Ghadaffi skal vogte grænsen i Sahara

EU's sydlige grænse er ved at blive rullet 1.000 km ud i ørkensandet. På grænsen til Algeriet, Niger, Tchad og Sudan får Libyen til opgave at overvåge Unionens ydre grænse.
Af Staffan Dahllöf
22. august 2008

Udliciteringen af EU's grænsekontrol til oberst Muammar al-Ghadaffis Libyen har flere fordele set fra en EU-vinkel:

Jo færre flygtninge og indvandrere som krydser Libyens sydlige grænse, jo færre når sandsynligvis længere mod nord, og kommer dermed ikke tættere på EU's medlemslande.

Hvis flygtninge og indvandrere når frem til Middelhavet og pågribes til søs, kan der opstå juridiske problemer om hvortil de skal sendes tilbage, særlig hvis de nægter at oplyse hvor de kommer fra, eller hvis de risikerer forfølgelse i hjemlandet.

Det problem bliver udelukkende et libysk dilemma så længe de uønskede pågribes på 100-procent libysk sand i Sahara.

Desuden er mediebevågenheden i det sydlige Libyen til at overkomme.

»Varm gæstfrihed«

Grænsekontrol i det sydvestlige Libyen er en i princippet og i teorien nem opgave.

Alle som ikke er registreret som indrejsende ved grænseposterne Ghat mod Algeriet, og Al Thum mod Niger, betragtes pr. definition som ulovlig indrejste udlændinge.

Tilbage er så at finde dem i den »vide ørken som ikke kan sammenlignes med noget geografisk område i Europa.«

Og det er heller ikke helt lige til, konstaterede et hold eksperter fra EU-organet Frontex ved selvsyn på en teknisk mission til Libyen i maj sidste år.

De udsendte fra Frontex vendte tilbage med et godt indtryk fra rejsen, ifølge delegationens rapport:

»Delegationens medlemmer blev mødt med ekstremt varm gæstfrihed fra de libyske værter og fik etableret gode operationelle kontakter som forhåbentlig vil kunne udvikle det fremtidige grænsekontrolsamarbejde.«

Send flere biler

Med hjem fra rejsen fik Frontex-delegationen også en ønskeseddel fra de libyske kolleger.

For at opfylde EU-ønsker om skærpet grænsekontrol i Sahara har Libyen brug for blandt andet: Toyota 4W-kørtøjer med dæk og reservedele, kikkerter for at se i mørke, helikoptere, GPS-udstyr, telte, og redningskøretøjer udstyret til ørkenbrug.

Ønskesedlen var ikke en overraskelse, men en planlagt del af Frontex-delegationens besøg.

Allerede i efteråret 2006 mente den indtil for nylig ansvarlige kommissær Franco Frattini, (nu Italiens udenrigsminister), at der ville være en god fornuft i at bistå Libyen med teknisk udstyr.

»Det vil være i EU's interesse at hjælpe landet med at patruljere den sydlige grænse til Niger og Tchad,« forklarede Frattini på et uformelt møde med EU's justitsministre i den finske by Tampere.

To til tango

Men ét er løfter og ønskesedler, noget andet er den konkrete opfyldelse.

Efter Frontex-delegationes besøg er det gået trægt med at få sat samarbejdet på skinner, fortæller talsmand for Frontex i Warszawa, Michal Parzyszek:

»Det er en langsommelig proces, fordi alt i Libyen er meget centraliseret, og ledelsen ønsker at knytte samarbejdet om grænsekontrol til andre spørgsmål. Fra Frontex' side ser vi det som et samarbejde på myndighedsniveau. Vi forhandler ikke med Libyen som stat, det er en opgave for Kommissionen.«

Dér ligger bolden så.

»Efter at vi har overrakt deres tekniske ønskeseddel til Kommissionen som fører forhandlingerne, kan vi bare håbe på at det give resultater så vi kan komme i gang med samarbejdet, ligesom vi gør det med Mauretanien og Senegal. Man skal jo være to for at danse tango,« siger Michal Parzyszek.

---

Ukendt antal i ørkenlejre

Libyen er både et transitland og et modtagerland for flygtninge og migranter. I kraft af sin olieudvinding og relative stabilitet har Libyen i sig selv været et mål for migranter syd for Sahara, men også fra Asien.

Ifølge netværket og oplysningscentret »Intet menneske er illegalt« blev over 14.000 arbejdsmigranter deporteret i ørkenen ved Libyens grænser mellem 1998 og 2003, og omkring 60.000 er årligt spærret inde i interneringslejre.

I følge Frontex-delegationens rapport holdt Libyen 6.725 migranter i lejre mellem den 1. januar 2006 og 31. maj 2007.

---

Udenrigsministeriet om Libyen

Oberst Ghadaffi har været Libyens ubestridte leder, siden han tog magten ved et statskup i 1969. Siden 1977 har Libyen været en jamahiriya (massestat) i overensstemmelse med teorierne udtrykt i Ghadaffis »Grønne Bog«, som er en blanding af socialistiske og islamiske teorier inspireret af Ghadaffis nomadebaggrund.

Formelt har Libyen hverken statsoverhoved, regeringschef eller regering. Den udøvende magt varetages af Den Generelle Folkekomité. Den lovgivende magt varetages af Den Generelle Folkekongres, hvis medlemmer udpeges under nøje overvågelse af revolutionskomitéer, der er direkte underlagt Ghadaffi. Den interne stabilitet synes foreløbig sikret. Politiske partier er ikke tilladt og en effektiv opposition får ikke lov at eksistere.

Menneskerettighedssituationen, herunder ytringsfriheden, er fortsat kritisabel. Efter udleveringen af de mistænkte i Lockerbie-affæren stræber Libyen stærkt efter at opnå international rehabilitering, men forbindelserne til USA er fortsat på lavt blus.

(Tekst fra Udenrigsministeriets landefakta om Libyen, www.um.dk)