ARTIKLER


EU-kvarteret i Bruxelles

I det kvartér i Bruxelles, hvor Kommissionen, Ministerrådet og Parlamentet holder til, har også en lang række af de vigtige lobbyorganisationer slået sig ned. Vi bringer adresserne på nogen af de vigtigste.
Af Kenneth Haar
24. april 2008

Bruxelles har gennemgået store forandringer siden den begyndte at udvikle sig til EU's hovedstad. Ingen steder har denne forandring været mere dramatisk end i det Europæiske kvarter i den østlige del af byen. Bruxelles' EU-kvarter er i hovedsagen de 4 kvadratkilometre der strækker sig mellem Avenue des Arts og Parc du Cinquantenaire. Hvad der engang var et velstående boligkvarter, kendt som Quartier Léopold, med en hel del art nouveau arkitektur, er igennem de sidste årtier blevet forvandlet til noget der minder om Gotham City, der stort set er tomt efter fyraften. Området er blevet overtaget af det hele tiden voksende EU-bureaukrati og det opblomstrende net af lobbyister, der ønsker at være tæt ved magten.

Efterspørgslen på kontorlokaler er nærmest uendelig og den ene gade efter den anden har bidt i græsset, for at gøre plads til de oftest grimme kontorbygninger. Lokale beboere har ikke andet valg end at flytte fra området og kun ca. 15.000 mennesker bor i EU kvarteret i dag, de fleste af dem vellønnede Eurokrater der har råd til at betale stadig stigende huslejer. Men om dagen arbejder mere end 85.000 mennesker her, spredt over tusindvis af kontorer.

I 90'erne var tomme byggepladser et almindeligt syn i området, men i dag er forvandlingen næsten gennemført. Der er meget lidt tilbage af de grønne og åbne områder, der blev bygget for den belgiske elite for 100 år siden, med Bloomsbury i London som forbillede. Den eneste grund til at besøge området i dag er, at det er et af verdens virkelige magtcentre og har stor tiltrækningskraft på ægte eller îvil-gerne-væreî magtmennesker. Hvis man vil se Eurokrater og lobbyister på arbejde sker det bedst i kontortiden, helst omkring frokost. Om aftenen, for ikke at nævne weekenden, er området stort set øde.

16 vigtige adresser

Vi bringer her 16 adresser på vigtige områder og institutioner for lobbyvirksomheden i Bruxelles. Et kort over området kan hentes på www.attac.dk under »Materialer«.

1 Rue de la Loi 200. Berlaymont bygningen, EU-kommissionens hovedkvarter.

2 Rue de la Loi 175. Justus Lipsius bygningen, Ministerrådets hovedkvarter.

3 Avenue de Cortenbergh 60. BASF's lobbyhovedkvarter.

4 Avenue de Cortenbergh 107. Generaldirektoratet for det indre marked.

5 Avenue de Cortenbergh 168. Hovedkvarter for Business Europe (den europæiske sammenslutning af arbejdsgiverorganisationer, tidligere kaldet UNICE). European Services Forum (ESF).

6 Avenue de Cortenbergh 118. Burson-Marsteller, Hill & Knowlton, konsulentvirksomheder, dvs. kommercielle lobbyorganisationer

Bromine Science and Environmental Forum (frontorganisation for industrien).

7 Rue de la Loi 155. Internationalt Presse Center.

European Policy Centre (en tænketank afhængig af støtte fra de multinationale).

TechCentralStation (amerikansk højrefløjs tænketank).

8 Rue de la Loi 170. Charlemagne-bygningen.

Generaldirektoratet for handel.

Generaldirektoratet for eksterne relationer.

Generaldirektoratet for udvidelsen.

9 Rond-Point Schuman 6. Dow Europe (amerikansk kemi-gigant).

DuPont (amerikansk kemi-gigant).

10 Rue Froissart 115. Transatlantic Policy Network (parlamentarikere og forretningsfolk fra EU og USA).

Transatlantic Business Dialogue (TABD).

11 Rue de la Verveine. Grund der er generobret af naturen med udsigt til Europa-Parlamentets bygninger.

12 Biblioteque Solvay, Parc Léopold.

Friends of Europe og Forum Europe (tænketanke afhængige af støtte fra de multinationale selskaber).

New Defence Agenda (våbenindustriel tænketank).

13 Rue Wiertz. Det Europæiske Parlaments Léopold bygning. Et træ er doneret af Selskabet af Europæiske Forretningsprofessionelle (SEAP).

14 Rue Wiertz 50. Weber Shandwick (PR og lobby virksomhed).

International Council for Capital Formation (amerikansk tænketank).

15 Rue de Luxembourg 23. Centre for the New Europe (ultra-frit markedstænketank).

16 Rue Guimard 15. Herbert Smith (sagførerkontor der er specialiseret til lobbyvirksomhed i WTO spørgsmål).