Målet er en fælles EU-stat

Vigtige retsprincipper er ifølge ekspert i strafferet, professor Vagn Greve, under angreb i disse år. Forklaringen er, mener han, at straffesystemet bliver brugt med en politisk dagsorden. De fleste tiltag på det retslige område er uinteressante, hvis man ser på de problemer de skal løse. Men de giver mening i forhold til målet om at skabe fælles EU-stat.
Af Staffan Dahllöf
1. januar 2008

I en lind strøm af direktiver, rammeafgørelser og andre former for fælles tiltag kan det være vanskeligt for ikke-jurister at skelne mellem hvad der er uden betydning, og hvad der er vigtigt i EU's retssamarbejde.

Lige præcis i det dilemma er Vagn Greve, professor i strafferet ved Københavns Universitet, ikke til stor hjælp.

Han underkender nemlig selve begrundelsen for strømmen af initiativer.

»Hvad som er vigtigt og ikke vigtigt, beror på hvad det er man vil opnå,« siger han.

»Det vi ser nu, er resultatet af en samfundsmæssig proces hvor målet er at skabe en fælles EU-stat. Hvis man ser på de problemer man vil løse, så er langt de fleste af tiltagene ganske uinteressante. Det som er hensigtsmæssigt for at skabe en EU-stat, er ikke nødvendigvis det som er retsligt hensigtsmæssigt.«

Der er altså en anden dagsorden end den man taler om?

»Helt klart. Den dagsorden kan man have forskellige meninger om, og jeg siger ikke at det er skidt eller godt. Det er en politisk vurdering. Men hvad er det for en stat man vil skabe? Det mangler vi at få svar på.«

Kriminalitet er kulturelt

Er det ikke rigtigt at når kriminaliteten rækker over grænserne, så stiller det krav om grænseoverskridende kriminalitetsbekæmpelse?

»Det internationale perspektiv er vigtigt, langt vigtigere end samordningen mellem medlemslandene i EU. Der er jo ingen tvivl om at terrorismen kommer udefra, at grænseoverskridende kriminalitet som menneskesmugling kommer fra f.eks. Albanien, og vi får narko fra Asien og Sydamerika.«

Så er der vel en pointe i at EU-landene optræder samlet, som en enhed?

»Det siger man jo. Forhandler man om internationale aftaler er det selvfølgelig lettere hvis man optræder samlet. Men det forudsætter jo at man har fælles interesser.«

Kan man ikke det?

»Kriminalitet er ikke noget som bare findes, det er noget som vi bestemmer os for, og det er meget afhængigt at den kultur vi lever i. Selv lande som ligger tæt på hinanden, er meget forskellige; f.eks. har Danmark og Sverige forskelligt syn på narkotikakriminalitet. Og i Tyskland og Holland har man statsstøttede bordeller.«

Ikke engang mord

Men selv om man ser forskelligt på f.eks. prostitution, så er alle vel enige om at bekæmpe menneskesmugling til bordeller?

»Det er der ingen tvivl om. Men i Sverige har man kriminaliseret alle prostitueredes kunder. I Finland straffer man kun kunderne til indsmuglede prostituerede. I Danmark vil man gå efter bagmændene. Så jo, vi er alle modstandere af trafficking, men på forskellige måder, og af forskellige grunde.«

»Man kan også tage mord som eksempel. Alle er enige om at man ikke må slå et menneske ihjel. Men hvad er et menneske? I Polen og Irland er et foster et menneske. I Holland har man aktiv dødshjælp. Det er kulturelt betingede definitioner. I Tyskland kom der for nylig en dom om at man godt må skyde en æbletyv. Og i Danmark skyder politiet langt hyppigere end politiet gør i de andre nordiske lande.«

Så når man taler om at EU's retlige samarbejde skal skabe »et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed«, er det en uholdbar vision?

»Bare ordet bærer præg af at være skabt af spindoktorer. Selvfølgelig er der ingen som går imod frihed eller retfærdighed, men begrebet bliver brugt til at udhule de forskellige friheder vi har. Menneskerettighederne og princippet om at alle mennesker er lige, er en historisk arv, hvorfra man nu bortdefinerer forskellige grupper. Man siger at de ikke er mennesker som os andre.«

Acceptabelt, ikke nødvendigt

Hvordan sker den bortdefinering du taler om?

»I det øjeblik man forhøjer en straf, ikke fordi det har en virkning, men fordi man vil sende et bestemt signal, i samme øjeblik siger man at den straffede person ikke har samme værdi som os andre.

Det uhyggelige er at nu ser man på om en straffelov er acceptabel. Tidligere så man på om den var nødvendig. Bag det syn lå den opfattelse at mennesker ikke skal straffes mere end nødvendigt. I dag er det stik modsat, ikke mindst i Danmark. På nær Grækenland er der intet andet EU-land som straffer voldsforbrydere så hårdt som Danmark.«

Harmonisering efter hvad som er acceptabelt, i stedet for hvad som er nødvendigt, trækker strafferammerne opad?

»Helt klart. Og problemet i dag med EU-lovgivningen er at det giver en enorm magt til Kommissionen og Ministerrådet. Så kunne mere magt til EU-Parlamentet være en måde at opfylde retsstatens principper på. Men jeg er bare ikke så sikker på at Parlamentet vil udvise den nødvendige respekt for mindretallene – som er et andet af retsstatens principper. I Parlamentet er der et udbredt ønske om at harmonisere strafferetten for harmoniseringens egen skyld.

Uden folkeligt mandat

Hvilke af de mange EU-tiltag trækker i den retning?

»Problemet er ikke en enkelt forfærdelig beslutning, men den samlede tendens. Det helt fundamentale er at domstolene får stadig mere indflydelse over lovene, i stedet for at det er de valgte parlamentarikere som bestemmer hvilke handlinger som skal straffes. Det gælder i lige så høj grad den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som EF-domstolen. Forskellen er at Menneskeretsdomstolen betoner den enkeltes rettigheder. EF-domstolen ser i høj grad på statens eller systemets interesser. I begge tilfælde forsvinder det fundamentale krav om at strafferetten skal have et folkeligt mandat.«

Hvilken betydning har bekæmpelsen af terrorisme i denne sammenhæng?

»Terrorisme har jo altid været strafbart. Det er det rene nonsens at sige at det er noget som opstod den 11. september 2001. Det som principielt er helt forfærdeligt i den fælles terrorbekæmpelse er at man opstiller regler som skal gælde i alle lande, men uden at have en fælles definition af hvad terrorisme er.«

Kan ikke slå op i loven

Fremgår det af straffelovens artikel 114, den såkaldte terrorparagraf, hvad der er strafbart?

»Da den blev vedtaget, var alle enige om at bestemmelserne ikke skulle gælde for frihedskæmpere. De var jo de gode når vi ser tilbage i vores egen historie. Men hvad gælder i dag? Hamas blev jo demokratisk valgt, er de terrorister? Er Israel? Og så har vi en situation hvor det er ministeren som bestemmer hvem der skal tiltales. Det vil sige at hun bestemmer hvad domstolene skal tage stilling til«.

Er en fornuftig definition af terrorisme mulig?

»Definitioner er jo noget vi jurister er gode til. Problemet er at definitionen også skal opfylde EU's og FN's krav, og her ved vi ikke hvad der gælder. Så er det at en indsamling til en bestemt organisation eller salg af en t-shirt kan blive opfattet som støtte til terrorisme.«

»En måde at løse problemet på er at lave lister over terrororganisationer. Det gør man jo også. Men så siger man samtidig at disse lister ikke er bindende eller udtømmende. Det bryder med noget at det mest fundamentale i en retsstat, nemlig at det skal stå klart for borgerne hvilke handlinger der er strafbare.«

Men ville du eller dine kolleger kunne lave en brugbar terrordefinition?

»Det er der ingen tvivl om, men vi vil ikke kunne vide om den også opfylder EU's og FN's krav.«

De rejsende embedsmænd

Hvordan er vi havnet her, med det du kalder for klare brud på retsstatens principper?

»En grund er at straffesystemet anvendes af politiske grunde. En anden grund er et ændret syn på hvad det er for et samfund vi vil have. ÿnsker vi et tolerant samfund; noget som har været en dansk mærkesag, og som vi har snakket meget om? Nu er nul-tolerance blevet et plusord, og jeg husker justitsministeren i forbindelse med et lovforslag talte om »skærpet nul-tolerance«. For mig er der sket et fundamentalt skred når det er blevet positivt at være nul-tolerant, og det er i øvrigt ikke noget som går efter politiske skillelinjer. Det er sket i lige så høj grad i socialdemokratisk som borgerligt styrede lande.«

Hvem har overblik over udviklingen af EU-lovgivningen? Har du? Dine kolleger? Politikerne?

»Politikernes opgave er umulig. Man løser det på den måde at man sender embedsmænd til forhandlinger. Ofte sender man underordnede embedsmænd af sted som vender hjem og fortæller at nu er der opstået enighed på den ene eller anden måde. Det er en måde at lovgive på som man aldrig ville acceptere, hvis det gjaldt en ændring af den danske navnelov.«

»For strafferetten er om noget et udtryk for den nationale kultur, måske det stærkeste udtryk vi har. Det er jo lidt besynderligt at til og med i USA har man mere lokal kompetence end i EU. Og det er ikke ret længe siden at Schweiz fik indført en fælles strafferet for de forskellige kantoner.«

Polske love i Polen

Den udvikling som Vagn Greve advarer imod, skyldes i bund og grund efter hans mening at EU

er opbygget af økonomer og managementfolk.

Andre ville sige at juristerne har rigeligt at skulle have sagt i EU-maskineriet?

»Jeg siger ikke at jurister er ufejlbarlige, men at jurister i langt højere grad er parat til at have respekt for det særprægede og forskelligheder.«

Kan du se nogle modkræfter; noget som trækker i en anden retning end det du advarer mod?

»Mest markant er at fremtrædende folk er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved Menneskeretsdomstolen i Strasbourg. For mange var det uventet med den kritik fra folk som ikke kan siges at være modstandere af menneskerettigheder.«

»Med hensyn til EU så har kritikken længe været overskygget af om man var for eller imod EU som sådan. Men jeg er ikke i tvivl om at de polske protester vi har oplevet, ikke er det sidste eksempel på at lande modsætter sig en uønsket udvikling.«

Og det siger du vel vidende om de strafferetslige synspunkter den tidligere polske regering stod for?

»På langt sigt må vi forstå at det betaler sig langt bedre med samarbejde end med fælles lovgivning. Med det frie arbejdsmarked har folk jo mulighed for at bo hvor de vil. Det er pragtfuldt at unge mennesker som ikke må leve sammen, kan flytte til Sverige. Lad folk selv vælge hvor de vil bo. Hvis Polen vil have en kriminalisering af abort, så er det det som skal gælde i Polen. Det siger jeg som selv forsvarer fri abort.« u

---

Tilladt terror?

Mord, ødelæggelse, flykapringer, trusler og gadevold kan være udtryk for terror, hvis formålet er at skræmme en befolkning, eller at tvinge en myndighed eller organisation til noget, eller at destabilisere et lands, eller en organisations grundlæggende strukturer.

Det fremgår af den danske terrorlov (paragraf 114 i straffeloven). Den bygger på EU¥s rammebeslutning om bekæmpelse af terrorisme fra 2002.

Men det forbudte kan godt være tilladt hvis formålet er at »genskabe demokratiske værdier«. Frihedskæmperne i Anden Verdenskrig var ikke terrorister.

Det er humlen i en erklæring som EU's Ministerråd vedtog i forbindelse med antiterrorbeslutningen.

Men hvor går grænsen:

• Gadeoptøjer som forhindrer et politisk topmøde?

Økonomisk støtte til en guerillagruppe i Colombia?

Opfordring til solidaritet med den palæstinensiske organisation Hamas?

Print denne side