Forbudt at bremse kapitalbevægelser

Begrænsning af de frie kapitalbevægelser i EU er svært af to grunde: Det er forbudt. Og det kræver enstemmighed.
Af Staffan Dahllöf
14. januar 2009

Den manglende kontrol med banker og fonde har pustet liv i ønsker om bedre kontrol med hvad der sker, men også i krav om at begrænse de frie kapitalbevægelser.

En sådan begrænsning kunne være indførsel af en såkaldt Tobinskat; en afgift på internationale pengeoverførsler opkaldt efter økonomen James Tobin. Han pegede på en mulighed for at bremse spekulative bevægelser ved at indføre en slags flytteafgift på betalinger.

Af flere grunde vil det nok i en pæn fremtid forblive et uopfyldt ønske.

En indlysende årsag er at restriktioner på betalinger og kapitalbevægelser i EU er forbudt.

Det står meget klart og tydeligt i EF-traktatens artikel 56.

Forbudet mod alle restriktioner gælder ikke kun mellem EU's medlemslande. Det gælder også i forhold til tredjelande.

Dog er der en lille bitte mulighed, trods alt.

Veto mod »tilbageskridt«

Nationale restriktioner af kapitalbevægelser til og fra lande uden for EU er stadig tilladte »hvis de eksisterede inden skæringsdatoen 31. december 1993.

Og de restriktioner vil både kunne afvikles og udbygges, i hvert fald i teorien.

At afskaffe de eksisterende restriktioner er forholdsvis nemt. Det kan gøres med flertalsbeslutning (artikel 57.1 EF-traktaten), fordi et hovedformål med hele EU-samarbejdet er at udvide den frie bevægelighed for kapital mest muligt.

At indføre begrænsninger er til gengæld meget vanskeligere.

Det kræver enstemmighed (artikel 57.2), fordi det ville være »tilbageskridt med hensyn til liberalisering af kapitalbevægelser.«

Derved vil ethvert af de 27 medlemslande kunne forhindre en sådan begrænsning.

Nye numre

Men afstemningsregler kan vel laves om?

Jo. Men det kræver også enstemmighed. Desuden kræver det i sagens natur en politisk vilje.

I ingen de to seneste forhandlinger om EU's grundlov »om den afviste EU-forfatning, og om efterfølgeren Lissabon-traktaten »er der fra medlemslandenes regeringer blevet rejst forslag om at kunne indføre begrænsninger på kapitalbevægelser.

På dette område er de eneste forandringer i Lissabon-traktaten, i forhold til den gældende Nice-traktat, derfor nye artikelnumre og enkelte sproglige redigeringer.

Spørgsmålet om mulighederne for at begrænse den frie kapitalbevægelighed i EU er dog blevet stillet andetsteds i EU »og blevet besvaret.

Utænkeligt, sagde Bolkestein

I 2001 spurgte Jonas Sjˆstedt, daværende medlem af EU-Parlamentet for det svenske V‰nsterparti, hvordan Kommissionen så på en Tobinskat i EU, eller i et af medlemslandene.

Kommissæren Frits Bolkestein forklarede at det var helt og aldeles utænkeligt.

Foruden forbudet i traktatens artikel 56 ville en sådan begrænsning være i strid med forbudet mod diskriminering på grund af nationalitet (artikel 12), mod arbejdstageres frie bevægelighed (artikel 39), mod etableringsfrihed (artikel 43), og mod den frie bevægelighed for tjenesteydelser (artikel 49) plus tilsvarende artikler i EU's aftale med Norge, Island og Liechtenstein.

Og, tilføjede Bolkestein for en sikkerheds skyld:

Kravet på enstemmighed for at lovgive om et sådant tilbageskridt indebærer at en sådan beslutning i praksis ikke vil være mulig. u

EU's forbud

»1. Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt.

2. Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for betalinger mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt.«

(EF-traktaten Artikel 56)

Flertal og enstemmighed

»Idet det tilstræbes at virkeliggøre målsætningen om fri kapitalbevægelighed mellem medlemsstater og tredjelande i den størst mulige udstrækning, og uden at de øvrige kapitler i denne traktat berøres heraf, kan Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, vedtage foranstaltninger om kapitalbevægelser til eller fra tredjelande, som vedrører direkte investeringer, herunder investering i fast ejendom, etablering, levering af finansielle tjenesteydelser eller værdipapirers adgang til kapitalmarkeder. Der kræves enstemmighed ved vedtagelse i henhold til dette stykke af foranstaltninger, som er et tilbageskridt i fællesskabslovgivningen med hensyn til liberaliseringen af kapitalbevægelser til eller fra tredjelande.«

(EF-traktaten Artikel 57.2, NOTATs fremhævelser)