NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Han er kendt af alle i Østrig, og han er kendt af enhver kollega i EU-Parlamentet, af nogle endog frygtet eller hadet. Den 51-årige østrigske journalist og medlem af EU-Parlamentet, Hans-Peter Martin, er nu løsgænger i EU-Parlamentet.
Det endte han med at blive efter at han i 2004 og 2005 afslørede kolleger i alle politiske lejre for svindel med rejsepenge og mødediæter.
Han gik ind i politik for at modvirke det højreorienterede østrigske Frihedsparti, hvor Jörg Haider i sin tid var formand. Og det lykkedes så godt at han ved det seneste EU-valg med sin egen liste med sloganet »for ægte kontrol og åbenhed i Bruxelles« overhalede Frihedspartiet.
Ny frygter han at EU-ledernes optræden efter Irlands nej til EU-traktaten igen giver masser af grobund for Frihedspartiet.
»Dette er virkelig en demokratisk nedtælling. Man kunne vælge at gå to veje,« siger Hans-Peter Martin.
»Man kunne sige: Her er virkelig en kæmpe chance til at tænke forfra og nyt. Efter det irske nej skulle man sige, vi har virkelig ikke et Europa som vælgerne ud over hele Europa vil acceptere. Så skulle man tilbage til tegnebrættet og tænke tingene ordentligt igennem. Det er på høje tid at indse at vi må bort fra Jean Monnet-metoden med en ikke-folkevalgt Kommission og lovgivning af embedsmænd. Jeg mener at vi skal have et Europa-Parlament til at lovgive, som Parlamentet lovgiver i ethvert andet demokratisk system.«
»Bunker-mentaliteten understøttes desværre af det store flertal af de tilstedeværende medier, hvoraf mange er statslige radio- og tv-stationer. De spiller med på melodien og tænker på samme måde.«
»Det er synd for Europa. Jeg er helt sikker på at vi alle gerne vil være med i et EU hvor man får rettet op på alle skævhederne. Hvor lovgivningen er gennemskuelig, hvor tingene foregår demokratisk og ansvarligt, og hvor man kommer det utrolige pengespild og frådseri til livs. Selv i det EU-kritiske Østrig, ville man acceptere et sådant EU.«
»Desværre tror jeg at man kalkulerer iskoldt med denne polarisering, og at der vil komme helt usympatiske typer ind i EU-Parlamentet som Le Pen (leder af det franske parti Front National), som man så kan pege fingre ad. Til den tid vil man så sige om f.eks. en Jens-Peter Bonde at han var da egentlig en meget fornuftig kritiker, selv om man i dag gør alt hvad man kan for at latterliggøre ham.«
»Jeg er sikker på at en folkeafstemning i Østrig om Lissabon-traktaten ville give et nej, men hvis det blev lige nu, efter den behandling man giver det irske nej, ville vi komme op på 70 procent nej. Det er fordi vi netop i Østrig har forståelse for at irerne ikke bare skal køres over. Folk har ikke glemt Østrig-sagen hvor EU mente sig berettiget til at underkende en folkevalgt national regering,« siger Hans-Peter Martin, og slutter med et dybt suk:
»Jeg gik ind i politik netop for at modvirke Jörg Haiders Frihedsparti, men desværre tror jeg at hvis vi havde valg lige nu, så ville Frihedspartiet få stemmetal lige i hælene af de to store partier. Det samme vil formentlig ske til næste års valg til EU-Parlamentet.«
Offentliggjorde i 2004 og 2005 afsløringer af EU-politikere der skriver sig på mødelisten og hæver rejsepenge og mødediæter uden at deltage i møderne. Formanden ønskede at klare problemerne internt, og mødelisterne blev herefter omplaceret til et ikke offentligt tilgængeligt rum. Afsløringerne gjorde Hans-Peter Martin upopulær i alle politiske lejre, og han er nu løsgænger i EU-Parlamentet.