Giv os i dag vort daglige digitale brød

Med den aktuelle svenske retssag mod Pirate Bay får den efterhånden fortærskede debat om fildeling endnu en tur i centrifugen. Hvad betyder den for kunstnerne?
Af Martin Blom Hansen
30. april 2009

Det er hverken ørken- eller bandekrig, vi taler om. Men fronterne er trukket skarpt op, og skyttegravene har ikke flyttet sig meget, siden Napster som en ny og skræmmende krigsmaskine væltede ind på slagmarken for ti år siden.

På den ene front har vi en udefineret skare af fildelere og pirater, der mener at have både folkestemning, teknologi og fremtid på deres side. På den anden front en musikindustri flankeret af advokater, branchefolk og organisationsrepræsentanter, der uomtvisteligt har loven på deres side.

Lige nu kører en retssag i Sverige mod fildelingstjenesten Pirate Bay. Endnu er der ikke fældet dom, men det har – heller ikke i Danmark – skortet på nyhedshistorier, debatindlæg og blogskriverier i medier og på diverse webfora.

Stort set hele vejen rundt kører debat og nyhedsdækning på den velkendte David mod Goliat-præmis. Altså med de frihedskæmpende fildelere som David og den store musikindustri som Goliat. Men det er tankevækkende, at kunstnerne selv – de er dog hovedpersonerne og frembringer den musik, det hele handler om – ikke kæfter synderligt meget op. For er det i virkeligheden ikke den hårdtarbejdende og som regel ret fattige kunstner, der er den virkelige David?

Bekvemmelighedsflag

Det kan der være noget om, mener Jens Lysdal, musiker, komponist og næstformand i DJBFA, sangskriver- og komponisternes organisation. Han er gået ind i kampen som debattør og køber ikke piraternes præmis.

»Billedet passer ikke. Det er for letkøbt at sige: Vi fører en kamp mod de multinationale. Ja, men vi andre udgiver altså på samme medie og på samme måde, og vi ligger altså også i jeres fildelingstjenester, og vi mister også penge. I bliver nødt til at indse, at jeres kamp mod Goliat rammer en masse selvstændige kunstnere, som prøver at skabe et værdifuldt kunstnerisk udtryk og forsøger at leve af det.«

»De sejler med bekvemmelighedsflag. Det er bekvemmeligt at fokusere på de store, der blot er interesseret i mammon og mainstream. Men de store udgør kun en procentdel af de kunstnere, fildelerne skader,« siger Jens Lysdal.

Men har fortalerne for fildeling ikke en pointe i, at man ved fogedforbud og lukning for adgang til eksempelvis Pirate Bay begrænser individets frihed og ret til at dele information med andre?

»Nej, for der er tale om en begrænsning i forhold til, at de kan få musikken gratis. Musikken er jo tilgængelig en masse andre steder. Jeg kan ikke se det som andet end et forbrugerisk krav om, at man ikke vil betale for musikken.«

Nettet giver ifølge Jens Lysdal netop masser af mulighed for at få gratis musik. For eksempel på kunstnersites på MySpace og lignende. Men det skal være kunstneren selv, der skal bestemme, om musikken skal foræres væk.

»Der er forskel på, om jeg selv deler smagsprøver ud henne ved købmanden, eller om der kommer nogen og rydder hele lageret. Som kunstner vil jeg selv bestemme, om jeg vil fildeles,« siger han.

For Jens Lysdal handler det nok så meget om at sikre, at kunstnere, der ikke arbejder på den kommercielle midterbane, kan overleve. Han mener, at fildelingen og accepten af fildelingen er med til at ødelægge indtægtsmulighederne for de nyskabende, forskende kunstnere, som bliver ved i mange år, og som skaber kunstnerisk værdi ud over en døgnflueværdi. For selv et beskedent udkomme fra salg af udgivet musik har stor betydning i et lille budget.

Han mener, at der skal mere oplysning til for eksempel over for de helt unge.

»Kunstnerne har ikke været langt nok fremme i skoene. Vi skal være mere tydelige og mere synlige. Jeg tror godt, man kan ændre folks vaner og få dem, der godt kan se problemstillingen, til at lægge en skærv,« siger Jens Lysdal.

Skrot skivesalg

Glem alt om at tjene penge på at sælge plader. Tør øjnene, alle I gamle mænd, der sidder og hulker.

Steven Snedker, webdesigner, it-skribent, kommentator samt selv musiker, har gennem årene deltaget ivrigt i debatten om fildeling. Han er lodret uenig med Jens Lysdal.

»Hvis der er nogle, der tror, de skal leve af skivesalg, er de lige så optimistiske som folk, der tror, de skal leve af at bringe ting ud med hestevogn,« siger Steven Snedker.

Han mener, at David-Goliat-billedet er ægte nok. Det er forbrugerne, der er David, og en hær af brancheadvokater og lobbyister, der er Goliat.

»De musikere og forfattere, der lever af eksemplarsalg, har et problem. Det er ikke nødvendigt for samfundet, at man bliver belønnet for eksemplarsalg. Det er heller ikke nødvendigt for kunstnerne. Måske er der folk, der ikke kan leve af at være kunstnere. Men det er ikke noget tab for samfundet. Det kan derimod være et personligt tab,« mener Steven Snedker, der peger på livekoncerter, KODA, TDC's Play, Copydan og bibliotekspenge som måder at tjene penge på.

»Gamle etablerede kunstnere kan tude over det manglende eksemplarsalg. Men nye unge kunstnere downloader selv i tonsvis. De ved godt, at de spiller deres musik, og så kommer anerkendelsen og pengene nogenlunde lineært efterhånden.«

Er ønskesituationen efter din mening en fuldstændig frihed til at udveksle filer med hinanden?

»Ja, tænk på vejnettet og telefonnettet. Det er vigtigt med fri bevægelighed. Men der er flere ønskescenarier. Det fungerer fint, at KODA opkræver penge for brug af musik. Jeg kan også godt lide TDC's Play, hvor de, der har lavet musikken, får penge for det. Eller Amazon, der sælger filer brugervenligt. Og så er der fildelingen. Det er faktisk også et ok scenarium. Det er ikke så sindssygt skadeligt. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen kunstnere, der har lidt ufatteligt under det,« mener Steven Snedker.

Essensen af debatten

Når man taler med folk på hver sin side af debatten om fildeling, bliver man indimellem i tvivl om, hvorvidt det er de samme ord og begreber, der bliver jongleret med hen over skyttegravene. Med god grund. For der bliver nemlig ikke altid talt det samme sprog.

Når Jens Lysdal siger:

»Når resten af verden er voldsomt optaget af ejendomsretten, er det mærkeligt, at vi kunstnere som den eneste gruppe skal acceptere, at folk kommer og rydder lageret.«

Så siger Steven Snedker:

»Han siger i virkeligheden, at monopollovgivningen ikke fungerer godt nok.«

Øh?

»Retten til at kopiere. Ejendomsretten har man over fysiske ting. Når du køber en cd, tilhører den dig. Hvis jeg bryder ind i dit hus og stjæler den, så har jeg begået tyveri. Men tager du en kopi, lægger den over på en mp3-afspiller og tager den med over til mig, så siger ophavsretsloven, det må du ikke. For rettighedshaverne har monopol på eksemplarfremstilling. Ophavsretten er en indskrænkning i borgernes ejendomsret,« siger Steven Snedker, der mener, at det er ophavsretslovens ord om forbud mod at kopiere, den er gal med.

Hvad skal kunstnerne så leve af?

En ting er spidsfindige udlægninger af ophavsretsloven, noget andet er det helt konkrete spørgsmål: Hvordan de professionelle fuldtidskunstnere, der så at sige satser hele butikken, skal få brød på bordet.

Først kom ordet, som bekendt, og øvelsen »spread the word« er unægteligt blevet nemmere med nettet og de nye digitale platforme.

Mikael Højris, konsulent i Dansk Musiker Forbund, har netop udgivet fagbogen Den Nye Musikbranche, der henvender sig til musikere og sangskrivere, som vil have gode råd om vejen fremad i karrieren. Mikael Højris har i 2002 udgivet en lignende 'grønspættebog', men netop den digitale udvikling har gjort det nødvendigt at beskrive den nye musikbranchevirkelighed.

»Samlet set er det blevet lettere at få adgang til at forsøge at skabe sig et professionelt kunstnerisk virke. Chancen for at få en drøm opfyldt er blevet lettere. Men det er ikke blevet lettere at få skabt en reel karriere. Det kræver et stort publikum, og det kræver, at kunstneren selv vil gøre en stor indsats. Der er ingen, der gør det for dem,« siger Mikael Højris.

Han oplever, at dagens kunstnere er meget bevidste om at spejde efter de steder, hvor indtægtsmulighederne ligger. Projekter, film, pc-spil, ringetoner og så videre.

Når det kommer til debatten om fildeling, slår Mikael Højris fast, at det naturligvis ikke er i orden. Det er ulovligt, og alle bør stå last og brast imod ulovlig fildeling og piratvirksomhed.

»Det er indlysende, at man skal slå ned på piratkopiering, for lov skal holdes, og det er ikke lovligt at stjæle en cd,« siger han.

Men det er jo ikke forbudt at reflektere over den virkelighed, mange kunstnere står i.

»Piratkopiering er et stort problem for den popmusikindustri, hvor der er relativt få produkter, der skal sælges i rigtig mange eksemplarer. Men det er ikke et stort problem for den nye upcoming kunstner eller for eksempel inden for dansk folkemusik. Hvis man er en ukendt kunstner, er det lige før, man skal være stolt af, at nogle vil stjæle ens musik. For så er det noget, nogen vil have,« siger Mikael Højris.

(Artiklen har været bragt marts 2009 i nyhedsbrevet SAKO Nyheder udgivet af sangskriver- og komponist-organisationen DJBFA,

(www.djbfa.dk)