NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
En ny og omfattende regulering af alle kemikalier i EU blev vedtaget i december 2006. Den trådte i kraft 1. juni 2007 og vil være fuldt gennemført i 2022.
Loven forkortes REACH. Det står for Registration, Evaluation and Authorisation of CHemicals – registrering, vurdering og godkendelse af kemikalier.
Der er tale om den hidtil største lov i EU’s historie. Diskussionen varede i næsten ni år, og resultatet blev en tekst på ikke mindre end 849 sider som samler 40 hidtidige love.
REACH bygger på princippet om at det er producenterne og importørerne som har ansvar for information om stoffernes egenskaber og risikoen ved deres anvendelse. Stoffer må kun anvendes hvis producenterne kan bevise at de ikke er skadelige, og farlige stoffer skal erstattes hvis der findes alternativer.
Disse overordnede principper gælder dog ikke i alle tilfælde. Forbruger- og miljøorganisationer kritiserer at det lykkedes den magtfulde kemiske industri med en energisk lobbyindsats at udhule reglerne og indføje en masse undtagelser og smuthuller.
Vi gennemgår her hovedpunkterne.
I dag er der cirka 100.000 kemiske stoffer på det europæiske marked. Hidtil har der kun været krav om registrering af nye stoffer, det vil sige stoffer som er taget i anvendelse efter 1981. I dag findes der viden om cirka 3.000 af disse nye stoffer. Med REACH kommer der også registrering af de gamle stoffer.
MEN: Kravet om registrering gælder kun for de stoffer som produceres eller importeres i mængder over 1 ton. 70.000 stoffer går dermed helt fri for registrering. Selv små mængder kan være problematiske, blandt andet når de optræder i kombination med andre stoffer (’coctail-effekt’)
Registreringen vil således omfatte cirka 30.000 stoffer, men for over halvdelen – stoffer produceret i mængder under 10 tons, bliver der kun tale om overfladisk information som ikke er tilstrækkelig til en ordentlig risikovurdering. Producenten kan nøjes med at give ’tilgængelig information’.
Agenturet skal i samarbejde med nationale myndigheder kontrollere de indsendte data. Myndighederne efterlyser eventuelt mere viden for at kunne afgøre om brugen af stofferne bør reguleres. Myndighederne skal desuden tage stilling til om de foreslåede dyreforsøg er nødvendige.
MEN: Producenterne får selv ansvaret for at fremlægge data- og sikkerhedsvurderinger. Deres oplysninger skal ikke bekræftes af nogen uafhængig instans. Myndighederne skal kun tage stikprøver på fem procent af sikkerhedsrapporterne.
• svært nedbrydelige, bioakkumulerende og giftige stoffer (PBT stoffer)
• meget svært nedbrydelige og meget bioakkumulerende stoffer (vPvB stoffer)
• kræftfremkaldende, skadelige for arveanlæg eller skadelige for reproduktionen (CMR-stoffer)
• lige så problematiske som de tre ovennævnte grupper, f.eks. hormonforstyrrende stoffer.
De farlige stoffer optages på en særskilt liste som Kemikalieagenturet løbende opdaterer. Producenterne skal, for at opnå godkendelse, dokumentere at anvendelsen er sikker, og anvise mulige alternativer til stoffet. Farlige stoffer skal erstattes af mindre farlige hvis sådanne findes.
Hidtil har der ikke været en godkendelsesordning på kemikalieområdet, som der for eksempel er på fødevareområdet. Det har været op til myndighederne at bevise at et bestemt stof udgør en sikkerhedsrisiko.
MEN: Der vil fortsat være mulighed for at producere farlige stoffer, også selv om der findes mindre farlige alternativer. Det er kun PBT- og vPvB-stofferne som er underlagt kravet om substitution (at de skal erstattes af mindre farlige stoffer når disse findes).
Når det gælder en række CMR-stoffer og hormonforstyrrende stoffer, er myndighederne forpligtet til at godkende dem hvis producenten kan dokumentere at de produceres under ’tilstrækkelig kontrol’. Ganske vist skal industrien udarbejde en plan for substitution af disse stoffer, men de er ikke forpligtet til at følge den.
MEN: Der er ikke krav om registrering af stoffer som afgives utilsigtet – for eksempel afdampning af phtalater fra plastiklegetøj eller bromerede flammehæmmere i computerskærme. Stoffer kan også frigives når de ender som affald – men heller ikke det er omfattet af registreringsreglerne.
REACH forpligter desuden virksomhederne til at bruge kemiske stoffer som det er anvist af deres leverandører. Hvis disse hemmeligholder anvendelsen, skal virksomhederne selv gennemføre en sikkerhedsvurdering og anvende stoffet forsvarligt. Det er nyt at virksomhederne får et ansvar for brug af kemikalierne.
MEN: Ikke alle oplysninger i producenternes sikkerhedsrapporter bliver tilgængelige. Producenterne kan i en række tilfælde undlade offentliggørelse af ’fortrolige oplysninger’.
Producenter, importører og brugere af kemikalier får ikke fuldt ansvar for stoffernes sikkerhed. Hvis blot de kan sandsynliggøre at stofferne ikke udgør en risiko i de mængder der bruges i et bestemt produkt til et bestemt formål, kan de få lov at sælge dem.
Forbrugerne har kun ret til at få information om de farligste kemikalier i produkterne – ikke om alle kemikalier. De skal selv bede om dem. Der er ikke krav om at oplysninger om farlige stoffer skal stå på produkterne.
• Radioaktive stoffer
• Fødevarer
• Pesticider
• Brændstoffer
• Affald
• Medicin
• Kosmetik (skal vurderes i forhold til miljø, ikke i forhold til sundhed). u
(Læs mere:
REACH-forordningen på dansk: http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/site/da/oj/2007/l_136/l_13620070529da00030280.pdf
Køreplanen
af stoffer der produceres 1000 tons, samt CMR-stoffer over 1 ton, samt miljøfarlige stoffer over 100 tons.
af stoffer der produceres 100 tons eller mere af om året.