Ingen ved om privat er bedre

Om et privat sygehus er mere effektivt, ved ingen. Heller ikke om et privat sygehus leverer bedre kvalitet. Til gengæld kan man sige at konkurrencen til det offentlige har øget det samlede antal behandlinger, siger lektor Karsten Vrangbæk, institut for statskundskab på Københavns Universitet. Han er blandt andet forfatter til en bog om ventetidsgarantier.

Man siger om private sygehuse at de er mere effektive. Er det sandt? Hvis ja, hvorfor det? Og hvorfor kunne man så ikke bare blive lige så effektive i det offentlige?

»Det er der ingen som for alvor ved. Ingen ved om kvaliteten er høj i det private. Men hvad angår effektivitet så skyldes det at de ikke har samme forpligtelse til forskning og uddannelse og til akut beredskab. De private har en meget enklere opgave med at drive på forhånd planlagte kirurgiske behandlinger. De dele af det offentlige, hvor man har gjort det samme med at skille dette område ud, har øget produktiviteten meget og er lige så effektive. Det er meget simplere og meget lettere at planlægge end hvis der pludselig kommer en ambulance og vælter hele planen, som det sker i et bredspektret sygehusvæsen.«

Hvis det offentlige kan det samme, er der så nogle fordele ved de private?

»I stort omfang er det det samme. Samlet set er der tilført midler til området i de senere år, og der er indbygget stærkere incitamenter med ventetidsgarantien. Den presser det offentlige system, når det med ventetidsgarantien skal betale for patienternes behandling andetsteds.

På nogen områder er der sket et fald i ventetiderne, men det med ventetider er en indviklet historie. Hvis de går ned, vil de tiltrække flere – og dermed bliver patienterne måske opereret i en tidligere alder for f.eks. hofter og knæ. Efterspørgslen er med andre ord meget elastisk og kan udvides konstant.«

Har vi fri og lige adgang til sundhedsvæsenet, som politikerne alle siger at de ønsker?

»Nej, dels er der geografiske forskelle, dels har de private forsikringer introduceret en anden type af uligheder; det er folk i den private sektor og det er folk i beskæftigelse som bliver forsikret, og det er således kun en del af befolkningen«

Kan man måle en stigende ulighed?

»Nej, ikke sådan i sundhedstilstand, idet forsikringer ikke er anvendt specielt meget endnu. Men der er en anden nok så væsentlig lighedsdiskussion, nemlig at brugen af incitamenter fokuserer på nogen behandlingstyper frem for andre – f.eks. kan den nedprioritere den ældre patient eller den psykiatriske patient.

Hvis man som region eller sygehusdirektør skal prioritere, vil man måske fokusere mere på hvor der er mulighed for direkte at få tilført øgede midler. Eller man vil fokusere på områder, hvor man ellers risikerer at miste indtægt på frit-valgs-patienter. Der vil man måske vælge at have overkapacitet. I f.eks. Frankrig er der tradition for at man kan gå direkte til speciallæge, og det kræver at der er overkapacitet.

Der er grundlæggende tre klassiske modeller for sygesikring

1) Den overvejende private forsikring som i USA og Schweiz.

2) Den kontinentale sygekasse-model som i Frankrig og Tyskland, hvor der er dækning for alle.

3) Den nordiske med offentlig skattebetalt sygesikring.«

Hvor går det danske sundhedsvæsen hen i de kommende år i forhold til andre landes sundhedsvæsener?

»Indtil videre vil det forblive altovervejende offentligt finansieret og styret – af den gode grund at det er der opbakning til i befolkningen. Det kan man se bl.a. på de netop afholdte borgermøder om sundhedsvæsenet. Desuden er der administrative meromkostninger ved at drive to parallelle sygehusvæsener.

De private vil måske nok spille en større rolle, men man skal her huske at privat kan være flere forskellige ting. Man kan godt have aktører, som godt nok er private, men ikke profitdrevne – f.eks. sygekasser.«