Dansk flygtningepolitik og menneskerettigheder

Er 24 års-reglen og de danske familiesammenføringsregler i strid med menneskerettighederne? Påtale fra Europarådets kommissær for menneskerettigheder satte sindene i kog og startede et opgør med »menneskeretstænkningen«.
Af Anders Dahl
11. februar 2009

I Danmark er der normalt ikke den store opmærksomhed om menneskerettighederne. De fleste danskere tager det for givet, at vi i en stat som Danmark til punkt og prikke overholder noget så fundamentalt indlysende som menneskerettighederne. Når vi hører om krænkelser af menneskerettighederne, er det da næsten også altid noget, der foregår ude omkring i verden.

Retten til familieliv

Så meget desto mere gav det anledning til forundring, da Europarådets daværende menneskerettighedskommissær Alvaro Gil-Robles i juli 2004 i en rapport erklærede, at Danmark ubetinget overtræder en række menneskerettigheder når det gælder reglerne om familiesammenføring.

Alvaro Gil-Robles påpegede at en artikel i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (artikel 8) giver alle ret til et familieliv.

»Men i Danmark forsøger regeringen med alle mulige lovindgreb at forhindre dette. Det er simpelthen ikke i orden. Det betyder, at den nuværende regering ikke lever op til kerneelementerne i de konventionsbestemte rettigheder til et famlieliv,« sagde Alvaro Gil-Robles.

Kritikken gav anledning til højlydt forundring fra ministres og politikeres side. Regeringen afviste at den overtræder menneskerettighederne, og den har ikke lempet på reglerne. I juli 2007 kom en ny rapport fra Europarådet som fortsat anbefaler en ændring af lovgivningen, så dansk-udenlandske par kan gifte sig på vilkår der ligner dem som danske par må leve med.

Opgør med »mennekseretstænkningen«

Men kritikken gav også anledning til en mere generel debat om menneskerettighederne. Samtidig med Alvaro Gil-Roblesë kritik af dansk flygtningepolitik var debatten om EU-forfatningen med et indbygget eller tilknyttet Charter om grundlæggende rettigheder kommet i gang. De to sager kaldte et krav om »opgør med menneskerettighedstænkningen« frem i flere dagblade.

Dansk Folkepartis Søren Krarup havde taget forskud på opgøret igennem flere år, bl.a. i »Dansen om menneskerettighederne« fra 2000.

Fortalerne for opgøret hævdede bl.a.

1) at selve menneskerettighedsbegrebet eller »menneskerettighedstænkningen« er udtryk for noget, der minder om religiøsitet eller er rent ideologiske forestillinger.

2) at de internationale organer, der løbende har udviklet begrebet om menneskerettighederne gennem fortolkning af menneskerettighedskonventionerne – især Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – har overskredet deres mandat og foretage politiske vurderinger.

3) at gennemførelsen af internationale menneskerettigheder i Danmark – navnlig inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – flytter beslutninger fra lovgivningsmagten til domstolene og derved tage magten fra politikerne.

4) at det danske »menneskerettighedsmiljø« er et center for politisk korrekthed som forhindrer kritik af de internationale menneskerettighedsorganer og af den stigende betydning, konventionerne synes at have fået – i strid med demokratiets grundprincipper.