ARTIKLER


DF imod – og med – regeringen

I slutningen af maj havnede regeringen i mindretal om nye EU-regler for industriens mærkning af fødevarer. Det passede en bred front af GDA-kritiske organisationer fint, men en god måned senere var det historie. Dansk Folkeparti var blevet mildere stemt overfor EU-forslaget og regeringen.
Af Staffan Dahllöf
3. september 2009

Udspillet om nye EU-mærkningsregler af fødevarer stiller spørgsmålet om industriens indflydelse på EU-lovgivningen på spidsen.

Da Folketingets Fødevareudvalg tog stilling den 27. maj i år, sagde et flertal i udvalget nej til det kritiserede GDA-mærke (Guideline Daily Amount).

Nøglesætningen i udvalgets betænkning lyder: »Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af V og KF) opfordrer regeringen til at arbejde imod, at GDA-mærkningen i dens nuværende form bliver en del af den kommende EU-forordning om fødevareinformation.«

Og et andet sted i teksten tales der om »hurtigst mulige forbud mod et vildledende GDA-mærke«.

Regeringen var kommet i mindretal. Hvordan ville fødevareminister Eva Kjer Hansen nu agere?

»Ganske glimrende«

De GDA-kritiske patient-, forbruger- og landbrugsorganisationer blev bekymrede. De synes at udtalelser fra ministeren ikke var i overensstemmelse med hvad udvalget havde pålagt hende at mene. I et brev til Europaudvalget opfordrede man derfor udvalgets medlemmer til at holde ministeren fast på at GDA-mærkningen skal helt væk.

Men sådan kom det ikke til at gå.

Da Europaudvalgets møde, som skulle udstyre ministeren med et konkret forhandlingsmandat den 10. juli, var overstået viste det sig at regeringen ikke var i mindretal alligevel.

Dansk Folkeparti havde nu ingen kritik overfor Eva Kjer Hansens eget oplæg, selv om ministeren kaldte det for urealistisk at virke for et GDA-forbud. Oplægget var, mente DF's Pia Adelsteen »ganske glimrende«, ifølge det officielle referat fra udvalgsmødet. Nu var der heller ingen grund til en mindretalsudtalelse fra V og K. Regeringen havde med hjælp af DF fået sit flertal i hus.

Ikke anderledes

»Der sidder forskellige folk i de to udvalg og så var valgkampen til Europa-Parlamentet jo overstået på det tidspunkt,« siger socialdemokraten Bjarne Laustsen som deltog både i Fødevare- og Europaudvalgets møder. I løbet af Europaudvalgsmødet blev DF's Pia Adelsteen også udfrittet af blandt andre Bjarne Laustsen om hvorvidt man nu havde skiftet mening.Det mente hun ikke var tilfældet.

Pia Adelsteen sagde at det mandat hun nu gik med til, ikke var anderledes end det der fremgår af Fødevareudvalgets beretning. Det er også udlægningen fra Fødevareudvalgets formand Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti.

»I dens nuværende form«

»Det kan godt være at nogle journalister vil tolke det som at vi har skiftet mening. Men Fødevareudvalgets beretning siger at ministeren skal arbejde imod GDA-mærkningen i dens nuværende form. Det er også det som ligger i Europaudvalgets mandat,« siger DF's fødevareordfører.

NOTAT påpeger at det vel ikke var uden grund at V og K tog afstand fra Fødevareudvalgets beretning, men står bag Europaudvalgets mandat. Men det gør ikke indtryk på Jørn Dohrmann:

»Så har ministeren jo chancen for at forhandle det vi har bedt om, på plads,« siger han.

Forslaget ventes at komme op på ministerniveau i slutningen af året, men bliver inden da forberedt af EU-landenes repræsentanter i Ministerrådets arbejdsgrupper.

Ernæringsoplysninger – men hvordan?

Forslaget til nye mærkningsregler gælder for færdigpakkede fødevarer og skal indeholde obligatoriske oplysninger om energi, fedt, mættet fedt, kulhydrater (herunder sukker) og salt pr. 100 g/ml, men ikke protein, noget som blandt andre Mejeriforeningen protesterer imod.

Det store stridsspørgsmål er om mærkningen også skal omfatte såkaldte referenceværdier i forhold til det samlede indtag på en dag – det kritiserede GDA-mærke.

Oplysningerne skal stå med mindst 3 mm. store bogstaver på forsiden af pakninger som måler over 10 kvadratcentimeter.

Foruden de obligatoriske oplysninger skal det også være muligt at bruge supplerende nationale bestemmelser og frivillige mærkningsordninger.