NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Direktivforslaget om patientrettigheder indeholder 19.320 ord i den danske version.
Tre af dem får regeringen til at råbe vagt i gevær.
Dem vender vi tilbage til.
Tvivlen bliver rejst i vurderingen af om forslaget er i overensstemmelse med det såkaldte nærhedsprincip, altså om EU er på vej til at tage beslutning om noget som medlemslandene kan klare selv, men også om EU rent faktisk har lov til at lovgive på den måde som forslaget lægger op til.
Det er ganske usædvanligt at regeringen rejser en så grundlæggende indvending mod et direktivforslag.
»Vi må jo huske på at EF-traktaten i forvejen udtrykkeligt har fastslået at det er hver enkelt medlemsstat der har kompetencen til at indrette det nationale sundhedsvæsen.«
Sådan lyder forklaringen fra sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.
»På den baggrund er det kun helt naturligt at stille spørgsmålstegn ved om traktatens regler om det indre marked virkelig giver hjemmel til i et EF-direktiv at bestemme at hvert enkelt medlemsland skal have ordninger der sikrer overholdelsen af kvalitetsstandarder, og adgang til klage- og erstatningsordninger i sundhedsvæsenet. Altså selve princippet – uanset om hver enkelt medlemsland rent faktisk har sådanne ordninger,« kommenterer ministeren overfor NOTAT.
»Umiddelbart synes der dog at kunne rejses tvivl om hvorvidt dette (respekt for medlemsstaternes ansvar - red.) er tilfældet.«
Spørgsmålet handler om hvad EU i bund og grund har kompetence til.
Traktaten, som er de overordnede spilleregler, siger i artikel 152, stk. 5, at EU »fuldt ud respekterer medlemsstaternes ansvar for organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og medicinsk behandling.«
Dette bliver også gentaget i direktivforslaget. Så langt er alt godt.
Men så er det at tre formastelige ord i forslagets artikel 5 dukker op. Umiddelbart efter forsikringen om at organisation og levering af sundhedsydelser er medlemsstaternes ansvar, står:
»De (medlemsstaterne – red.) skal (...) sikre«, hvorefter der følger en lang opregning om hvad som skal sikres, navnlig ydelser af god kvalitet, medicinske standarder og deres overvågning, information om udbud, priser og forsikringsdækning til patienter, klageadgang og erstatning, og oplysninger om ansvarsforsikringer og garantier.
Og så melder Sundhedsministeriet fra.
Problemet er ikke så meget standarder som sådan, eller at stå til tjeneste med oplysninger.
»Det kan jo være meget fornuftigt med nogle tydelige retningslinjer,« som en kilde udtrykker det.
Problemet opstår hvis det hele bliver lagt fast som en EU-forpligtelse.
Hvis det sker, vil Kommissionen og EU's domstol kunne gå ind og vurdere om et medlemsland gør det godt nok, eller, omvendt, om et land måske skal sænke sine egne kvalitetskrav, fordi de virker konkurrenceforstyrrende for virksomheder i andre lande.
»Hvis man først én gang har anerkendt en sådan hjemmel, så vil der ikke være noget til hinder for at EU-Kommissionen senere stiller forslag om at udbygge disse krav til indretningen af medlemsstaternes sundhedsvæsener.«
Vil direktivet kunne gennemføres i en blødere form, uden den tvingende formulering i artikel 5 om hvad det er som medlemslandene skal?
»Indtil nu har forhandlingerne bekræftet at en lang række medlemslande er opmærksomme på nøjagtig den samme problemstilling. Forhandlingerne peger da også i retning af at den pågældende artikel i direktivforslaget vil ende med at blive blødt op.«
Foruden at råbe vagt i gevær overfor Folketinget beder regeringen Ministerrådets Juridiske Tjeneste om at udtale sig i sagen. Også andre lande vil have en nærmere analyse af Kommissionens og EU's kompetence.