EU bestemmer ikke over vores kulturpolitik. Og så alligevel...

Lige så snart kultur bliver defineret som en vare, står EU's konkurrenceregler og forbud mod statsstøtte over nationale interesser.
Af Åge Skovrind
30. april 2009

»Hvis EU får indflydelse på kulturen, bliver det over mit lig,« sagde daværende kulturminister Niels Matthiasen i 1972, da han sagde ja til indmeldelsen i de Europæiske Fællesskaber. Han døde i 1980.

På det tidspunkt forestillede ingen sig at EU skulle få indflydelse på kultur, men på forskellig vis er det alligevel sket.

Den vigtigste forklaring er det indre marked som blev indført fra 1987. På det indre marked gælder den frie konkurrence. Lige så snart kultur bliver defineret som en vare, så står EU's konkurrenceregler og forbud mod statsstøtte over nationale interesser. Spørgsmål om ophavsret og kopiering af lyd og billeder er også omfattet af EU's regler. I tilfælde af uenigheder bestemmer EU's domstol.

Oplevelsesøkonomi

Kultur er altså ikke bare noget vi ser på eller lytter til. Det er også en industri med store økonomiske interesser. Den europæiske kulturindustri beskæftiger syv millioner mennesker og spiller en rolle i forhold til erhvervsudvikling og konkurrence på de internationale markeder.

Begrebet îoplevelsesøkonomiî som i dag både er en uddannelse på universiteterne og et element i mange byers erhvervsstrategi – afspejler denne tendens til at se kultur som et økonomisk vækstpotentiale.

Kulturpolitik er derfor også blevet et led i EU's Lissabonstrategi som – i den oprindelige formulering fra 2000 – sigter på at gøre EU til verdens mest dynamiske og konkurrencedygtige økonomi inden 2010.

»Enhed i mangfoldighed«

Når det handler om kulturpolitik i mere snæver forstand, ligger kompetencen i de enkelte lande.

Traktaterne giver ikke hjemmel til at harmonisere de nationale kulturer. EU kan vedtage opfordringer til medlemslandene, og beslutninger skal træffes i enstemmighed blandt medlemslandene.

Målsætningen sammenfattes i sloganet îenhed i mangfoldighedî.

Udgangspunktet er traktatens artikel 151. Her står der at EU skal bidrage til at medlemsstaternes kulturer skal udfolde sig på en måde som både respekterer den nationale og regionale mangfoldighed, og samtidig fremhæver den fælles kulturarv.

Målet er at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og om nødvendigt støtte og udbygge medlemsstaternes indsats på følgende områder:

– forbedring af kendskabet til og formidlingen af de europæiske folkeslags kultur og historie

– bevarelse og beskyttelse af den kulturarv der er af europæisk betydning

– ikke-kommercielle udvekslinger

– kunstneriske og litterære frembringelser, herunder i den audiovisuelle sektor.

Aktørerne

Medlemslandenes kulturministre mødes regelmæssigt og vedtager opfordringer til tættere samarbejde og fælles kulturinitiativer.

EU-Parlamentet kommer med udtalelser og er med til at godkende handlingsprogrammer. Desuden skal man godkende budgettet, herunder støtte til kulturprogrammer. Parlamentets kulturudvalg dækker også ungdom, medier, uddannelse og sport.

Kommissionens kulturkommissær er Ján Figel fra Slovakiet, og hans embedsapparat kommer løbende med oplæg og forslag til medlemslandene.

I maj 2007 kom Kommissionen med sin første egentlige kulturpolitiske erklæring îEn europæisk kulturdagsorden i en stadig mere globaliseret verdenî. Den beskriver forskellige måder hvorpå EU fremover skal støtte kulturen.

Prioriteringerne

Det kulturpolitiske samarbejde i EU fungerer efter den îåbne koordinationsmetodeî – det vil sige at embedsfolk fra EU's medlemslande mødes i forskellige arbejdsgrupper for at koordinere og samordne kulturpolitiske tiltag.

I perioden 2008-2010 har man besluttet at prioritere disse fem områder:

– forbedring af betingelserne for kulturarbejderes mobilitet

– fremme af adgangen til kultur, navnlig ved styrkelse af kulturarven, flersprogethed, digitalisering, kulturturisme, synergi med uddannelse, navnlig kunstuddannelser og større mobilitet for samlinger

– udvikling af data, statistikker og metoder i kultursektoren

– maksimering af kulturindustriens og den kreative industris potentiale

– fremme og gennemførelse af UNESCO's konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed.

Traktaterne

Indtil 1993 var EU's kulturpolitik båret af et ønske om at konstruere en overnational europæisk enhedskultur.

Med Maastricht-traktaten (1993) fik EU for første gang en selvstændig kulturparagraf. Kultur blev et officielt anerkendt område, og retorikken blev ændret til at understrege betydningen af kulturel mangfoldighed.

Amsterdam-traktaten i 1998 indeholdt en protokol om retten til at finansiere public service – dog med den klassiske gummi-tilføjelse: »..for så vidt (...) denne finansiering ikke ændrer handels- og konkurrencevilkårene i Fællesskabet i et omfang, der strider mod de fælles interesser.«

Hvis Lissabon-traktaten træder i kraft, mister medlemslandene deres vetoret på kulturområdet. Her vil så gælde den almindelige lovgivningsprocedure. Det gælder dog fortsat at man kun kan vedtage henstillinger og ikke love som harmoniserer kulturpolitikken.

Statsstøtte til kulturen

EU-traktatens artikel 87 slår fast at det ikke er tilladt at forvride den frie konkurrence med statsstøtte, men indeholder en række undtagelser, blandt andet på kulturområdet.

Forenelig med fællesmarkedet er, ifølge teksten, »støtte til fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven, når den ikke ændrer samhandels- og konkurrencevilkårene i Fællesskabet i et omfang, der strider mod de fælles interesser.«

Hvornår støtten har et omfang som strider mod de fælles interesser – det er kernen i mange konflikter omkring EU's kulturpolitik