NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Maastricht-traktaten fra 1993 er den afgørende milepæl i udviklingen af EU's forbrugerpolitik. Indtil da måtte man lede forgæves i traktaterne efter en direkte henvisning til forbrugernes interesser.
Maastricht-traktaten indsatte en ny paragraf som direkte anerkender forbrugernes interesser som et særskilt formål. Paragraffen har overlevet senere traktater og har nummer 153 i den gældende Nice-traktat. Det hedder her at Fællesskabet skal bidrage »til at beskytte forbrugernes sundhed, sikkerhed og økonomiske interesser og til at fremme deres ret til oplysning og uddannelse og til at organisere sig for at beskytte deres interesser.«
Siden da er fulgt en lang række handlingsplaner og programmer. Den nuværende strategi for forbrugerpolitikken dækker perioden 2007-2013. Den opstiller tre målsætninger:
Alt dette er hensigtserklæringer og ikke lovgivning. Men i 1980'erne og 1990'erne blev der også – ud fra målsætningen om ensartede regler for det fælles marked – også vedtaget flere direktiver om forbrugerrettigheder. Medlemsstaterne fik dog ret til at gennemføre bedre forbrugerbeskyttelse i eget land.
Der er således tale om initiativer som er underordnede den politik som medlemslandene fører. Formålet er at forbedre den nationale politik, ikke at erstatte den. Lovgivning med henvisning til artikel 3, stk. b, er minimumsstandarder, det vil sige at et medlemsland kan opretholde eller gennemføre en højere standard – forudsat det ikke forvrider markedet.
I praksis er kun vedtaget få initiativer, konstaterer juraprofessor Geraint G. Howells og Stephen Weatherill i bogen Consumer protection law. »Man kan nævne en beslutning om etablering af et fællesskabssystem til informering om ulykker i hjemmet og i fritiden, eller et direktiv om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer. Man må indrømme at listen over resultater ikke er ophidsende«, skriver de to professorer.
Senere kom det irske nej til Lissabon-traktaten, ligesom den lave valgdeltagelse ved valgene til EU-Parlamentet, senest i juni 2009, peger i samme retning.
Det har fået EU-Kommissionen til at lægge større vægt på forbrugerpolitiske initiativer. Samtidig er forbrugervenlig lovgivning som for eksempel loft over mobilpriser ved udlandssamtaler og krav til flyselskaber om at angive den fulde billetpris, blevet højt profileret.
Også liberaliseringen af energimarkedet præsenteres som et fremskridt for forbrugernes frie valg
I 2007 fik EU for første gang en kommissær som udelukkende har ansvar for forbrugerpolitik. Det blev Meglena Kuneva fra Bulgarien. Den bulgarske regering vil dog næppe udpege Kuneva for en ny periode efter at hendes parti, Den Nationale Bevægelse for Stabilitet og Fremskridt, blev udraderet ved valget i juli 2009.
I februar 2008 udsendte EU-Kommissionen for første gang en Consumers Markets' Scoreboard – det vil sige en oversigt (eller pointtavle) over EU-borgernes vilkår som forbrugere. Anden udgave af den digre rapport udkom i januar 2009.
Det mest kontroversielle er at EU's forbrugerlovgivning ikke længere skal være minimumslovgivning. Dermed vil det ikke længere være muligt for det enkelte medlemsland at have lovgivning som giver forbrugerne bedre beskyttelse end den der er fastlagt i EU-lovgivningen.
1. For at fremme forbrugernes interesser og sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau bidrager Fællesskabet til at beskytte forbrugernes sundhed, sikkerhed og økonomiske interesser og til at fremme deres ret til oplysning og uddannelse og til at organisere sig for at beskytte deres interesser.
2. Forbrugerbeskyttelseshensyn inddrages ved udformningen og gennemførelsen af andre af Fællesskabets politikker og aktiviteter.
3. Fællesskabet bidrager til at nå målene i stk. 1 ved a) foranstaltninger, som det vedtager i henhold til artikel 95 som led i gennemførelsen af det indre marked b) foranstaltninger, som støtter, supplerer og overvåger den politik, medlemsstaterne fører.
4. Rådet vedtager efter fremgangsmåden i artikel 251 og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 3, litra b).
5. Foranstaltninger, som vedtages i medfør af stk. 4, er ikke til hinder for, at den enkelte medlemsstat opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger. Disse foranstaltninger skal være forenelige med denne traktat. De meddeles Kommissionen.
Forslag til ny EU-forbrugerlov møder kritik
EU-Parlamentet kalder ny forbrugerlov den mest vidtgående ændring nogensinde. Erhvervslivet er begejstret, mens forbrugerorganisationer advarer om store forringelser.
Forbrugere, Købelov, EU-problem
Hvor mange dage kan man fortryde et køb? Hvor længe gælder garantien? Kan man vælge mellem reparation eller at få pengene tilbage? Er det i orden at sælge en vare »som beset«?
Alle disse spørgsmål er i spil i det nye forslag til forbrugerdirektiv som EU-Kommissionen fremsatte i oktober 2008.
Ifølge Kommissionen vil forslaget gøre det nemmere at shoppe både på internettet (e-handel) og ved almindelig handel. Forslaget vil angiveligt sikre forbrugerne klar information om varens pris, uanset hvor i EU den bliver købt, ligesom det vil sætte høje standarder for fortrydelsesret, erstatning, reparationer og garantier.
Resultatet er forskellige forbrugerregler i de 27 medlemslande. I Danmark gælder således EU's minimumsregel om at forbrugeren kan klage over mangler ved en vare i to år efter købet. I Sverige og Spanien er der reklamationsret i tre år og i Storbritannien seks år, mens Holland og Finland ikke har nogen begræns-ning i produktets naturlige levetid.
Tilsvarende giver det nuværende direktiv om internetsalg ret til at man kan fortryde sit køb i syv dage. Men flere lande, blandt andet Danmark, Sverige, Tyskland og Portugal, har indført en fortrydelsesret på 14 dage.
Nu skal det være slut med alle de forskellige regler, mener Kommissionen. Argumentet er at uensartede regler lægger en bremse på handelen over grænserne. Derfor er det nødvendigt at have fælles regler som alle lande retter ind efter – hverken mere eller mindre.
Udvalget stiller også spørgsmålstegn ved om de forskellige nationale regler udgør en betydelig hindring for det indre marked, sådan som Kommissionen påstår. Udvalget mener at der i højere grad skal godtgøres hvordan forslaget skaber merværdi for forbrugerne.
De europæiske forbrugerorganisationer har vendt tommelfingeren nedad for ideen om totalharmonisering. »Det fore–slåede direktiv vil føre til et dramatisk brud i udviklingen af EU's forbrugerlovgivning til dato, fordi det vil være forbudt for nationale regeringer at fortsætte med at have eller at indføre mere beskyttende regler,« siger Forbrugerrådet.
»Den væsentligste hindring for grænseoverskridende e-handel er at lovgivningen er meget forskellig fra land til land. Hvis EU vil gøre en effektiv indsats for at fremme e-handel over grænserne i det indre marked, så skal man sikre lige vilkår gennem en ensartet lovgivning i medlemsstaterne,« siger Morten Kamper som er direktør for Foreningen for Distance- og Internethandel.
»Det skal helst være lige meget om man sælger fra København til Roskilde eller fra København til Lissabon. Forslaget vil styrke handelen over grænserne, øge innovation og konkurrence,« forklarer han til NOTAT.
Den fælleseuropæiske erhvervsorganisation Eurocommerce bakker også op om forslaget:
»For at sikre en fælles niveau for forbrugerbeskyttelse i hele EU er overgangen fra minimumsregler til fuld harmonisering et nødvendigt skridt.«
Eurocommerce erkender at dette i nogle tilfælde vil føre til en dårligere forbrugerbeskyttelse i nogle lande, men »balancen mellem hensynet til forbrugernes og erhvervslivets interesser er i sidste ende ikke nødvendigvis i konflikt,« anfører man, eftersom »begge parter vil få glæde af den skærpede konkurrence, større valg–muligheder af varer og tjenester og den medfølgende nedsættelse af priserne.«
Kritikken går for det første på selve idéen om at indføre totalharmonisering.
»Forbrugerrådet og de europæiske forbrugerorganisationer har imidlertid ikke fundet, at en maksimumsharmonisering var metoden, fordi man fandt, at harmoniseringen let ville blive på et niveau, som var uacceptabelt for en del lande, ligesom det betyder, at innovation og udvikling af lovgivningen bliver sat i stå, fordi intet land vil kunne trække andre lande op,« skriver Forbrugerrådet i sit høringssvar.
For det andet mener forbrugerorganisationerne at forslaget i sin nuværende form vil forringe forbrugerbeskyttelsen på en lang række områder. Det gælder for eksempel reklamationsfristen som i en række lande ligger ud over de 2 år som er det nuværende EU-minimum, og som ifølge forslaget fremover skal være reglen i alle lande.
Derfor mener kritikerne også at forslaget er i modstrid med EU's egen 'grundlov', eftersom EU ifølge paragraf 153 i Nice-traktaten skal »fremme forbrugernes interesser og sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau«.
På en høring om forslaget i EU-Parlamentet den 2. marts 2009 sagde professor Martijn Hesselink fra Amsterdams Universitet at forslaget vil være kontraproduktivt i forhold til bestræbelserne på at skabe større folkelig opbakning bag EU.
»Det er svært at se hvordan en forringelse af forbrugerbeskyttelsen kan gøre EU mere populært,« sagde han og mindede om at EU-Kommissionen efter det franske og hollandske nej til Forfatnings--traktaten netop gjorde det til et udtrykkeligt mål at vise hvordan EU -skaber konkrete fordele for dens borgere, særligt i deres egenskab af forbrugere.
Christel Schaldemose (S) bliver som medlem af udvalget for det indre marked og forbrugerbeskyttelse en af de danske euro-parlamentarikere som skal diskutere detaljerne i forslaget.
Hun er modstander af idéen om at totalharmonisere forbrugerlovgivningen og forventer at det vil betyde dårligere regler i Danmark. Muligheden for at lave bedre forbrugerlovgivning i sit eget land kan også bruges som løftestang i forhold til at hæve niveauet i andre lande.
»Tiden er ikke moden til det. Der er meget stor forskel på forbrugerkultur og -bevidsthed i de europæiske lande,« siger hun.
Hun mener at det er erhvervslivet og ikke forbrugerne som vil få gavn af fælles regler. Som et alternativ har hun foreslået en minimumsgaranti som sikrer at ingen kan stilles ringere end i dag.
Christel Schaldemose vurderer at der er gode chancer for at udvalget dropper idéen om totalharmonisering. Ikke mindst tror hun at den nye EU-skeptiske konservative gruppe kan blive en forbundsfælle i den kamp.
NOTAT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Malcolm Harbour som er britisk konservativ og formand for udvalget. Han er kendt som varm fortaler for økonomisk liberalisering. Om forbruger-direktivet sagde han i juli til netavisen Euractiv at han »på nuværende tidspunkt ikke giver en helhjertet støtte til Kommissionens forslag. Vi skal have en seriøs gennemgang af strategien bag det.«
(Kilde: Forbrugerrådet).
»Kommissionen vil begrænse erhvervslivets ansvar til en periode på to år. Iføl-ge principperne for bæredygtig udvikling bør produkter som køleskabe, vaskemaskiner eller biler have en længere snarere end kortere levetid. Hvis sælgerens ansvar for en vares anvendelse bliver begrænset til kun to år, vil motivationen for at udvikle holdbare produkter alene bygge på producentens sociale ansvarlighed. Dette fravær af et lovbestemt ansvar kan føre til et skuffende resultat,« skriver bladet.
Den finske lovgivning sætter ikke nogen øvre grænse for hvor længe reklamationsretten gælder. Det finske forbrugerklagenævn har besluttet at to år ikke skal være den maksimale levetid som et produkt kan forventes at have ved normal brug.
»Produkter som er købt online kan ikke prøves før købet. Det har gjort retten til at returnere varen gratis til et kernepunkt for at forbrugerne overhovedet overvejer muligheden for at købe online i stedet for gennem de traditionelle salgs-steder,« skriver det finske forbrugerblad.
Hvis forbrugeren pålægges en ekstra omkostning vil det begrænse og ikke fremme internetsalget, i modsætning til det erklærede formål med forslaget, lyder konklusionen.