som ubønhørligt følger ligestillingen og sætter den på dagsordenen.«

Social dialog om ligeløn

Det andet store område i Kommissionens klage handler om at medlemslandenes regeringer skal »tilskynde til dialog« med private organisationer som har en »legitim interesse« i at arbejde for ligestilling. Det forstår Byrial Bjørst først og fremmest som en opfordring til social dialog om ligestilling mellem arbejdsmarkedets parter, og det ser han et stort behov for.

For i Danmark er det gået den gale vej på arbejdsmarkedet. EU's statistik for perioden 2000-2005 viser, at løngabet i Danmark mellem kønnene er steget med tre procentpoint, fra 15 til 18 procent. Det er højere end gabet i det øvrige EU, som anslås at være 15 procent.

Det gab skal lukkes, mener Byrial Bjørst, men han mener ikke arbejdsmarkedets parter kan løfte opgaven alene. Der må en hjælpende hånd til fra regeringen, og han håber på at EU-sagen kan bane vejen for at ligeløn og ligestilling skrives ind i de danske overenskomster. Ikke ved et lovkrav, men alene ved at regeringen presses til at trække i arbejdstøjet. Og det er ikke svært for regeringen at gøre en forskel.

Staten må gå foran

»Staten er jo også selv part. Den er en del af arbejdsmarkedet og sidder midt i nogle forhandlinger lige nu. Staten burde starte med at tilskynde sig selv til at disse regler blev indført.«

Han henviser til en sag om diskrimination som FOA og 3F kørte ved Arbejdsretten mod Finansministeriet i 2005. Fagbevægelsen tabte sagen fordi overenskomsten ikke rummede et ligelønsprincip. Med EU-sagen håber Byrial Bjørst at den statslige pibe kan få en anden lyd, og at staten vil gå foran med indførelse af ligeløn i overenskomsterne. Og hvis regeringen vil tilskynde til at overenskomsterne på det private område følger efter, så vil det også ske, mener han.

»Det ville gøre en forskel. De skal ikke gribe ind i overenskomsterne, men hvis de bare tilskynder til at ligeløn skrives ind i overenskomsterne, så vil det også ske,« vurderer han.

»Arbejdstagersiden er i hvert fald indstillet på det.«

Sidste chance

Oven på Kommissionens klage til den danske regering i marts 2007 svarede regeringen tilbage i juli. Det blev efterfølgende klart at Kommissionen ikke accepterede den danske regerings svar. I den kommende tid skal parterne mødes på den danske regerings initiativ. Det er sidste chance inden Kommissionen endeligt skal tage stilling til om sagen skal overdrages til EU-domstolen.