Kemikaliedirektivet som skoleeksempel

Under behandlingen af EU's kemikaliedirektiv anvendte erhvervslivet så mange forskellige metoder at historien om direktivet er en fin grundbog i praktisk lobbyisme
Af Kenneth Haar
24. april 2008

Den tyske presse kaldte slaget om kemikaliedirektivet REACH for »det største lobbyslag nogensinde«. Direktivet skulle opstille regler for godkendelse af de mange kemikalier der anvendes eller sælges i EU, og skulle fylde et gabende hul i lovgivningen. Kommissionens oprindelige forslag var ambitiøst set med grønne briller, men i tiden fra offentliggørelsen af Kommissionens første forslag i 2001 til den endelige vedtagelse i 2006 brugte erhvervslivet næsten alle tænkelige taktikker, og i sidste ende var direktivet blevet markant svækket.

Der var mange aktører på spil under debatten om REACH, også blandt kritikerne. De strakte sig fra dyreværnsorganisationer, over medlemslandes ministre, helt til USA hvor den amerikanske udenrigsminister tidligt kritiserede forslaget. Men hovedkraften bag REACH-kampagnen var kemiindustriens brancheorganisation CEFIC der gennemførte en langvarig og succesrig kampagne.

Hvordan gjorde de det?

Konsulentvirksomheden Kimmons og Kimmons har opstillet en model for seks metoder lobbyister kan anvende. I det følgende beskriver vi dem gennem nogle af højdepunkterne i slaget om REACH, og tilføjer en syvende metode.

Første metode: »Den trojanske hest«

»Den trojanske hest« står for et konstruktivt engagement. Regeringer foreslås kompromisser der er acceptable for begge parter. Denne strategi er hyppigt anvendt i Bruxelles, og den var det første valg for den europæiske kemiindustris brancheorganisation CEFIC i tiden efter fremlæggelsen i januar 2001 af Kommissionens »hvidbog« – den første beskrivelse af Kommissionens overvejelser.

I den første tid fremlagde CEFIC en lang række forslag, først med »Thought Starter« fra september 2001. Her fremlagde organisationen konkrete bud på hvordan Kommissionens målsætninger kunne justeres på en måde, så kemivirksomhederne kunne acceptere dem.

Anden metode: »Tandlægen«

Hvis en lobbygruppe eller branche ikke bryder sig om et lovforslag, kan det prøve at »trække den dårligste tand« ud først og så komme igen efter mere på et senere tidspunkt. CEFICs adfærd i de første måneder af slaget om REACH minder om tandlægen.

CEFIC var særligt bekymret over Kommissionens formulering af kravene til godkendelse af kemikalier. Det lød for CEFIC som om Kommissionen åbnede op for at forbyde et kemikalie alene under henvisning til stoffets karakter, at det f.eks. kunne være stærkt kræftfremkaldende, giftigt eller svært nedbrydeligt. CEFIC mente der måtte en bredere vurdering til som også skulle handle om hvordan et kemikalie bruges, og hvor udbredt det er.

Da forslaget til EU-Parlamentets holdning blev fremlagt af Inger Schˆrling fra de Grønne, ringede alarmklokkerne hos CEFIC. Schˆrlings indstilling var nemlig at støtte Kommissionen på dette spørgsmål fordi hun forudså at omfattende vurdering af alle stoffer ville lamme godkendelsesprocessen.

CEFIC iværksatte derfor en kampagne over for medlemmerne af Europa-Parlamentet, særligt over for medlemmer fra lande med en stor kemiindustri. CEFIC vandt slaget med glans. Selv miljøudvalget i parlamentet besluttede allerede i oktober 2001 at fokus for den nye miljøpolitik skulle være »på problematisk brug af et kemikalie, snarere end på dets iboende egenskaber«. Tanden var trukket ud, og CEFIC kunne koncentrere sig om andre sider af forslaget.

Tredje metode: »Good-cop, bad-cop«

Er en mulighed hvis et selskab eller en lobbygruppe indtager en stejl holdning. Det giver mulighed for at andre selskaber eller lobbygrupper kan indtage en mere midtsøgende holdning, med hvad der kan se ud som et acceptabelt kompromis. Det var netop situationen i det første år med REACH.

CEFIC spillede overvejende rollen som den konstruktive medspiller, mens især tyske kemivirksomheder førte en uforsonlig kampagne i medierne. REACH, mente de tyske virksomheder, i sin daværende form ville være en katastrofe for EU's handelsbalance, for den økonomiske vækst og for beskæftigelsen. Vurderingen i en rapport som et konsulentfirma havde skrevet for den tyske kemiindustri, var at alene i Tyskland kunne REACH koste over 2 millioner arbejdspladser. Et tal som blev bestridt

som vildt overdrevet i mange andre rapporter.

Fjerde metode: »Kanonbåden«

Den tyske taktik kaldes »kanonbåden«. Kanonbåden er den aggressive lobbyisme, f.eks. trusler om udflytning, og denne taktik blev efterhånden også det gennemgående træk ved CEFICs kampagne.

Det første år havde CEFIC måske nok trukket et par tænder ud, men i industriens øjne var der mange tilbage. Et afgørende skift fandt sted i juni 2002 da Eggert Voscherau fra den tyske kemigigant BASF overtog formandskabet for CEFIC fra franskmanden Jean-Pierre Tirouflet. Piben fik nu en anden og mere dyster lyd.

CEFIC indledte en kampagne som skulle overbevise beslutningstagerne om at REACH ville blive en meget kostbar affære. Udover lukning af et stort antal arbejdspladser, ville alene undersøgelserne af kemikalier koste op mod 50 milliarder kroner.

Hertil lagde CEFIC et argument som skulle vinde industrien nye venner: Organisationen påstod nu at afprøvningen af kemikalier under REACH ville involvere ikke færre end 12 millioner forsøgsdyr. Tallet blev bredt kritiseret for at være grebet ud af den blå luft, men det skaffede alligevel CEFIC nye venner blandt dyreværnsorganisationer.

Femte metode: »Tredje part«

CEFIC valgte også at søge allierede blandt fagforeningerne. Denne metode kaldes »tredje part«. CEFIC oprettede et særligt organ, ECEG, hvis ene formål det

var at skabe en alliance med kemiindustriarbejdernes fagforbund, først og fremmest i Tyskland.

Under indtryk af CEFICs påstande om et stort tab af arbejds

pladser, hvis REACH blev vedtaget uforandret, valgte flere fagforbund at se stort på de gevinster REACH kunne give i form af øget sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, og gik i alliance med CEFIC mod REACH.

Sjette og syvende metode: »Æslet« og »Hamskiftet«

I lærebogen fra konsulentfirmaet Kimmocks og Kimmocks optræder en sjette metode, kaldet æslet. Det betegner en kombination af gulerod og stok hvor virksomheden stiller sig forstående over for politikernes interesser, men insisterer på at bestemte problemer i forslaget løses. Denne metode kan givetvis også genfindes i CEFICs langstrakte kampagne mod REACH, men organisationen brugte et kneb som var mere markant.

Denne metode kalder vi her »hamskiftet«. Den bruges når en virksomhed formår at få en debat om et forslag til at handle om noget andet end de problemer forslaget skal løse, og i tilfældet REACH blev trylleordet »konkurrencedygtighed«.

I en erklæring fra et topmøde i Lissabon i marts 2000 havde EU's regeringsledere sat det mål at EU skal være den mest konkurrencedygtige økonomi i verden i 2010. Det brugte CEFIC flittigt i REACH-debatten og formåede til sidst at stille spørgsmålet om konkurrencedygtighed så centralt at ansvaret for direktivet i december 2003 blev taget fra ministerrådet for miljøministre og overdraget til et nyt ministerråd for konkurrencedygtighed.

Sådan blev det ændret

Som udtryk for lobbyismens effektivitet kan nævnes to eksempler på de ændringer, der skete fra Kommissionens første forslag i 2001 til vedtagelsen i 2006:

»Virksomheder skal sikre adgang til oplysninger om kemikaliers sikkerhed« (2001)

Kemikalier, osom kun produceres eller importeres af en virksomhed i mængder på under 10 tons om året, er stort set undtaget for krav om sikkerhedsoplysninger. (2006)

»Erstatning af farlige stoffer, når der findes mindre farlige alternativer, skal fremmes«. (2001)

Kun to grupper keimkalier skal erstattes med mindre farlige alternativer, nemlig persistente eller svært nedbrydelige stoffer. Andre stoffer som kan være kræftfremkaldende eller forstyrre hormonbalancen (f.eks. farlige for reproduktion) kan stadig sendes på markedet, selvom mindre farlige alternativer eksisterer. (2006).