Europæisk sikkerhedsstrategi – nu med klima og pirater

De 27 EU-lande har en fælles sikkerhedsstrategi. Det er der bare ikke så mange der ved. Måske fordi den ikke bliver taget særlig alvorligt.
Af Staffan Dahllöf
30. januar 2009

Ligesom Egon Olsen altid havde en plan, har EU's højtstående udenrigs- og sikkerhedspolitiske koordinator Javier Solana, fået lavet en strategi, en Europæisk Sikkerhedsstrategi – ESS (European Security Strategy).

Den fem år gamle plan findes nu i en opdateret version, med opbakning fra højeste sted.

På EU-topmødet i Bruxelles den 11.-12. december sidste år stillede samtlige 27 medlemslandes regeringschefer sig bag det omarbejdede dokument om hvordan EU skal reagere på trusler udefra.

Strategien kunne derfor kaldes for EES version 2.0 – hvis der var afgørende nyt. Det er bare ikke tilfældet, mener Niels Aadal Rasmussen, senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med speciale i sikkerheds- og forsvarspolitik.

Hans spontane beskrivelse af det formelt centrale dokument er kort og kontant:

»Det er blevet et flop.«

Halvt fyldt op

Heller ikke på Dansk Institut for Militære Studier (DIFMS) er man imponerede over strategien:

»Den ville være vigtig hvis der fandtes et apparat bag formuleringerne. Men det gør der ikke. Den er udtryk for et ønske om at EU er en sikkerhedspolitisk aktør, og ikke et udtryk for den operative situation, siger forskeren Henrik Ø. Breitenbauch.

En lidt mere positiv vurdering finder man hos det EU-finansierede International Institute for Security Studies (ISS) i Paris.

Her mener forskningsmedarbejdere Giovanni Grevi at det afgående franske formandskab har gjort det så godt som det har været muligt – sagt med henvisning til at forsvarsanliggender er noget som kræver enstemmighed, og at området er politisk følsomt.

»Jeg vil sige at glasset i store træk er fyldt halvt op,« siger Giovanni Grevi.

Temakatalog

Det som forsvarsanalytikerne reagerer på, er forskellen mellem de trusselsbilleder som tegnes i strategidokumentet, og de midler som EU har til rådighed for at afværge de udpegede trusler.

»Strategien handler mere om de mål som EU gerne vil opnå, end hvordan disse mål skal nås. Det kommer mest til at ligne en beskrivelse af forskellige temaer,« siger Niels Aadal Rasmussen.

De temaer eller trusler som EU skal håndtere, blev i den oprindelige strategi fra 2003 beskrevet som:

* Terrorisme

* Spredning af masseødelæggelsesvåben

* Regionale konflikter (f.eks. på Balkan og i Kaukasus)

* Sammenbrudte stater (f.eks. Somalia)

* Organiseret kriminalitet.

Disse fem trusselsbilleder er der stadig. Problemkataloget er så blevet udvidet med yderligere opgaver i den opdaterede version fra december 2008.

Pirater og klimaforandringer

Nyt siden sidste år er blandt andet henvisninger til krigen i Georgien, til en øget vægt på sikker energiforsyning, til informationssikkerhed (»cyber security»), og til pirater ved Afrikas Horn.

Og så har klimaet fået sit eget afsnit. Klimaforandringer beskrives som en sikkerhedspolitisk trusselsforstærker (»threat multiplier»), for eksempel i forbindelse med konflikter om handelsruter, og strid om ressourcer som ikke tidligere har været tilgængelige.

»Den nye version er mindre optimistisk med hensyn til følgerne af globalisering,« vurderer Giovanni Grevi. Han peger også på en formulering om at »suverænitet i det enogtyvende århundrede mere end nogensinde medfører ansvar« for at beskytte befolkninger mod massemord, krigsforbrydelser og etnisk udrensning.

»Det er en nyhed i forhold til national suverænitet,« siger han.

På den anden side er der konfliktområder i verden som EU's sikkerhedsstrategi forholder sig meget forsigtigt til.

»Formidabel kraft for det gode«

Irak omtales kun i en enkelt sætning – som eksempel på at EU har støttet opbygningen af landet ved at træne politikfolk og jurister (operation EUJUST/LEX).

EU's forhold til Rusland beskrives på den ene side som forværret i forbindelse med konflikten med Georgien. Og EU forventer nu at Rusland »opfylder sine forpligtelser på en måde som vil genskabe den nødvendige tiltro.»

Den kritik forhindrer på den anden side ikke brugen af betegnelsen »partnerskab« om relationerne til Rusland.

»Forholdet mellem EU og Rusland er helt klart et omdrejningspunkt for politiske skillelinjer mellem EU's medlemslande,« konstaterer Niels Aadal Rasmussen.

Til gengæld er der ingen tvivl om de tætte bånd til USA, og at USA er EU's nøglepartner.

»Der hvor vi har arbejdet sammen, har EU og USA udgjort en formidabel kraft for det gode i verden,« står der i strategien som dog ikke kommer med eksempler på hvor denne godhed konkret har udmøntet sig.

Overvurderer sig selv

Afstanden mellem ord og realiteter får de danske analytikere til at trække på skuldrene eller ligefrem ryste på hovedet over EU-strategien.

Udsendelsen af 200 civile observatører til Georgien omtales i strategien som et succesrigt eksempel på hvad EU kan udrette, når man agerer samlet og har den fornødne politiske vilje.

»Dem der nede i Bruxelles har det med at overvurdere deres egen betydning«, siger Henrik Ø. Breitenbauch på DIFMS, som ikke tror at strategidokumentet vil få nogen synderlig indflydelse på diskussioner om fremtiden for det danske forsvar:

»Jeg skal ikke udelukke at nogen i Forsvarskommissionen har læst den, men jeg mener ikke det vil spille nogen rolle for kommissionens arbejde.«

Niels Aadal Rasmussen som er ophavsmand til afsnittet om sikkerheds- og forsvarspolitik i DIIS-rapporten om de danske EU-forbehold, har samme vurdering:

»Strategien får ingen betydning for et kommende forsvarsforlig. Det fortjener den heller ikke sådan som den ser ud.« ?

Læs mere

Det oprindelige dokument »Et sikkert Europa i en bedre verden – en europæisk sikkerhedsstrategi« kan hentes på Javier Solanas hjemmeside via adressen consilium.europa.eu Opdateringen fra december 2008 findes i menuen Rådet. Gå videre til Det Europæiske Råd, Documents submitted to the European Council. Eller søg på den danske titel: »Rapport om gennemførelsen af den europæiske sikkerhedsstrategi – At skabe sikkerhed i en verden i forandring«.