Ingen tillid til de politiske ledere

Det politiske demokrati lader meget tilbage at ønske i de nye medlemslande. Skuffelse, populisme, mistro og korruption kendetegner det politiske liv.
Af Søren Riishøj
1. november 2008

Opgøret med de totalitære systemer og integrationen i den vestlige kapitalisme ville bane en direkte vej til velfungerende politiske demokratier. Sådan var den almindelige mainstream forventning. Men det er gået anderledes. I stedet har vi set politikere og regeringer som befinder sig et eller andet sted mellem demokratiske systemer som vi kender dem i Vesteuropa, og autoritære regimer.

Det mener Søren Riishøj, lektor på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitetscenter og en af landets bedste kendere af udviklingen i Øst- og Centraleuropa. En stor del af forklaringen ligger i det forskerne med et fint ord kalder »post-accession-frustration«.

Urealistiske forventninger

»Befolkningerne nærede urealistiske forventninger om de goder medlemskabet af EU ville føre med sig. Samtidig var der en tendens til at de politiske ledere, i perioden op til medlemskabet, undertrykte populistiske tilbøjeligheder og skruede ned for indbyrdes modsætninger, for at fremstå i et bedre lys og kvalificere sig til optagelsen,« siger han.

Men allerede året efter medlemskabet kom det populistiske Lov og Orden-parti under ledelse af Kaczynski-brødrene til magten i Polen, i alliance med det populistiske Selvforsvarsparti og det religiøst-konservative Familieparti.

Regeringen indledte en heksejagt på alle som havde arbejdet under det kommunistiske regime. Domstolenes uafhængighed blev undermineret, og homoseksuelle blev udsat for grov undertrykkelse.

Søren Riishøj ser Kaczynski-perioden som eksempel på et »illiberalt demokrati«, det vil sige et regime hvor det politiske konkurrence-element og retsstaten ikke fungerer, men hvor regeringen dog er demokratisk valgt.

»Og den blev jo også afsat igen ved et demokratisk valg,« tilføjer han.

Men også i flere andre lande er der eksempler på at de demokratiske spilleregler er kommet på prøve.

Ingen stabilitet

Søren Riishøj minder om optøjerne i Ungarn efter valget i 2006, hvor det næsten udviklede sig til gadekampe, og hvor regeringens manglende popularitet har styrket nationalistiske og fascistiske bevægelser. Den økonomiske tilbagegang har været stærkt medvirkende til denne udvikling i Ungarn, påpeger han.

»Man kunne frygte at fremgangen for den populistiske højrefløj ved det seneste parlamentsvalg i Østrig, hvor to indvandrerfjendske partier fik stor fremgang, vil forstærke denne udvikling i Ungarn. Historisk er der en tæt forbindelse mellem disse to lande.«

Politisk ustabilitet har været et andet karakteristisk træk i den politiske udvikling.

»I mange lande er regeringerne ikke handlekraftige, men omstændighederne skifter fra land til land. I både Rumænien og Polen udspiller sig for tiden en magtkamp mellem præsidenten og parlamentet som lammer lovgivningsprocessen.«

»I Tjekkiet er der ikke tradition for at folk griber til voldeligheder, men her har man haft problemer med en ustabil mindretalsregering,« siger Søren Riishøj.

Afstanden mellem partier og vælgere ser man blandt andet i forhold til USA's planer om at etablere et anti-missilsystem i Tjekkiet. 70-80 procent af befolkningen er imod.

»Der er stadig usikkerhed om godkendelsen i parlamentet, især fordi man ikke kan regne med alle de socialdemokratiske medlemmer. Det har skabt voldsomt røre at den amerikanske ambassade har manipuleret for at få medlemmerne af det socialdemokratiske parti til at stemme ja. Den endelige afstemning er udskudt til december, i håbet om at sagen ikke skal påvirke regionalvalget i oktober,« siger Søren Riishøj.

To frustrationsbølger

Populisme og politikerlede er heller ikke ukendte fænomener i Vesteuropa. Men de populistiske tendenser får mere dramatiske udslag i Østeuropa, fordi deres demokratier ikke er så konsoliderede, mener Søren Riishøj.

Han ser to frustrationsbølger.

Overgangen til demokrati og markedsøkonomi blev vanskeligere og mere modsætningsfyldt end forudset. De sociale og økonomiske problemer rejste, hvad den tyske Centraleuropa-ekspert Kai Olaf Lang betegnede som en »første frustrationsbølge«, som skabte politisk nostalgi og gav tidligere kommunister politisk comeback.

Den »anden frustrationsbølge« kom efter EU-medlemskabet.

»Det er i høj grad et spørgsmål om forventninger og realiteter. Det kan godt være, at der har været en stor økonomisk vækst, men det hjælper ikke, hvis forventningerne var endnu større,« siger Søren Riishøj.

En yderligere forklaring er efter hans mening at der ikke er nogen væsentlige forskelle mellem partierne.

»Jeg er bedre end dig«

»Valg handler ikke om ideologiske forskelle, men mere om at jeg kan gøre det bedre end dig. Det bliver mest et spørgsmål om hvilke personer man har mest tillid til, og når man ikke kan vælge mellem reelle alternativer, skaber det frustration.«

Store emner som Irak-krigen eller godkendelsen af missilforsvaret har ikke været en del af valgkampen hverken i Polen eller Tjekkiet. Men måske vil Polens militære engagement i Irak og Afghanistan dog kunne spille en rolle, spår Søren Riishøj.

Heller ikke EU skiller vandene.

»Medlemskabet betragtes som en kendsgerning, og man skyder ikke skylden for problemerne på EU – endnu, men ser det mere som den nationale regerings ansvar.«

Medierne er generelt kendetegnet af meget revolverjournalistik og bidrager efter Søren Riishøjs mening til at fremme politikerleden.

»Det vrimler med skandalesager og beskyldninger. Ofte viser de sig helt grundløse, men der er også rigeligt med eksempler på at politikerne er korrupte og misbruger deres magt til grov manipulation.«

»Samlet set kan man sige at det politiske liv er kendetegnet af en udstrakt grad af politisk apati og frustration. Principielt går folk ind for demokratiet, men de er dybt utilfredse med den måde det fungerer på«.

Populisme eller sofavalg

Reaktionen kan være støtte til protestpartier, eller resultatet kan blive flere sofavælgere.

»I de baltiske lande har vi set protestpartier, i tilfældet med det estiske Res Publica blandet med et fremmedfjendsk indhold. I Bulgarien blev eks-kong Simeon valgt som premierminister i 2001 i spidsen for en National Bevægelse med 30 procent af stemmerne. Eller man flokkes om en uplettet ekspert, som i Estland hvor den tidligere statsrevisor Juhan Parts overraskende løb af med sejren ved valget i 2003«.

Men den generelle tendens er at færre gider stemme. Som en trods alt opmuntrende undtagelse nævner Riishøj den store valgdeltagelse (54 procent) ved det sidste valg i Polen hvor Kaczynski-regeringen mistede sit flertal.

Som i Vesteuropa ligger interessen for EU-parlamenstvalget helt i bund. I 2004, umiddelbart efter optagelsen af de nye medlemslande, skrabede Slovakiet og Polen bunden med 16,7 og 20,4 procent. Litauen var oppe på »dansk niveau« med en valgdeltagelse på 48 procent.