ARTIKLER


Lobbyisme er en fare for demokratiet

Lobbyisme giver fordele til stærke økonomiske spillere. Det er særligt et problem i EU, mener flere eksperter.
Af Kenneth Haar
24. april 2008

15.000 lobbyister. Så mange mennesker anslås at arbejde professionelt i Bruxelles med at påvirke beslutningstagerne i Kommissionen, Ministerrådet og Parlamentet. Og langt de fleste af dem, mindst 70 procent, arbejder for erhvervslivet. Der findes mange eksempler fra de senere år på at lobbyister har haft afgørende indflydelse på udformningen af EU-lovgivningen. Så mange at det er blevet bredt anerkendt som et demokratisk problem.

En af de bekymrede kritikere er professor Gert Tinggaard Svendsen fra Århus Universitet der for nylig udgav bogen »Lobbyisme i EU«:

»Problemet opstår, hvis den ene side høres meget mere end den anden. Producentgrupperne er stærkt organiserede og har mange ressourcer bag, mens forbrugerne er svage. Forbrugerne er ganske vist også lobbyister, men de er meget svagere,« siger han.

Særligt i EU

For Gert Tinggard Svendsen skyldes lobbyisternes magt i EU nogle grundlæggende træk ved institutionerne:

»Det er et afgørende punkt at i EU har Kommissionen initiativretten. Det er ikke som i et normalt demokrati hvor det er valgte lovgivere der kan fremsætte forslag. Her er det bureaukratiet som sætter lovgivningen i gang,« siger han.

»EU blev jo grundlagt på en tanke om at de oplyste bureaukrater skulle beskytte borgerne. En idé som stammede fra Jean Monnet. Derved skulle nye krige undgås. At forhindre nye krige er naturligvis en smuk vision som er værd at forsvare, men selve magtcentraliseringen i bureaukratiet giver nogle alvorlige problemer i forhold til lobbyisme.«

»Det er jo nemmere at overbevise nogle få bureaukrater end at overbevise et flertal af politikerne.

Og da der derudover er tale om et meget lukket system, er der ingen offentlighed til at holde lobbyisterne i skak. De får langt friere spil end de har f.eks. i Danmark«, siger han.

Erik Wesselius er leder af forsknings- og kampagnegruppen Corporate Europe Observatory i Amsterdam som holder et vågent øje med erhvervslivets lobbyisme. Han er enig i at EU's institutioner giver lobbyister let spil, men problemet er ikke bare Kommissionen, mener han:

»Også mange medlemmer af EU-Parlamentet spiller tæt sammen med lobbyister og arbejder uden den mindste kontakt til deres vælgere og til debatten hjemme. Det grundlæggende problem er fraværet af en europæisk offentlighed,« siger han.

»Det der foregår i Bruxelles, behandles kun sjældent i medierne, og befolkningen har ringe mulighed for at følge med. Presset på beslutningstagerne er derfor mindre.«

Frihandel eller ej

Gert Tinggaard Svendsen mener især at den indflydelse enkelte producentgrupper kan skaffe sig gennem lobbyisme, hurtigt kommer til at give dem særlige privilegier der strider mod de frihandelsprincipper EU bygger på. Han nævner en sag om import af sko fra Kina. Her lykkedes det sydeuropæiske skoproducenter at få begrænset importen, fordi de kinesiske sko var billigere end de europæiske.

Erik Wesselius er enig i at skosagen var forkastelig, men han mener Gert Tinggaard Svendsens kritik – som han betegner som en »typisk liberal kritik af lobbyismefænomenet« – overser noget:

»Den hollandske koncern Philips er f.eks. en stærk spiller på lobbyscenen, og de kunne ikke drømme om at fremme andet end en frihandelsdagsorden. I det hele presser de store koncerner i EU typisk hårdt på for at fremme frihandel fordi frihandel som regel er i deres interesse,« siger han.

Også herhjemme

Også Mads Christian Esbensen der selv er lobbyist ved bureauet Public Affairs Group, og som har skrevet bogen »Public Affairs – Lobbyisme i praksis«, er i princippet enig i at lobbyisme rejser nogle særlige spørgsmål, blandt andet fordi EU flytter beslutningerne længere væk, og fordi EU er meget kompleks. Men han understreger samtidig at det kan være svært at skille niveauerne helt ad. Meget er det samme på EU-niveau som på nationalt niveau:

»Lobbyister aktiverer i lige så høj grad landenes regeringer. Det kunne man se under behandlingen af kemikaliedirektivet REACH hvor industrien brugte kampagner om tab af arbejdspladser til at tvinge de store lande ind på banen i kampen mod direktivet,« påpeger Mads Christian Esbensen.

Åbenhed

Gert Tinggaard Svendsen mener EU burde bevæge sig i retning af et normalt demokrati, og for ham betyder det at magten i højere grad skal placeres i EU-Parlamentet. Det vil gøre det sværere at erobre lovgivningsprocessen med lobbyisme.

Men også inden for rammerne af det eksisterende EU mener han at meget kan blive bedre. Han peger på spørgsmålet om åbenhed om lobbyisme, herunder registrering af lobbyister. På det område er EU-reglerne meget svage, og nye regler er derfor til diskussion netop i øjeblikket.

Gert Tinggard Svendsen mener kravet bør være fuld åbenhed, og peger på de amerikanske regler hvor der er obligatorisk registrering, hvor lobbyister skal afrapportere, og hvor oplysningerne er let tilgængelige på internettet.

Mads Christian Esbensen er enig i behovet for registrering og etiske regler i EU – og i Danmark. For lobbyisme er ikke et forbigående fænomen, mener han:

»Der kommer mere lobbyisme i fremtiden, og vi kan ikke skrue tiden tilbage, ligesom vi ikke kan beslutte at ophæve tyngdeloven hvis vi skulle blive irriteret på den. Men vi kan være fødselshjælpere for regler som sikrer åbenhed om lobbymiljøets værktøjer og tilgange.«

Hvem er de 15.000 lobbyister?

Der er flere forskellige typer lobbyister. Nogle er professionelle, andre repræsenterer forskellige interesser. I dette nummer af NOTAT ser vi primært på erhvervslivets lobbyister. Da de professionelle lobbyister stort set kun arbejder for erhvervslivet, er det da også den gruppe som dominerer. Det anslås at ca. 15.000 lobbyister arbejder i Bruxelles. Ifølge professor Gert Tinggaard Svendsen kommer over 60 procent fra erhvervslivet, mens knap 20 procent kommer fra faglige organisationer, forbrugerorganisationer og andre græsrodsorganisationer. Omkring 10 procent kommer fra regioner, byer og internationale organisationer.