NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU har slet ikke været i stand til at leve op til sine erklærede målsætninger om at spille en vigtig rolle i forhold til internationale kriser. Ganske vist har man nu i ti år udviklet en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og fået fastlagt såvel militærtekniske procedurer som den politiske ramme. Alligevel har det været småt med den konkrete indsats.
Hvis der skal ske noget, må de mest ambitiøse lande tage førertrøjen på.
Det mener Bastian Giegerich, forsker ved International Institute for Strategic Studies i London.
I en analyse af den europæiske militære krisestyring konkluderer han at »EU's bedste håb på kort og mellemlangt sigt om at forøge sin indsats kan derfor ligge i at gøre det muligt for en slags ledergruppe at handle inden for rammen af den Europæiske Sikkerheds- og Forsvarspolitik (ESDP).
Hvis man indgår i dette samarbejde, forpligter man sig til at stille tropper til EU's kampgrupper og »at intensivere udviklingen af sine forsvarskapaciteter«.
Til gengæld kan man, konkluderer Giegerich, forvente større politisk indflydelse på beslutninger om krisestyring.
Forslaget om at lade en kerne af medlemslande gå længere på det militære område, blev sidste år konkretiseret af Pierre Lellouche, medlem af det franske parlament og talsmand for præsident Sarkozy i forsvarspolitiske spørgsmål.
I et indlæg i dagbladet Le Figaro 31. januar 2008 slog han til lyd for at de seks største EU-lande – Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Spanien, Italien og Polen – danner en fortrop på det militære område som forudsætning for at EU's militære samarbejde kommer videre. Disse skulle så indføre fælles regler for et forstærket samarbejde, blandt andet forpligte sig til forsvarsudgifter på mindst 2 procent af bruttonationalproduktet, et fælles våbenmarked og en udrykningsstyrke på 10.000 mand. De eneste EU-lande som i øjeblikket lever op til 2 procents-forpligtelsen, er Frankrig og Storbritannien.
Men selv hvis traktaten efter en ny afstemning ender med at blive vedtaget, kan planerne om en militær G6-klub blive svær at enes om, hvis man skal tro Bastian Giegerichs analyse.
Uenighederne er måske for store. »Mange af forklaringerne på afstanden mellem EU's ambitioner og virkeligheden kan findes i medlemslandenes hovedstæder, ikke i Bruxelles,« skriver han og gennemgår såvel ambitioner og det faktiske troppebidrag til internationale opgaver for hvert enkelt land.
Resultatet er ikke overraskende at Frankrig og Storbritannien ligger på et højere niveau end alle andre, men også at der for mange lande ikke er overensstemmelse mellem ambitioner og bidrag.
Med Østrig, Tyskland og Storbritannien som eksempler peger han på to andre hovedfaktorer.
For det første landets sikkerhedspolitiske traditioner. Og for det andet de begrænsninger der bliver lagt på et internationalt militært engagement dels af de beslutningstagende institutioner og dels af folkestemningen.
Således når han frem til at nationale faktorer for Storbritanniens vedkommende fremmer et internationalt militært engagement. I Tyskland virker de mest begrænsende, og i Østrig næsten udelukkende begrænsende.
Og håbet – eller risikoen, om man vil, om en lille førergruppe er, med Giegerichs ord, heller ikke ligetil:
»At en lille gruppe tager førertrøjen på er et følsomt emne i EU. Politikudvikling i Unionen har traditionelt lagt stor vægt på at få alle med, nogle gange på bekostning af effektiviteten.
Men uanset om Lissabon-traktaten træder i kraft, vil en eller anden form for krisestyrings-førertrop i Unionen sandsynligvis være nødvendig for at tilskynde landene til at bidrage mere,« konkluderer han. ?
Bastian Giegerich: »European Military Crisis Management – connecting ambition and reality«, Routledge 2008.