De fleste love kommer fra EU – men det rager journalisterne

EU-Parlamentet er blevet et politisk parlament. Men lovgivningen foregår i lukkede arbejdsgrupper og med studehandler hvor medierne og borgerne ikke har nogen chance for at følge med, mener Jens-Peter Bonde.
Af Åge Skovrind
4. marts 2009

Jens-Peter Bonde er den dansker som har siddet længst tid i Parlamentet.

Han er blevet valgt hver eneste gang siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979. Dengang stillede han op for Folkebevægelsen mod EF. Senere blev han spidskandidat for JuniBevæ­gelsen som han repræsenterede frem til 2008 hvor Hanne Dahl overtog pladsen.

I dag arbejder han som rådgiver for Libertas (se side 28),

»Det Parlament vi blev valgt til i 1979, var en planet uden jordforbindelse, det var en rejse bort fra virkeligheden. Helt surrealistisk. Vi behandlede lovforslag, som om vi havde indflydelse, og vi stemte om et budget, men det var matadorpenge. Det var andre som bestemte, om pengene skulle bruges,« husker Jens-Peter Bonde.

Ingen interesserede sig for, hvad der foregik, og i ly af dette kunne man få en masse frynsegoder. Gruppeformændene fik limousiner og chauffører, så de kunne lege parlament, men de havde ingen indflydelse. Efterhånden fik Parlamentet en fod på et par procent af budgettet, populært kaldet »parlamentets lommepenge«

»Ethvert MEP begyndte at rane til sig af midler fra EU-budgettet,« husker Bonde, som selv sørgede for et tilskud fra EU-kassen til det danske center for torturofre.

»Det var et slemt samvittighedsspørgsmål for mig. Principielt burde jeg have sagt at Danmark er et rigt land som selv kan betale dette fremragende initiativ. Jeg trøstede mig med at pengene jo ville blive brugt alligevel. Så var det da bedre at mine kæpheste fik pengene. Men EU bør fokusere på grænseoverskridende problemer som vi ikke selv kan løse i de nationale parlamenter.«

En telefonbog og andre sejre

Meget har ændret sig i løbet af de 29 år Bonde sad i parlamentet. Også hans egen holdning. I starten mente han at Danmark skulle melde sig ud af EU. I dag går han ind for EU, men kritiserer at samarbejdet er udemokratisk, og at EU tager beslutninger i alt for mange spørgsmål som burde afgøres i de enkelte medlemslande.

Med sin stærkt EU-kritiske holdning har han altid hørt til i Parlamentets mindste grupper. Men han er ikke i tvivl om at han alligevel har haft ganske stor indflydelse, ikke mindst når det gælder kampen for mere åbenhed.

»Da jeg startede, fandtes der ikke engang en telefonbog over dem der arbejdede i EU-Kommissionen. I dag har alle adgang til referater fra Kommissionens møder. Og du kan læse på nettet hvem der har modtaget landbrugsstøtte. Jeg har skrevet en hel bog om 25 sejre for mere åbenhed, og de har alle passeret mit bord,« fortæller Bonde.

Mickey Mouse

Den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher kaldte det et Mickey Mouse-parlament, og det engelske magasin The Economist skrev engang at medlemmerne af Parlamentet var en parkeringsplads for udtjente og uduelige politikere. Også det har ændret sig, mener den danske EU-veteran.

»I dag er hovedparten dygtige, seriøse og flittige.«

»Dengang stod gruppeformændene i spidsen for småsvindel. Alle gjorde det – undtagen os. I dag er der ingen der gør det. Parlamentet er ikke helt »clean«, men næsten. I de store partier er det stadig svært at få alle medlemmer med på at undgå svindel og fusk med ansættelser.«

Reel indflydelse

Den vigtigste ændring i Parlamentet er dog at man har fået meget større indflydelse. Parlamentet er blevet politisk.

»Selv en dansk EU-kritiker som jeg kan få større indflydelse end et dansk folketingsmedlem,« siger Jens-Peter Bonde og nævner som eksempel at han var med til at forhandle sig frem til en ordning hvor Danmark kan bevare forbud mod sprøjtegifte – på et tidspunkt hvor den danske minister havde givet op.

Parlamentets politiske indflydelse startede med den såkaldte samarbejdspro­cedure i 1987. Den gav Parlamentet større mulighed for at påvirke lovgivningen med ændringsforslag. I 1992 kommer Maas­tricht-traktaten og efterhånden kommer der flere og flere politikområder hvor Parlamentet får reel medbestemmelse efter den fælles beslutningsprocedure, så en lov kun kan vedtages hvis der er flertal både i Parlamentet og i Ministerrådet (regeringslederne).

Den udvikling fortsætter med Lissabon-traktaten.

»For EU-Parlamentet er det en fornem traktat. Der bliver dobbelt så mange områder hvor Parlamentet får medbestemmelse,« siger Bonde. Men for ham er det ikke en lykkelig udvikling, tværtimod. Især mener han at borgernes indflydelse svækkes voldsomt når landenes vetoret samtidig bliver afskaffet.

Stemmeprocenten i frit fald

Samtidig med Parlamentets stigende indflydelse, er stemmeprocenten gået ned hver eneste gang. Ved det første valg til Parlamentet deltog 63 procent af vælgerne. I 2004 var det faldet til 45 procent, og Bondes spådom er at stemmeprocenten ryger under 40 procent ved valget i juni 2009, især på grund af meget lav deltagelse i Østeuropa.

Han mener at den manglende interesse hænger sammen med at medierne ikke interesserer sig for hvad der foregår. Og her er der efter Bondes mening ikke sket nogen forandring.

»Medierne prioriterer ikke Bruxelles-dækningen. De dækker gerne dukke mum­mespillet i Folketinget, men i dag kommer hovedparten af vores lovgivning fra EU. Det er der beslutningerne bliver taget, men det rager journalisterne en papskid.«

Lukket system

Derimod har erhvervsorganisationer og lobbyvirksomheder for længst fundet ud af at det er nødvendigt at følge grundigt med i Parlamentets arbejde. De har etableret sig med kontorer i Bruxelles og bruger mange ressourcer til at påvirke politikerne og sætte sig ind i lovgivningsarbejdet.

Det ville medierne også være nødt til hvis de skulle give offentligheden en chance for at få indblik i hvad der foregår. For trods alle Bondes sejre i kampen for åbenhed, foregår beslutningsproceduren stadig i et meget lukket system.

Det skyldes ikke kun at den lange vej fra forslag til vedtagelse, med et utal af kompromisser og ændringsforslag, foregår i Kommissionens 3.000 lukkede arbejdsgrupper. Også under Ministerrådet er der omkring 300 arbejdsgrupper uden deltagelse af nogen folkevalgte.

Problemet er ifølge Jens-Peter Bonde desuden at kun en håndfuld direktiver om året når frem til tredjebehandling i Parlamentet. Stadig flere forslag bliver handlet af på forhånd bag lukkede døre.

»Hvis jeg skulle have indflydelse, så skulle jeg samle et flertal på 60 procent, for at være sikker på at der var et flertal af de fremmødte når Parlamentet til sidst skulle stemme om forslaget. Jeg lavede for eksempel en handel med de Liberale og de Konservative for at få dem med på mit forslag, men betingelsen var at jeg holdt min kæft om vores aftale. Det almindelige spil mellem højre og venstre som vi kender fra Folketinget, foregår ikke åbent,« siger Bonde.