Jakkesættenes Fællesskab

Billedet af en række slipseklædte mænd der stiller op til det traditionelle familiefoto, kender vi fra mange internationale topmøder – også i EU.
Af Åge Skovrind
11. februar 2009

Da Rom-traktaten blev underskrevet i 1957, blev pennen ført af seks statsledere. Alle var mænd.

Helt så entydigt er billedet dog ikke i dag.

Kun en enkelt af de nuværende 27 statsledere bærer ikke jakkesæt – den tyske Angela Merkel. Blandt de 27 EU-kommissærer finder man 8 kvinder som svarer til 29 procent. I Europa-parlamentet som har 785 medlemmer, er 30 procent kvinder.

Selv om det er gået lidt tilbage efter den seneste udvidelse med nye medlemslande, er kvindernes repræsentation i EU’s institutioner trods alt bedre end gennemsnittet for de nationale parlamenter. Det skorter da heller ikke på love, erklæringer og målsætninger – og en portion selvros om hvad EU har opnået i kampen for ligestilling.

Nyt institut

Hvert år udarbejder EU en redegørelse om hvad man har gjort for ligestilling. Der er stadig mange opgaver at løse, ikke mindst i de nye medlemslande. Europa-Parlamentet har foreslået en kvoteordning, så mindst 30 procent af kandidaterne på valglisterne til valget til Europa-Parlamentet skal være kvinder i alle 25 stater.

EU har også en kommissær for ligestilling. Det er den tjekkiske (mand) Vladimír Spidla som også er kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender og arbejdsmarkedsforhold.

Et af de nyeste initiativer er oprettelsen af et Europæisk Institut for Ligestilling. Det blev endeligt vedtaget i december 2006 og skal være med til at få gennemført EU’s ligestillingspolitik. Instituttet kommer til at ligge i Vilnius i Letland.

EU-skeptiske kvinder

Undersøgelser viser at de europæiske kvinder generelt er mere EU-skeptiske end mænd. Derfor kan man også se indsatsen som et forsøg på at rette op på det legitimitetsproblem som EU har blandt mange kvinder, mener Anette Borchorst som forsker i køn, velfærdsstat og europæiske forhold.

- Jeg er ikke i tvivl om at man har haft øje for kvindeandelen da man f.eks. valgte den nuværende Kommission. Mon Danmark havde fået den vigtige post som landsbrugskommissær, hvis ikke der var en kvindelig kandidat? Men det afspejler også en tendens til, at man i mange lande fokuserer mere på at der er så få kvinder i de magtfulde fora, siger Anette Borchorst. Først og fremmest ser hun en ligelig kønsfordeling i institutionerne som et mål for retfærdighed.

- Kvinder skal repræsenteres for mangfoldighedens skyld, ikke på grund af at deres synspunkter er anderledes end mænds. Men ofte vil kvinder i hvert fald sikre at arbejdsliv og familieliv er på dagsordenen. På nogle punkter har EU været på forkant i forhold til Danmark, påpeger Anette Borchorst og nævner emner som sexuel chikane og kønskvotering, samt ligestilling i forskning.

- Den danske lov om ligeløn fra 1976 og om ligebehandling fra 1978 blev begge vedtaget i forlængelse af EF direktiver, men måske var det sket alligevel. I hvert fald fik både Sverige og Norge tilsvarende lovgivning, uden at være med i EF.

Mainstreaming

Officielt er målet for EU at integrere ligestilling på alle andre områder, den såkaldte mainstreaming-strategi. I praksis sker det dog mest på områder som social- og arbejdsmarkedsforhold, og forskningspolitik.

- Hvis man arbejder radikalt med mainstreaming, så er det et effektivt instrument, men somme tider bliver resultatet i stedet at fokus fjernes fra en målrettet indsats for ligestilling. Der er en tendens til at ligestilling bliver en niche, hvor kvinderne har deres egen legeplads.

- Men en vurdering af indsatsen i EU må også holdes op mod den nationale lovgivning. Og i Danmark står det meget værre til. Her er mainstreaming nærmest symbolpolitik, siger Anette Borchorst.

Spænder ben

Men hvad nytter indsatsen for ligestilling, hvis den overordnede økonomiske politik spænder ben for gode initiativer? Mainstream-politik burde sætte beskæftigelse, offentlige jobs, børnepasning og velfærdsstaten i højsædet. Faktisk foreslog en spændende rapport efter vedtagelsen af Lissabon strategien i 2000 billige daginstitutioner, fleksible orlovsordninger og ret til fridage ved børns sygdom som én nøgle til at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige økonomi. Det ville øge kvinders beskæftigelse, øge antallet af børnefødsler, sikre bedre udnyttelse af talentmassen og modvirke fattigdom – ud over naturligvis at fremme ligestillingen.

- Men det er ligesom ikke den dagsorden, der har været prioriteret, mener Anette Borchorst.

- En konsekvent mainstreaming skulle tænke på konsekvenserne for ligestilling når man gennemfører udliciteringer og privatiseringer af velfærdsydelser. Kvinder er mere skeptiske end mænd over for anbefalinger i den retning, men sagen er nok at politikken afspejler den holdning der er i de enkelte regeringer, siger hun.