»Lad os få arbejdsro«

Hvert EU-land behøver sine landmænd, derfor skal der kun ske mindre justeringer af den fælles landbrugspolitik, siger den finske formand for bønderne i Europa.
Af Staffan Dahllöf
27. juni 2008

Nogle gange har vi det lidt svært med kritikken, men vores argumenter er i orden, og fremtiden for de europæiske bønder ser lys ud.

Sådan ser – lidt forenklet – Pekka Pesonen på verden. Han er generalsekretær for COPA-COGECA, det vil sige talsmand for tæt på 100 europæiske bonde- og landbrugsorganisationer.

Den europæiske bondeembedsmand fra Finland tager imod med en lille kop stærk belgisk kaffe i pæne, men langt fra prangende, lokaler på Rue TrËve i Bruxelles.

»Konstant pres«

»Jeg vil ikke sige at vi er under angreb, men der har været et konstant pres på landbruget siden starten af 90'erne. På et tidspunkt da jeg arbejdede for den finske bondeorganisation, fik jeg talt op at vi var blevet genstand for 11 store reformer i løbet af syv år,« siger Pekka Pesonen.

Han frygter at EU's medlemslande ikke bliver enige om en fælles tilgang, og begynder at gå sine egne veje. Eller at nogle lande benytter lejligheden til at foreslå nye regler som for alvor vil true landbrugets overlevelsesmuligheder.

»Begge tendenser er foruroligende. Landbruget er jo et af de virkeligt få områder i EU med et helt fælles varemarked. Så kan man ikke acceptere forskellige betingelser«.

Til forskel fra tidligere ser vi stigende priser på landbrugsprodukter og sågar tale om manglende forsyninger. Er dette et helt nyt spil?

»Spillereglerne er de samme, men situationen er fuldstændig ny, men det er resultatet af politiske beslutninger! Når man som EU i 2003 beslutter sig for ikke længere at opmuntre øget udbytte, så får man også en lavere produktion. Det er dog ikke hele forklaringen. Vi har jo også oplevet klimaændringer, og den største forandring er den øgede efterspørgsel i Kina og Indien.«

Alt i forandring

Vil den nye situation føre til reformer af landbrugspolitikken, eller er det omvendt nu man skal være ekstra påpasselig med den slags?

»Tag WTO-aftalen som eksempel. For to år siden var der ingen som forudså den nuværende situation. For to år siden støttede jeg at man skulle indgå en WTO-aftale. Det er jeg ikke så overbevist om længere. Alt kan ske. Jeg spekulerer på hvad der vil ske hvis fødevarepriserne bliver ved med at bevæge sig op og ned, lad os sige med 20 procent. Så tror jeg ikke at forbrugerne helt vil afvise at man korrigerer for markedsmekanismerne.«

Tjek – ikke reform

»Hvis for eksempel en hel sektor som svinekødsproduktionen trues af voldsomme prisforandringer, så bliver det et spørgsmål for hele samfundet hvilken udvikling man ønsker. Er det industrilandbrug vi vil have? Det er jeg ikke så sikker på.«

Så hvor fører denne usikkerhed jer hen?

»Vi støtter Kommissionens sundhedstjek af landbrugspolitikken, i betydningen af et tjek, ikke som et oplæg til en ny reform. Det vil være velkomment hvis vi kan fortsætte på de nuværende betingelser frem til 2013. Landbruget har behov for stabilitet.«

»Vi er glade for afskaffelsen af braklægning, og vi har noteret at mælkekvoterne vil forsvinde. Men hvad skal de erstattes med? I den østlige del af Finland som jeg kommer fra, er der intet andet landbrug som kan erstatte malkekøer. Hvis landbruget forsvinder i forskellige regioner, så vil forståelsen for hvorfor man skal betale for en fælles politik, også forsvinde.«

Leve for at spise

Alle skal have noget ud af det hvis den fælles politik skal have folkelig støtte?

»Ja, og det tager sig forskellige udtryk. I Frankrig er landbruget et spørgsmål om kultur. I Italien er det en måde at leve på – man lever for at spise, men spiser ikke for at leve. Men også i lande som Finland og Sverige er folk tæt knyttet til, og stolte over, landbruget som en fælles arv. Alle medlemslande har en eller anden tilknytning til deres landbrug. Spørgsmålet om at nedlægge landbruget i bestemte regioner er simpelt hen ikke relevant«