Fra Vaxholm til Danmark

EF-domstolens afgørelse i Vaxholm-sagen lægger hindringer for faglige kampskridt mod udenlandske virksomheder.
Af Kenneth Haar
26. februar 2008

EF-domstolens afgørelse i Vaxholm-sagen var ventet med stor spænding mange steder i EU. Ikke mindst i den danske fagbevægelse var der nervøsitet at spore. De færreste troede dog at Domstolen ville underkende svenske bygningsarbejderes blokade af en byggeplads i Vaxholm for at opnå overenskomst for underbetalte lettiske arbejdere. Men dommen kendte blokaden ulovlig, og fagbevægelsen i de nordiske lande og andre steder fik et chok. Også blandt eksperterne var der en tydelig forbløffelse at spore.

Klaus Pedersen fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet følte »stigende bekymring undervejs ved læsning af dommen«.

»Dommen er meget klar. Den efterlader ikke meget andet til den svenske arbejdsret end at fastsætte størrelsen af den erstatning fagforeningen skal betale det lettiske firma,« siger han.

Det store spørgsmål er, hvor meget dommen vil ramme den danske model. Klaus Pedersen er usikker, men ser et lille håb om at Danmark friholdes for begrænsninger i konfliktretten.

Kollektive overenskomster

Mange af domstolens overvejelser handler dog om forhold som er ens i Danmark og Sverige. Domstolen mener at flere kendetegn ved kollektive overenskomster strider mod et af EU-lovgivningens hovedformål, nemlig at virksomheder i EU frit og uden unødige hindringer skal kunne udføre arbejde i andre EU-lande. Selve det at løn- og arbejdsforhold først kan fastlægges efter forhandlinger med fagbevægelsen, er et problem. Det gør det »mindre tiltrækkende« for et udenlandsk selskab at udføre arbejde i et andet EU-land, hvis det kan kræves at de indgår i »tidsubegrænsede forhandlinger« med en fagforening om en overenskomst, skriver dommerne.

Et yderligere stort problem domstolen ser i det svenske overenskomstsystem, er manglen på klarhed. Ifølge dommen er det en hindring for udenlandske virksomheder hvis de ikke kan få at vide på forhånd hvad de f.eks. skal betale i løn. Kampskridt som blokaden i Vaxholm er således ikke tilladt hvis der ikke er nationale regler, der »er tilstrækkeligt præcise og tilgængelige til, at det ikke i praksis gøres umuligt eller urimeligt vanskeligt for en sådan virksomhed at få klarhed over, hvilke forpligtelser den skal overholde med hensyn til mindstelønnen«.

Fra både dansk og svensk side blev det argument ellers lagt frem at det er en styrke ved aftalesystemet at arbejdsmarkedets parter kan tilpasse en aftale, så den passer efter omstændighederne, men det argument vandt ikke gehør hos dommerne. Tværtimod understreger dommen at det der kan kræves af udenlandske virksomheder, er minimumsbeskyttelse på en række områder, herunder løn. Og ikke mere.

Aftaler ikke dækkende nok

Dommerne argumenterer på det punkt med EU's såkaldte udstationeringsdirektiv. Direktivet er hidtil blevet opfattet sådan i Danmark og Sverige at det udstikker krav om minimumsbeskyttelse, men at dette ikke hindrer nationale krav om bedre betingelser, f.eks. bedre løn end mindsteløn. Det er også blevet forstået sådan at minimumsbeskyttelsen ikke behøver at være lovfæstet, men mageligt kan gennemføres ved at fagbevægelsen aftaler og om nødvendigt bruger kampmidler til at presse udenlandske virksomheder til at indgå overenskomst.

Men i Vaxholm-dommen underkender Domstolen denne måde at forene udstationeringsdirektivet med et kollektivt overenskomstsystem. Konkret har Sverige ifølge dommerne ikke fulgt en anerkendt fremgangsmåde til at fastsætte en mindsteløn. Blot at have kollektive overenskomster, der overlader den slags til arbejdsmarkedets parter, er ikke godt nok, mener Domstolen; for der findes svenske virksomheder der ikke har indgået overenskomst, og når der er det, bliver den udenlandske virksomhed diskrimineret.

Kun minimumsbeskyttelse

I den konkrete sag gik den svenske fagforening efter en timeløn der svarede til niveauet for bygningsarbejdere i Stockholmsområdet, nemlig 145 svenske kroner. Det var dette lønkrav blokaden sigtede på at få indfriet, men som blev underkendt af domstolen. I dommen hedder det at de svenske fagforeninger havde brugt et kollektivt kampskridt for at opnå »mere fordelagtige betingelser« end EU-reglerne tillader, for EU-reglerne tillader kun at kræve mindsteløn.

Dette er en stor overraskelse for både fagbevægelsen og for den danske og svenske regering, hvor udstationeringsdirektivet er blevet opfattet som et minimumsdirektiv. Men dommen er meget præcis på dette punkt: Der kan ikke stilles krav til udenlandske virksomheder udover minimumsvilkår på en række områder der er opremset i udstationeringsdirektivet, herunder løn, ferie, arbejdstid og sikkerhedsforhold. Derfor må der heller ikke bruges kampmidler til at håndhæve overenskomster der går udover minimumsniveauet.

Udenlandske virksomheder vil med andre ord kunne lægge sig permanent i bunden af skalaen uden at risikere at blive udsat for faglige kampskridt.

Konfliktret forskellig

Det ligger samlet set snublende nært at konkludere at dommen indvarsler en ny epoke for den svenske og danske arbejdsmarkedsmodel. I et internt notat fra LO fra den 8. januar skriver den juridiske afdeling da også forsigtigt at dommen umiddelbart forekommer »at indebære indskrænkninger i konfliktretten over for udenlandske virksomheder«.

Det forekommer meget svært at efterleve kravet om en klar, forudsigelig mindsteløn uden at lovfæste den, og det kan blive svært at modvirke social dumping hvis det kun er minimumsbeskyttelse der kan kræves gennem blokader.

Spørgsmålet er om dommen der er fældet på baggrund af begivenheder i Sverige, levner en udvej for den danske model. Klaus Pedersen mener der kan være et lille håb om at friholde Danmark.

»I Sverige ligger der nogle begrænsninger på konfliktretten som ikke findes i Danmark. Den udvidede konfliktret betyder at der er bedre muligheder i Danmark for at gøre overenskomster mere generelt gældende.«

Denne større klarhed kan måske friholde Danmark for begrænsninger i konfliktretten, mener han, men understreger at det er højst usikkert om den argumentation holder ved EF-domstolen.

»Den slags tiltag vil ske med stor risiko for en ny sag ved Domstolen. Og selv hvis det kunne lade sig gøre, vil det ikke være muligt med denne dom at kræve overenskomster på helt lige vilkår,« siger han