NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Landene ophæver personkontrollen ved de fælles grænser inden for Schengen-området og har fælles regler for passage af Schengen-områdets ydre grænser og ens visumregler for tredjelandsborgere.
Siden 2001 har Danmark deltaget fuldt ud i Schengen-samarbejdet.
Et vigtigt instrument i at realisere samarbejdet blev oprettelsen af Schengen Information Systemet (SIS), en enorm fælles database og register, der kan bruges både i forhold til personkontrol og politisamarbejde.
I Maastricht blev dette samarbejde om retlige og indre anliggender (forkortet RIA) nu for første gang traktatfæstet. Emnet var dog for følsomt til at blive en del af det klassiske EF-samarbejde med flertalsbeslutninger. Derfor blev denne del af EU-samarbejdet lagt i en såkaldt søjle 3 som et mellemstatsligt samarbejde (dvs. med vetoret til hvert medlemsland). Kun visumpolitik blev placeret under det overstatslige samarbejde i søjle 1.
Tilhængerne af et stærkere fælles EU-retsvæsen måtte stille sig tilfreds med muligheden for at flytte områder over til søjle 1 – hvis man kunne blive enige om det. Men det skete ikke. Mange lande så det som en trussel mod selve kernen af suverænitet hvis man indførte forpligtende fælles beslutninger for politi og strafferet.
Denne ændring var særlig vigtig for Danmark fordi det danske forbehold på retsområdet nu blev aktiveret. Forbeholdet – eller undtagelsen – betyder at Danmark ikke deltager i den del af det retslige samarbejde som er overstatsligt (dvs. med flertalsafgørelser).
Derfor har Danmark ikke siden været omfattet af samarbejdet om indvandrere og flygtninge samt om civile retsforhold (men har på visse områder fået tilsvarende regler).
Tilbage som mellemstatsligt samarbejde var herefter politimæssigt samarbejde og retsligt samarbejde i kriminalsager. Amsterdam-traktaten gjorde også Schengen-reglerne til en del af EU-samarbejdet.
De nærmere politiske retningslinjer og konkrete mål der blev opnået enighed om i Tammerfors omfatter især fire hovedkategorier:
1. En fælles asyl- og immigrationspolitik i EU
2. Etableringen af et »ægte, europæisk retligt område«
3. Bekæmpelse af kriminalitet på EU-plan
4. En stærkere indsats udadtil.
Blandt de vigtigste målsætninger er en fælles asylpolitik inden 2010, fælles visumpolitik, fælles antiterrorplan, nationale udrykningsstyrker til grænsesikring og fælles procedurer for hjemsendelse af illegale indvandrere.
Der er siden vedtaget en række love bl.a. om hvilket land der skal behandle en asylansøgning, regler for modtagelse af asylansøgere og regler for familiesammenføring.
I juni 2002 vedtog EU’s Ministerråd en rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme som siden er udmøntet i en lang række love. Mange af disse love er blevet kritiseret for at være vedtaget uden ordentlig forberedelse og for at bryde med grundlæggende principper om borgernes retssikkerhed.
Lovene handler bl.a. om øget kontrol, overvågning, registrering og udveksling af data om EU’s borgere.
I dette nummer af NOTAT ser vi nærmere på flere af disse tiltag som er vedtaget med henvisning til terrorbekæmpelse.
Det retslige og politimæssige EU-samarbejde blev i 1993 fastlagt som et mellemstatsligt samarbejde hvor beslutninger træffes i enstemmighed. Udviklingen er, ikke mindst med henvisning til terrorbekæmpelse – gået i retning af et stadig tættere samarbejde, og på flere områder har det enkelte land ikke længere vetoret.
Med reformtraktaten er der lagt op til et nyt spring fremad. Forslaget til en ny EU-forfatning lægger nemlig op til at alle beslutninger om retslige spørgsmål skal træffes med flertalsafgørelser.