ARTIKLER


Støtte på sociale kriterier, ja tak!

Landbrugspolitikken skal tænkes helt om, ifølge de franske småbønder. Væk med støtten til de rige industri-landbrug, ind med miljøvenlig lokal produktion.
Af Staffan Dahllöf
27. juni 2008

At afkoble støtten fra produktionen har været en katastrofe. Det mener Regis Hochart, talsmand for Confederation Paysanne som er den næststørste landbrugsorganisation i Frankrig.

Fødevaresuverænitet er nøglepunktet i deres program. Det betyder at et land eller en gruppe af lande skal have ret til at kontrollere deres egen fødevareforsyning, herunder at beskytte sig mod import af fødevarer. Det princip skal gælde både i EU og i u-landene.

Et politisk valg

Confederation Paysanne har opbakning fra mange franske småbønder og deltager aktivt i sociale kampe sammen med fagforeninger og miljøgrupper. Lige nu er kampen mod gensplejsede afgrøder en mærkesag. Bondeorganisationen har været en ivrig deltager i bevægelsen for global retfærdighed og en skarp kritiker af kapitalismens nyliberale politik. Indtil 2004 var formanden JosÈ BovÈ som ikke mindst er kendt for at smadre en McDonald restaurant i en symbolsk aktion mod fødevareindustriens globalisering.

Bondeorganisationen kræver et grundlæggende opgør med EU's nuværende landbrugspolitik. Landbrugsstøtten skal ikke fjernes, men den skal omlægges efter helt andre kriterier, mener man. Fødevareforsyning, miljøhensyn og social sikkerhed bør være de overordnede mål, men EU's nuværende landbrugspolitik opfylder efter Regis Hocharts mening ingen af disse.

»Vi må træffe et politisk valg og ikke lade markedskræfterne bestemme udviklingen«, siger han.

Mindstepriser

Confederation Paysanne går ind for garanterede mindstepriser, produktionskvoter og støtteopkøb til lagre af korn og mælk som kan modvirke udsving på markedet.

Tidligere tiders skrækbilleder af over­skudslagre af fødevarer som ikke kan sælges, skræmmer ham ikke.

»Ordningerne har ikke været skruet sammen på den rigtige måde, men man er nødt til at fastholde nogle redskaber til at kontrollere markedsmekanismerne.«

»Mange bønder kan ikke producere på en måde som er økonomisk konkurrencedygtig, derfor er det nødvendigt med støtte, hvis man vil bevare en produktion i nærområdet,« siger Regis Hochart.

Dels giver det en uafhængighed og mindsker risikoen for at fødevarer kan bruges som et våben. Dertil kommer miljøge­vinsterne ved at spare på transportom­kost­ningerne, og et ønske om at fastholde en økonomisk aktivitet i landdistrikterne. Den lokale produktion giver også de bedste betingelser for at skabe forbindelse mellem forbrugere og producenter, fremhæver han.

Målrettet støtte

Regis Hochart indrømmer at disse krav er i total modstrid med den nuværende tendens.

»På kort sigt må vi kræve en grundig evaluering af det nuværende støttesystem og arbejde for at støtten bliver knyttet til produktionen. Som det er nu, deler man penge ud i blinde uden at fremme produktionen.«

Confederation Paysanne støtter ideen om et loft over landbrugsstøtten. Langt de fleste penge går i dag til de store industri­landbrug. Målet er ikke en ensartet støtte, men en støtte som skal kompensere de bønder der producerer under de dårligste betingelser. Der skal sættes både sociale, miljømæssige og kvalitetsmæssige kriterier.

»Vi er ikke imod international handel med fødevarer, og vi går ikke ind for en planøkonomi, men vi insisterer på at sætte en retning for landbrugets udvikling,« slutter Regis Hochart.