NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Nedturen for JuniBevægelsen blev indledt længe inden afstemningslokalerne lukkede søndag aften den 7. juni 2009.
Jens-Peter Bonde, nestor i den danske EU-kritik, og en af JuniBevægelsens grundlæggere, taler om en tendens over lang tid som først kom til syne for alvor i årets valg:
»Bevægelserne startede i det første parlamentsvalg med at få 25 procent af stemmerne, så 16 procent og så 9. Der er simpelt hen ikke flere mandater at hente i et EU hvor antallet af danske pladser i Parlamentet er skåret ned i takt med at flere lande er blevet medlemmer. Det er den tendens som er blevet tydelig,« siger han.
Denne tendens har tidligere været modvirket af de folkeafstemninger hvor bevægelserne har en central plads. Men der har jo ikke været nogen af slagsen siden euroafstemningen i 2000, konstaterer Bonde.
»Allerede ved det foregående valg var det akkurat at JuniBevægelsen kom ind. Denne gang havnede man på den forkerte side. Der er blandt andet en effekt af at generationsskiftet efter Jens-Peter Bonde har været svært,« siger Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Københavns Universitet.
Bonde selv siger at den tendens han får øje på nu, nok fandtes for fem år siden, men:
»Det blev overskygget af andre faktorer. Analysen den gang var at vi ikke kunne konkurrere med Poul Nyrups mange personlige stemmer. Samtidig var det et valg hvor de andre nægtede at tale om forfatningen. Det lykkedes os ikke at få den sat på dagsordnen.«
»Der er den langsigtede tendens, som fremmes af de store partier og medierne, at holdningen til EU som sådan ikke spiller nogen rolle, og at EU-valget skal ligne et almindeligt dansk valg.
Det er blevet forstærket ved at vi ikke har haft en folkeafstemning i den sidste valgperiode.«
Det er, mener han, særlig gået ud over JuniBevægelsen, fordi Jens-Peter Bonde ikke længere stod på stemmesedlen, og fordi JuniBevægelsen har haft en svag organisation, og:
»Så er det også det politiske valg. Når man står overfor Jens Rohde og til dels Bendt Bendtsen som siger at de nu er EU-skeptiske, skal man være lidt mere klar i melet. Den lidt bløde, nuancerede holdning fra JuniBevægelsen har ikke trængt igennem,« siger Søren Søndergaard.
Ifølge Jens-Peter Bondes er forklaringen det manglende kendskab blandt vælgerne til hvad der sker i Parlamentet.
»Det er en tilstand vi ikke kan lave om på så længe medierne sidder på Christiansborg, mens lovgivningen foregår i Bruxelles. Da vi ikke har haft nogen repræsentant på Christiansborg, så er det »messerschmidterne« som rykker ud med kritikken. Findes man ikke i Folketinget, så får man ingen opmærksomhed,« siger Jens-Peter Bonde som har to konkrete eksempler klar til aflevering:
Det er hans egen indsats for at sikre dansk vandforsyning uden behov for rensning, og Hanne Dahls arbejde mod pesticider.
»Hvis Kommissionens forslag om brug af forurenet vand var gået igennem, så var Danmark blevet afkrævet investeringer i rensningsanlæg i størrelsesordenen et par Storebæltsbroer. Vi vandt klare sejre i Parlamentet, men der er ingen som forbinder os med det endelige resultat.«
The Economist noterede at Ganleys kritik ikke var specifikt irsk eller national, som den britiske EU-modstand er det, men snarere europæisk:
Ganley ville reformere og demokratisere EU's institutioner, ikke primært rulle beslutningskompetencen tilbage til medlemslandene.
På den måde kom Ganley til at optræde på den samme arena som de institutioner og mekanismer som han tog op kampen imod, om end med nogle modsatte fortegn.
Problemet var bare at hverken medier eller vælgere var særlig optaget af forestillingen på den arena. EU's mangel på folkeligt engagement kom også til at gælde for EU-kritikere.
Eller som Jens-Peter Bonde siger:
»Når jeg tager rundt på møder og konferencer er der massiv opbakning til mine forslag om åbenhed og demokratisering. Men det giver ingen bonus i EU-valg.«
»Det der er lidt interessant ved årets valg, er at mange af ja-partierne er begyndt at være skeptiske. Og fra den anden side har SF skiftet holdning. JuniBevægelsen klarede ikke konkurrencen om at være det EU-positive, men skeptiske parti.«
Man kunne måske tale om en nationalisering af EU-valget, men det mener Kasper Møller Hansen ville være en forkert udlægning:
»Det der skete, var at vælgerne fandt tilbage til deres kendte partier. Men det var en af de første valgkampe hvor der blev talt om de sager som Europaparlamentet har indflydelse over. Det var ikke en debat om euroen eller traktatafstemninger som JuniBevægelsen kunne få gavn af.«
»Vore valgforbund var ikke et tvangsægteskab, det var ægte kærlighed. Vi har stemt meget sammen i parlamentet. Og når JuniBevægelsen ikke længere er der, kan vi ikke tåle noget formsvigt næste gang.«
Og så er der en kommende folkeafstemning.
»Ved en folkeafstemning er alt andet end over 50 procent et nederlag, der bliver behov for et bredt samarbejde,« siger Søren Søndergaard.
Jens-Peter Bonde ser også for sig en fortsættelse af JuniBevægelsens arbejde, i en eller anden form:
»Jeg er enig med Keld (Albrechtsen) og Hanne (Dahl) at vi ikke skal ud og samle underskrifter for at opstille i næste valg. Men JuniBevægelsen har en mission ved afstemningen om euroen og det retslige forbehold,« siger han.
»Der er sket en højredrejning i EU-kritikken. Det er ikke noget jeg kan gøre noget ved. Vi førte en solid og superhæderlig valgkampe. Der er ikke noget jeg fortryder. Men vores nuancerede position om at gøre Europa bedre har ikke kunnet samle stemmer nok. Det var så det. Jeg har lagt 15 år af mit liv på EU-kritik bag mig. Hvad det end fortsætter med, så bliver det uden mig,« siger hun.