ARTIKLER


Fiaskoen lurer

Kemi-agenturet har sat 15 stoffer på en kandidatliste over stoffer som måske bør forbydes. Hvis REACH fortsætter i det tempo, bliver det en enorm fiasko, siger miljøbevægelserne, som har lavet deres egen liste med 257 af de farligste stoffer.
Af Erling Böttcher og Staffan Dahllöf
30. marts 2009

En hostende og haltende opstart. Det er hvad miljøorganisationerne mener om REACH. Grundlæggende er man positive over for den lovgivning, man også har været med til at kæmpe for.

»REACH er en helt ny type lovgivning, i udgangspunktet den mest progressive i verden. Men mange elementer vækker uro, og det bliver en uhyre svær proces,« siger Per Rosander, som er direktør for det internationale kemi-sekretariat i Göteborg, ChemSec. En organisation stiftet i 2002 af fire svenske miljøbevægelser, med det erklærede formål at arbejde for en giftfri verden ved at bringe virksomheder, EU-ledere og miljøfolk sammen.

»Vi ved ikke hvordan det kommer til at gå,« siger Per Rosander.

»Lige nu ser vi at vurderingen af de allerfarligste stoffer bliver uendeligt langtrukkent. Vi kalder strategien »Paralysis by analysis« – altså at man stopper processen ved at blive ved med at kræve stofferne yderligere analyseret. Hvis man kun får vurderet 15 stoffer om året, underminerer man hele troværdigheden i systemet.«

Risiko for fiasko

En væsentlig del af succesen for REACH vil være hurtig at få erstattet brugen af de allerfarligste stoffer med mere sikre alternativer.

Det gælder stoffer som er under stærk mistanke for at være kræftfremkaldende eller har en meget lang levetid i vores kroppe eller i naturen.

For disse »særligt problematiske stoffer« skal der indføres en godkendelsesordning. Stoffer, som kan komme i betragtning hertil, bliver opført på en særlig kandidatliste hvis første foreløbige version blev offentliggjort af kemi-agenturet den 28. oktober 2008.

På listen står kun 15 stoffer.

Ud af disse 15 har EU's kemi-agentur ECHA (European Chemicals Agency) i Finland prioriteret syv typer af stoffer som der skal tages stilling til først.

En høringsproces om de syv stoffer er indledt og skal være afsluttet den 14. april. Samtidig vil kandidatlisten løbende blive bygget ud,

»Vi er meget bevidste om at flere stoffer skal på listen. Nu har vi fået en god lovgivning, men hvis man ikke virkelig kommer i gang med et udfylde den nu, så vil det blive en enorm fiasko,« siger Per Rosander fra ChemSec.

Måske et par hundrede

På Kemi-agenturet ECHA siger forkvinden for den komitÈ som har udvalgt de syv prioriterede stoffer, Anna-Liisa Sundquist, at man er meget bevidst om miljøbevægelsernes kritik.

»Men vi skal huske på at der rent faktisk ikke er tale om så mange af de meget kritiske stoffer. Potentielt vil kandidatlisten måske med tiden komme til at omfatte et par hundrede substanser. Nu må vi se hvad medlemsstaterne foreslår,« siger hun.

I samarbejde med de 9 store miljøorganisationer i Europa har ChemSec nu oprettet sin egen liste over de allerfarligste stoffer. En såkaldt SIN-list med tilhørende hjemmeside. SIN står for »substitute it now«, på dansk »erstat det nu« – og så gør det heller ikke noget at forkortelsen »sin« også er det engelske ord for synd.

Det er en liste over de 257 farlige stoffer som burde udfases allerede nu, ifølge miljøfolkene.

»Det er stoffer som tidligere er defineret som nogle der burde udgå. Til trods for at man har diskuteret deres farlighed i 15 år, er man stadig ikke blevet enige om dem i det politiske system,« siger Per Rosander.

Virksomhedsnetværk

I netværket omkring SIN-list deltager også en række virksomheder. Deres rolle er at give kommentarer og synspunkter. For virksomhederne handler dette om at vise at man er en fremsynet og ansvarlig virksomhed. Men typisk er disse virksomheder ikke producenter af kemikalier, men forbrugere af kemikalier, f.eks. levnedsmiddelindustri, byggeindustri og computerindustri.

»De er jo ikke interesseret i at få farlige stoffer ind i deres produkter, da det er dem selv som risikerer omkostninger og problemer når man opdager at et kemikalie er farligt. De er stillet bedre hvis producenterne tester sine kemikalier inden de sendes ud på markedet,« siger Per Rosander. SIN-listen udarbejdes af de mange eksperter som sidder rundt om i de store miljøbevægelser, og i samarbejde med såvel industrien som politikere. Håbet er at det kan inspirere og presse på for at få flere stoffer på REACH's kandidatliste.

På listen og hvad så?

Når et mistænkt stof kommer på kandidatlisten vil der for mange virksomheder være grund til at tage affære – selv om listen bare er en slags forvarsel om et eventuelt kommende forbud.

Alle som mistænker at de sælger et produkt med et indhold på mere end 0,1 vægtprocent af nogle af – foreløbig 15 – stofferne på listen skal gøre sig klart, hvorvidt det er tilfældet eller ej. Dette er ikke helt ligetil, da det er ganske uklart hvordan grænsen på 0,1 procent skal beregnes – se artikel på side 19.

Hvis nogen af stofferne indgår i produkter som andre virksomheder køber og bruger (»professionelle kunder«) har disse krav på at få det at vide. Ganske almindelige forbrugere skal også kunne få det oplyst indenfor 45 dage hvis de henvender sig og spørger.

Til det formål skal der skrives et sikkerhedsdatablad.

Fra år 2011 skal Kemiagenturet ECHA have fået en indberetning hvis virksomheden bruger mere end 1 ton af et stof på kandidatlisten.

Efterhånden vil stoffer på kandidatlisten overføres til en godkendelsesliste, også kaldet en bilag XIV (14)-liste, efter placeringen af bestemmelser i den store REACH-forordning.

ECHA vil komme med et første forslag om hvilke af stofferne på kandidatlisten som skal optages til godkendelseslisten, senest den 1. juni i år. Selve beslutningen vil derefter blive truffet af Kommissionen – se artikel side 13.

Bilag XIV-listen vil med tiden omfatte særligt farlige stoffer som skal udfases og erstattes af mindre farlige stoffer, men den vil ikke nødvendigvis blive en decideret forbudsliste.

Selv særlig problematiske stoffer vil være tilladt hvis risikoen for sundhed og miljø er tilstrækkelig kontrolleret, eller hvis de samfundsmæssige fordele opvejer risikoen, og der ikke findes egnede alternativer.

Dog skal enhver virksomhed som vil bruge et stof på bilag XIV-listen ansøge om en tidsbegrænset godkendelse (autorisation).

(Find mere om dette på www.chemsec.org og www.sinlist.org