ARTIKLER


Bisphenol-A ud af sutteflaskerne

Folketinget har besluttet at bisphenol-A ikke må bruges i sutteflasker i Danmark. Regeringen mener at beslutningen er i strid med EU-reglerne og er tilfreds med frivillig aftale med detailhandelen.
Af Åge Skovrind
3. september 2009

Umiddelbart før Folketingets sommerferie kom regeringen i mindretal på et forslag om at forbyde stoffet bisphenol-A i sutteflasker. Venstre og Konservative stemte imod forslaget med den begrundelse at et dansk forbud strider mod EU-reglerne. Men det argument prellede af på alle andre partier, og regeringen er nu pålagt at gennemføre et forbud som den selv mener er – ulovligt.

Bisphenol-A er et organisk stof, som indgår i blandt andet sutteflasker, vandflasker, sportsudstyr, medicinaludstyr, cd'er og elektronik. Det er under mistanke for at påvirke hjernens udvikling, adfærden og indlæringsevnen og anklages derudover for at være kræftfremkaldende. I Canada har regeringen fremsat forslag om forbud mod brug af bisphenol-A i sutteflasker.

Alligevel godkendte EU's fødevarestyrelse, EFSA (European Food Safety Authority) i slutningen af juli 2008 anvendelsen af bisphenol-A. EFSA er i gang med nye undersøgelser, men de foreligger først i 2010. Og det ville et flertal af Folketingets partier ikke vente på.

Frivillig aftale

Det var Enhedslisten som havde fremsat forslaget om et totalforbud mod bisphenol-A, men under behandlingen blev det ændret, så forbuddet kun gælder sutteflasker. Det var så langt, Dansk Folkeparti ville gå. Ud over forbuddet i Danmark blev regeringen pålagt at arbejde for et totalforbud i EU.

Under debatten argumenterede fødevareminister Eva Kjær Hansen med at et forbud ikke alene var EU-stridigt, men også unødvendigt, eftersom der netop er indgået en frivillig aftale med detailhandelen. Flere af de store aktører (Coop, De samvirkende Købmænd og Dansk Supermarked) har allerede taget beslutning om at ophøre med indkøb af sutteflasker som indeholder bisphenol-A.

»Socialdemokratiets holdning i den her sag stiller sig fuldstændig på tværs i forhold til de fælles spilleregler der gælder i EU-sammenhæng,« sagde ministeren.

Og hun fik følgeskab af den konservative Per Ørum: »Jeg vil gerne appellere til de partier som normalt vil følge de spilleregler som er i EU, om at tænke sig bare en ekstra gang om i forhold til det her forslag – om Danmark nu skal gå enegang.«

I EU gælder princippet om varernes frie bevægelighed. Det vil sige at det enkelte land ikke kan forbyde salg af en vare som er tilladt i resten af EU.

Forsigtighedsprincippet

Per Clausen fra Enhedslisten har vanskeligt ved at bedømme om et dansk forbud vil være i strid med EU-reglerne.

»Man har mulighed for at bruge et forsigtighedsprincip i nogle tilfælde. Jeg tror det er tvivlsomt om det holder ved EF-domstolen, men det må komme an på en prøve. Vi må hele tiden forsøge at udfordre EU-reglerne,« siger han og bebuder et nyt forslag som skal udvide forbuddet til også at gælde andre plastflasker.

Socialdemokraternes fødevareordfører Benny Engelbrecht mener heller ikke at man kan svare entydigt ja eller nej til om et dansk forbud strider mod EU's regler.

»Man er nødt til at udfordre systemet. EU er også et politisk organ, som kan bevæges. Det er sådan vi kan fremskynde at der sker noget politisk,« siger han.

Han lægger desuden stor vægt på anbefalingerne fra en konference i Tyskland foråret 2009. Her var anbefalingen meget klart at man skulle anvende forsigtighedsprincippet, fordi der er uenighed om niveauet af og kilderne til påvirkning af bisphenol-A.

»Når der ligger den type viden, så er jeg forpligtet til at handle i forhold til et system som ellers har nogle tidsperspektiver hvor man skal være usædvanligt tålmodig. Det har jeg svært ved at acceptere, når der er tale om hormonforstyrrende stoffer,« siger han.

Endnu intet forbud

Den danske beslutning har været diskuteret i EU-Kommissionens faste komite om giftstoffer i fødekæden. Fem andre lande har på parlamentarisk niveau diskuteret tiltag mod bisfenol-A, men på grund af EFSAs godkendelse forventes ikke konkrete skridt, står der i referatet.

I Fødevareministeriet oplyser kontorchef Christian Dons Christensen at der endnu ikke er taget nogen konkrete skridt fra ministeriets side med hensyn til hvordan den kontroversielle beslutning skal håndteres.