EU-Parlamentet: En grim ælling?

Forskellige demokratiopfattelser brydes i diskussionen om fremtiden for EU-Parlamentet og det europæiske samarbejde.
Af Rasmus Nørlem Sørensen
4. marts 2009

Fra ælling til svane? Det var titlen på en rapport som Dansk Institut for Internationale Studier udgav i forbindelse med valget til EU-Parlamentet i 2004. Rapportens centrale påstand lyder: »Vi [vælgerne] ser fortsat Parlamentet som EU's grimme ælling: Stor og styg. Det må kanøfles – eller i bedste fald ignoreres.« Konklusionen på rapporten er at vi tager fejl, og at EU-Parlamentet i virkeligheden er gået hen og blevet en smuk svane. En ægte demokratisk institution med reel indflydelse.

Smuk eller ej, i hvert fald er Parlamentets magt vokset med hver ny traktat. Alligevel ville det nok være mere rigtigt at spørge om ikke 'den grimme ælling' altid har været et næbdyr! Ligesom næbdyret har træk fra både pattedyr og krybdyr, er EU et blandingsprodukt – på nogle punkter en overstatslig føderation og på andre punkter et mellemstatsligt samarbejde. Derudover er EU's traktater og beslutningsprocedurer vokset ud af mange forskellige politiske kulturer og er endt som et kompromis mellem disse. Vores vante demokratibegreber passer dårligt til et sådan politisk gadekryds, så hvad er det for en slags demokrati vi kan gøre os forhåbninger om at opnå i EU?

Demokratisk legitimitet

Hvis EU skal være demokratisk, kræver det at beslutningerne besidder demokratisk legitimitet. Lovgivningen skal 'godkendes' af vælgerne. Beslutninger der træffes ved en folkeafstemning, besidder direkte demokratisk legitimitet. Danmarks indtræden i EF i 1973 skete på baggrund af en folkeafstemning, og beslutningen var derfor demokratisk legitim. Beslutninger der træffes af vælgernes repræsentanter (politikerne), besidder indirekte demokratisk legitimitet.

En styrkelse af EU's direkte demokratiske legitimitet kan opnås ved at inddrage borgerne i EU's beslutningsprocesser. For eksempel via folkeafstemninger om nye traktater. En styrkelse af EU's indirekte demokratiske legitimitet forudsætter at de folkevalgte forsamlinger får en større rolle: Enten EU-Parlamentet eller de nationale parlamenter. Man kan skitsere fire 'verdenshjørner' i forhold til en demokratisering af EU (se figur). For at opnå mere demokrati må vi flytte os væk fra figurens midte. Vi er nødt til at vælge en kurs.

En demokratisk føderation

Hvis man vil forsøge at demokratisere EU ved at give mere magt til EU-Parlamentet bevæger man sig i retning af et føderalt EU. I sidste ende et EU der fungerer som én stat med én fælles regering og ét fælles parlament. Lissabon-traktaten giver EU en præsident, en udenrigsminister og øget magt til parlamentet og er derfor et skridt i denne retning. Diskussionen om demokrati i en sådan føderation vil ligne den som vi har i forhold til nationalstaternes demokratier.

EU-Parlamentets medlemmer er direkte valgt af befolkningen i EU – det gælder ikke medlemmerne af Kommissionen og kun indirekte medlemmerne af Ministerrådet. En styrkelse af Parlamentet i forhold til især Kommissionen vil derfor medføre en styrkelse af den demokratiske legitimitet. Den føderale løsning indebærer dog først og fremmest en svækkelse af medlemslandenes indflydelse, og den er derfor kun en demokratisk fordel, hvis den samtidig sikrer at EU's samlede arbejde bliver mindst lige så åbent, gennemskueligt og vedkommende for borgerne i EU som arbejdet i de nationale parlamenter er i dag.

Et demokratisk, mellemstatsligt samarbejde

I stedet for at opnå mere demokratisk legitimitet ved at styrke EU-Parlamentet og de føderale strukturer i EU kunne man vælge at styrke de nationale parlamenters magt. En øget mulighed for at føre kontrol med Kommissionens arbejde, en fastholdelse af medlemslandenes vetoret og retten til at sætte nationale krav og standarder over EU's regler ville være oplagte skridt i denne retning.

Et demokratisk mellemstatsligt samarbejde ville betyde et opgør med flertalsafgørelserne på en lang række områder og en tilbagevenden til et princip om ét land én stemme, som vi kender det fra for eksempel FN's generalforsamling. En sådan løsning ville betyde at EU på godt og ondt ville blive langt mindre beslutningsdygtigt end det er i dag, og at samarbejdet i langt højere grad skulle foregå på de små medlemsstaters nåde. Hvis et sådant mellemstatsligt samarbejde skal indeholde en demokratisk gevinst, skal det sikres at de nationale parlamenter (og ikke kun medlemslandenes regeringer) reelt får en øget indflydelse på beslutningerne.

Elitedemokrati

Hverken den føderale eller den mellemstatslige kurs fører os direkte til et mere demokratisk EU. Vi bliver nødt til at forholde os til hvilke krav man kan stille til et demokrati. Vi er nødt til at beslutte hvilket demokratisk ideal vi vil stræbe efter. Der er to poler i debatten om demokratiske idealer. Den ene pol udgøres af det såkaldte elitedemokrati.

Tilhængere af elitedemokrati mener at det er helt nødvendigt at EU styres af viden og kompetence. Der er 375 millioner vælgere i EU og en halv milliard indbyggere. Hvis alle skal involveres i alle EU's beslutninger, bliver det en fuldkommen uoverskuelig proces. Det er en langt bedre løsning at lade politikere og eksperter træffe beslutninger på befolkningens vegne. Demokratiet sikres ved at borgerne har mulighed for at vælge hvilke politiske eliter der skal have mest magt. Hvis de er utilfredse med politikernes arbejde, har de mulighed for at vælge nogle andre ved næste valg. Det giver et effektivt og fleksibelt styre og sikrer at beslutningerne træffes af folk der ved hvad de snakker om. Den demokratiske legitimitet er sikret indirekte.

I et elitedemokratisk perspektiv er det ikke noget problem at erhvervslivet, interesseorganisationer og andre lobbyister har indflydelse på den politiske proces. Når blot der er et tilstrækkeligt bredt spektrum af eliter der kæmper om indflydelse, så er man sikret at der ikke er én elite der får for megen magt.

Deltagelsesdemokrati

Er det demokratisk at borgerne vælger repræsentanter til EU-Parlamentet – og så lader politikerne og interesseorganisationerne klare resten? Det mener tilhængere af deltagelsesdemokrati ikke. For deltagelsesdemokrater er det afgørende at politiske beslutninger, så vidt det overhovedet er muligt, inddrager borgerne. De kræver direkte demokratisk legitimitet.

I et deltagelsesdemokratisk perspektiv er det et problem at der ikke eksisterer en politisk offentlighed i EU. Borgerne i EU har meget dårlig mulighed for at holde øje med hvordan politikere forvalter vælgernes mandat. Der mangler åbenhed i Kommissionens og Rådets arbejde, overblik over hvordan parlamentarikerne stemmer og klare bud på hvad de forskellige grupperinger i Parlamentet egentlig står for. Det er ikke en demokratisk gevinst at interesseorganisationer og erhvervsorganisationer kan få stor indflydelse på beslutninger i EU. Alt for ofte er det særinteresser, og ikke borgernes samlede interesser, der bliver plejet af disse grupper.

Et demokratisk næbdyr?

Der er desværre ingen hurtige løsninger på hvordan EU kan blive mere demokratisk. Enhver løsning må dog vurderes i forhold til de fordele og ulemper der er skitseret i figuren med demokratiets verdenshjørner. Ikke at udstikke en kurs er det samme som at acceptere det mangelfulde demokrati vi har i dag.

Rasmus Nørlem Sørensen er kampagnemedarbejder i oplysningsforbundet DEO.

(Læs mere om demokratibegreber og styreformer: Henrik Kureer, Svend Erik Lundgren og Sverri Hammer (2007), »Samfundsfag C«, Forlaget Systime)