NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Den eneste af de gamle grupper i EU-Parlamentet som er blevet større efter valget, er de Grønne. Den er vokset med 12 medlemmer, fra 43 til 55, samtidig med at det samlede antal pladser i Parlamentet er skrumpet fra 785 til 736.
Frem for alt kan succesen lokaliseres til Frankrig hvor en grøn koalition bragede igennem med over 16 procent – meget tæt på at overhale socialdemokraterne – og vandt 8 ekstra mandater. Til sammenligning måtte de Grønnes kandidat nøjes med 1,6 procent af stemmerne i det franske præsidentvalg i 2007.
Frankrigs-eksperten Henrik Prebensen fra Københavns Universitet vurderer dog at succesen mere har sin baggrund i en vælgerprotest og ønsker om fornyelse, end i en egentlig opslutning bag en radikal grøn politik. Han peger på at der i den franske vælgerskare er en voksende utilfredshed med venstrefløjspartiernes manglende evne til at samles om klare politiske alternativer til Sarkozy og hans regering, især interne magtkampe mellem de ledende politikere i Socialistpartiet.
»Man kan se at de Grønne fik deres bedste resultater i områder der i mange årtier har været højborge for venstrefløjens kandidater. Der er således stærke indicier for at de Grønne er blevet båret frem af en protestbølge mod venstrefløjspartiernes ideologiske stilstand og politiske viljesløshed,« siger han.
»De Grønne kunne præstere nogle spidskandidater med næsten kultagtigt ry for idealisme, politisk uselviskhed og puritansk integritet. 68-ikonet, den tysk-franske Daniel Cohn-Bendit, der er kendt for sine formidable retoriske, ja næsten demagogiske, evner som debattør og sin uimponerethed af alle magthavere; den tidligere undersøgelsesdommer, Eva Joly, der er kendt for sine modige udredninger af mørke sider i fransk politik, og som med sin norske baggrund synes at inkarnere en udbredt forestilling om skandinavisk-protestantisk renhed og redelighed; og endelig den franske landbrugssyndikalist og anti-globaliseringsaktivist, JosÈ BovÈ, der med sin gæve Asterix-fysiognomi og sit kompromisløse forsvar for de traditionelle franske, umanipulerede jordbrugsprodukters kvalitet, forekommer at repræsentere 'de gode gamle dage', før verden gik af lave i kemi og genteknik,« siger Henrik Prebensen.
I Frankrig spekuleres der nu på om den grønne succes også vil slå igennem i den nationale politik. Henrik Prebensen er skeptisk:
»Man må nok sige at de tilsammen udgør et vel heterogent sammenrend, så det kan godt blive svært at få en konstruktiv politik ud af valget,« vurderer han.