Det politiske forbrug flytter ikke meget

Det politiske forbrug har været stærkt stigende de sidste 15 år. De fleste nyere undersøgelser af omfanget anslår at mindst halvdelen af danskerne i større eller mindre omfang lader deres forbrug styre af politiske valg. Men gør det overhovedet nogen forskel?
Af Rasmus Nørlem Sørensen
3. september 2009

Fra begyndelsen af 1980'erne oplevede vi i Danmark en omfattende forbrugerboykot mod det sydafrikanske apartheidstyre og ikke mindst imod Shell der var en af dette styres vigtige handelspartnere. Boykotten skete de første mange år uden støtte fra de store partier eller det politiske system. At bygge en politisk protest på sin rolle som forbruger og ikke som borger i et politisk fællesskab var en nyskabelse. I Danmark var det Instituttet for Fremtidsforskning der var først ude med en definition af fænomenet:

»Det politiske forbrug kan beskrives som en adfærd, hvor der i forbrugsvalget mellem producenter og produkter lægges vægt på bevidste holdninger og værdier, der retter sig mod fællesskabet.« (Instituttet for Fremtidsforskning, 1996).

Hensynet til fællesskabet mener idéhistoriker Mads P. Sørensen er det helt centrale i det politiske forbrug. Det er netop dét der adskiller det fra andre typer af bevidst forbrug:

»I traditionelt forbrug vil det altid være hensynet til én selv der er i fokus. Man tænker på prisen, kvaliteten, smagen, men det er altid i relation til én selv og ens egne behov. I politisk forbrug sætter man sig selv og sine behov i parentes. Det er dog vigtigt at man ikke gør politisk forbrug til noget særligt venstreorienteret eller miljørigtigt. Politisk forbrug findes hos alle politiske grupperinger. Det er bare forskellige ting man efterspørger.«

Det politiske forbrug bliver af mange opfattet som en ny måde at regulere markedet og styre samfundet på. Hvad er de politiske konsekvenser?

»Lad mig starte med de positive ting. Eller én positiv ting i hvert fald. Hvis man kigger på det ud fra en demokratisk vinkel, ligger der et deltagelsesaspekt i det politiske forbrug. At man nu får endnu en arena hvor man kan deltage i det politiske arbejde. Man kan engagere sig. Man skal ikke bare deltage i valg og i traditionelt politisk arbejde: Nu kan man tage noget af det man alligevel gør hver eneste dag, nemlig at forbruge, og det kan man så bruge politisk.«

Der er også en række problemer med at opfatte politisk forbrug som en demokratisk praksis. Mads P. Sørensen peger specielt på at det er problematisk hvis man bruger det politiske forbrug som en undskyldning for at lægge politiske beslutninger ud til markedet.

»Hvis vi har nogle spørgsmål vi i det politiske system ikke rigtigt vil tage stilling til – f.eks. om vi skal omlægge til økologisk landbrug i Danmark – så lader vi forbrugeren tage stilling til det. Normalt indebærer demokrati jo at én person har én stemme. Hvis man flytter politiske beslutninger fra det etablerede politiske system og ud på markedet, så får man en situation, hvor det ikke er én person én stemme, men hvor man har lige så meget indflydelse som man har økonomi til. Det synes jeg er et demokratisk problem.«

Politisk forbrug er altid baseret på individuelle handlinger. Derfor argumenterer Mads P. Sørensen også for at det kun meget vanske-ligt kan blive drivkraften i kollektive løsninger – selvom disse løsninger ville være bedre for alle parter.

»F.eks. kan man se at vi ikke producerer økologiske kyllinger i Danmark, for der er ikke nogen der gider købe dem. Men det tror da pokker når de koster fire eller fem gange så meget som almindelige kyllinger. Der er ikke efterspørgsel til dem til den pris de har nu. Men det kunne jo godt være at der ville være en samfundsgevinst ved at gå ind og understøtte sådan nogle produktioner.«

Hvilke resultater er det overhovedet muligt at opnå via politisk forbrug?

»Jeg er ret kritisk over for hvad man faktisk kan flytte ved hjælp af politisk forbrug. Der er jo ingen af os der er politiske forbrugere altid og hver eneste gang vi går ud og handler. Vi kan være det i et lille omfang, men det dér hensyn til én selv vil altid være det styrende når vi snakker forbrug.«

»Det der styrer os når vi forbruger, det er hverdagshensyn og hensynet til os selv. Hvad koster ting, hvordan smager de, hvad er kvaliteten af varen, hvad kan mine børn lide at spise, hvor lang tid har jeg til at handle, hvad har de lige i det lokale supermarked jeg står i lige nu? Og så kan det politiske forbrug – det dér hensyn til fællesskabet – det kan komme som en ekstra ting der påvirker os.«

»På den anden side synes jeg at så længe vi har et reguleringsvakuum i verden – som følger i hælene på globaliseringen – så er der brug for aktive forbrugere der lægger pres på virksomhederne for at få dem til at opføre sig ordentligt.«

Hvis du skal pege på en arbejdsdeling mellem offentlig regulering og regulering af marked ved hjælp af politisk forbrug – hvor synes du så skellet skal gå?

»I det omfang man kan regulere tingene via det politiske, offentlige system, der skal man gøre det! Man skal ikke være bange for at tage politiske beslutninger. Hvis man ikke er villig til det, risikerer man at gå glip af den innovative gevinst af kapitalismen. Markedet er jo enormt innovativt når bare der stilles konkrete, klare mål. Man kunne f.eks. kræve at bilerne skal kunne køre 50 km. på literen, hvis de skal sælges i EU. Det ville være en fin målsætning. Hvis man virkelig tordner sådan noget igennem – jamen så vil det ikke tage ret lang tid for kapitalismen at nå op på det innovationsniveau.«

Fra politisk forbrug til Public Relations

De store konfrontationer mellem forbrugere og producenter oplevede vi i 90'erne – i dag er virksomhederne meget mere forsigtige med hvordan deres image er i offentligheden, og hensynet til forbrugernes politiske præferencer er i højere grad indarbejdet i deres kommunikation og produktion.

Det kan være en af forklaringerne på, at vi ikke har set store, koordinerede aktioner mod virksomheder siden Shell i 1995 kom i modvind da de ville dumpe boreplatformen Brent Spar i havet.

Nationalstaterne har ikke på samme måde tilpasset deres politik til borgere i den globale offentlighed. Derfor ser vi også stadig initiativer som Boykot Israel der via politisk forbrug søger at presse den israelske regering til at stoppe bosættelserne.

En omfattende forbrugerboykot frygtes med rette af mange stater. Da Frankrig i midten af 90'erne foretog atomprøvesprængninger, førte det til en omfattende boykot af franske varer. Den danske boykot af franske vine i 1995-96 har været stærkt medvirkende til at franske vine gik fra en markedsandel på omkring 67 procent før boykotten til de nuværende ca. 27 procent.

Muhammedkrisen demonstrerede også med al ønskelig tydelighed at det politiske forbrug kan have store konsekvenser. Man regner med at den muslimske verdens boykot af danske varer har påført eksportvirksomhederne tab på over 1 mia. kr. om året siden 2006.

Kan man købe sig til politisk indflydelse? Konklusionen må være, at det i mange sammenhænge er en vanskelig vej til at opnå politiske mål. Det politiske forbrug er effektivt som protestform og mindre effektivt som alternativ til politisk regulering af markedet.