ARTIKLER


Langsigtede krav til fly

Fly skal nu også begrænse deres udslip af CO2. Kravene er ikke særlig voldsomme, men de kan blive kraftigere, hvis flytrafikken fortsætter med at stige.
Af Sven Skovmand
28. februar 2008

Den 20. december 2007 vedtog EU’s miljøministre at flyene skal begrænse deres udledning af CO2 fra 2012. Det skal ske ved at de i lighed med andre former for virksomhed bliver reguleret med kvoter. Kvoterne fastsættes til gennemsnittet af udslippet i årene fra 2004 til 2006. De 90 procent får selskaberne gratis mens de selv skal betale de sidste 10 procent, siger Jyllands-Posten, den 21. december 2007

Ingen protester fra selskaberne

Mens især den tyske bilindustri har kritiseret EU’s krav til bilerne, er der ikke kommet tilsvarende protester fra flysel­skaberne.

Kravene er også af en anden karakter. Hvor bilfabrikkerne skal ændre konstruktionen af deres biler, skal flyselskaberne blot købe kvoter. Og den ekstra udgift kan de vælte over på billetterne. En billet fra København til Berlin vil skønsmæssigt blive fordyret med 40-60 kroner, og det vil næp­pe afholde mange fra at flyve.

Og hvis et selskab oplever et fald i antallet af passagerer og derfor må flyve tilsvarende mindre – så kan det måske ligefrem sælge kvoter og dermed tjene på ordningen.

Den langsigtede fordel

Indgrebet vil altså kun få en begrænset virkning her og nu. Til gengæld kan det godt få betydning på længere sigt.

Flytrafikken vokser i øjeblikket med 5 procent om året. Hvis man fastholder at udgangspunktet for kvoterne er årene 2004-2006, vil flyselskaberne derfor få et stigende behov for kvoter i takt med at trafikken øges.

Det vil betyde at billetpriserne må sættes i vejret, hvad der igen kan betyde at trafikken kommer til at vokse med mindre end de nævnte 5 procent.

Og det er jo netop stigningen i flytrafikken der skaber de store problemer.

Du kan læse mere om emnet i NOTAT om klimakrisen, juli 2007, eller på www.notat.dk, hvor du skal søge på ordene »fly« eller »klima«.