NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
9. maj er det EU's helligdag. Der skal man fejre EU, lade det gulstjernede blå flag gå til tops på landets rådhuse, og meget gerne synge med på den sang, EU har gjort til sin, nemlig den tyske romantiske digter Friedrich Schillers 'Ode til glæden' med musik fra Beethovens niende symfoni.
Bortset fra nogle få virkelige EU-entusiaster, er det nok de færreste europæiske borgere som i forbindelse med dagen vil føle den store glæde.Den kulturelle forankring ligger fortsat mest i det nationale, regionale og lokale. Alligevel findes der noget som hedder europæisk kulturpolitik. Den består blandt andet i at bidrage til at EU's medlemslandes kultur kan udfolde sig, samtidig med at man fremhæver deres fælles kulturarv. NOTAT forsøger i denne måned at give et indblik i hvad ordene dækker.
Det lille fælles kulturbudget i Bruxelles er hurtigt til at overskue, og EU's betydning for kulturpolitikken skal derfor især findes andetsteds, nemlig i virkningerne af det indre marked. Her har bestemmelserne om statsstøtte og fri konkurrence blandt andet ført til langvarige retssager om danske TV2 og til endnu en krig mellem Kommissionen og medlemslandene om begrebet public service (side 10).
En anden krig udkæmpes om internettet og dets muligheder – skal vi for eksempel juble over friheden til at finde gratis musik, eller begræde undermineringen af kunstneres ophavsret? Apropos ophavsret – hvor længe er det rimeligt at børne- og oldebørn skal have økonomisk glæde af bedstefars musikalske bedrifter? Kommissionen foreslår 95 i stedet for 50 år, men er det blot til glæde for pladeindustrigiganterne?
Centralt står mottoet »enhed i mangfoldighed« – et udsagn med indbyggede modsætninger; for kan man både fremme de fælleseuropæiske værdier og den kulturelle mangfoldighed? Eller kan man beslutte centralt at fremme det decentrale? Det lader vi en kultursociolog, en etnolog og en politiker diskutere, og endelig er der klassikeren om EU's omdiskuterede egen-reklame, hvor en EU-kritisk tænketank har regnet sig frem til et budget større end Coca-Colas reklamebudget.
Vi ønsker dig god kulturpolitisk læselyst.