Koloni-fortiden spøger videre

Trods ufattelige lidelser for befolkningen i Den Demokratiske Republik Congo er EU stort set ude af stand til at handle.
Af Sven Skovmand
30. januar 2009

Når flere hundrede tusinde mennesker kommer i klemme mellem fronterne, og når civile bliver massakreret, voldtaget, udplyndret og fordrevet målrettet efter etnisk herkomst, har EU så forpligtelse til at gribe ind i Afrika?

Umiddelbart vil etiske overvejelser føre til et »ja«. Alligevel overvejer man sagen grundigt og langsomt i de europæiske hovedstæder og i Bruxelles i disse måneder. Splittelsen og handlingslammelsen i EU har sine forklaringer, både i den fjerne og i den nære fortid.

De to lande som stærkest har talt for nye EU-tropper i Congo, er nemlig Belgien og Frankrig, de to tidligere koloniherrer.

Frankrig anses for at være parthaver i konflikten, idet krigene i det østlige Congo har forbindelse til folkemordet i Rwanda i 1994. Frankrig spillede dengang en mildt sagt tvetydig rolle, idet man intet gjorde for at standse militsernes myrderier, men tværtimod hjalp dem til at flygte, da en tutsi-hær tog magten i Rwanda.

Nej til nye tropper

Den fransk-rwandiske konflikt spiller igen og igen ind i Europa. Senest da Frankrig i efteråret 2008 foreslog at indsætte EU-styrker i Congo til at hjælpe FN-styrker – igen. En sådan styrke havde juni-august 2003 haft heldet med sig. Styrken var på 1.800 mand – næsten alle franske samt nogle svenske specialenheder, den såkaldte operation Artemis. Den skulle standse en krig mellem stammehære og 800 FN-soldater fra Uruguay i den nordøstlige by Bunia hvor der ligger vigtige guldminer. Og operationen lykkedes. Stammehærene blev tvunget til at forlade området, hvorpå EU's soldater i september igen trak sig ud.

Men denne gang fik Frankrig ikke lov til at lede en EU-hær. Den britiske regering sagde nej, blandt andet i skuffelse over den indsats som en tilsvarende EU-styrke har kunnet yde i Tchad. Den blev oprindelig sat ind, fordi Tchads præsident hævdede at soldater fra Sudan truede med at trænge ind i landet. Påstanden viste sig imidlertid at være forkert. Der var blot tale om røverbander der nok skabte store ødelæggelser, men som EU's soldater havde svært ved at bekæmpe.

Svært at redde

ud af kaos Congo har været udplyndret i over hundrede år, og udplyndringen fortsætter. Det begyndte i 1885 da de europæiske stormagter overlod det kolossale Congo til den belgiske kong Leopold som hans personlige ejendom. Leopold var grådig og grusom, og hans styre vakte efterhånden et sådant oprør at den belgiske stat i 1908 overtog landet. Det hjalp dog ikke congoleserne ret meget, for landets rigdom på mineraler – især kobber og kobolt – blev udnyttet af belgiske minefirmaer der ikke gjorde noget for at forbedre congolesernes vilkår.

I 1958 opstod der imidlertid en selvstændighedsbevægelse under ledelse af Patrice Lumumba, og den fik en sådan tilslutning at den belgiske regering i 1960 besluttede at trække sig ud af landet.

Tilbagetrækningen var en skandale. Belgierne trak både personale og udstyr ud af de congolesiske regeringskontorer, og da kun ganske få congolesere havde fået en videregående uddannelse, sank landet hurtigt hen i kaos.

Forholdene blev ikke bedre af at belgierne fik Lumumba myrdet, og at de i samarbejde med den afrikanske politiker Moise Tshombé fik revet den rige Katanga-provins løs. Det førte til at FN greb ind, og i 1964 lykkedes det at erobre Katanga tilbage og skabe et forenet Congo under general Mobutus ledelse.

Men Mobutu var ingen lykke for Congo. Han udplyndrede landet med samme ihærdighed som kong Leopold. Og alle forsøg på at vælte ham mislykkedes. Så længe Den Kolde Krig varede, blev han af USA betragtet som et bolværk mod kommunismen, og det var afgørende for de amerikanske ledere.

Myrderierne i Rwanda

Mobutu blev styrtet i 1997, men det skyldtes ikke et indre oprør. Det var en følge af myrderierne i Rwanda tre år tidligere. Det førte til at Rwanda og Uganda støttede grupper af oprørere i det østlige Congo, der fik styrtet Mobutu og indsat Laurent Kabila som ny præsident. Men Kabila kunne ikke skaffe orden i landet som nu også blev besat af styrker fra Zimbabwe og Angola. De både kæmpede mod soldaterne fra Rwanda og Uganda, og berigede sig med de råstoffer som Congo er så rigt på.

Efter indgriben fra FN lykkedes det i 2001 og 2002 at få standset kampene. Laurent Kabila var blevet myrdet i 2001, men hans søn, Joseph Kabila, blev i 2004 valgt til landets præsident efter et valg som efter congolesiske forhold foregik nogenlunde regulært. For at sikre roen blev der opstillet en FN-styrke i landet der i første omgang var på 3.000 mand og senere voksede til 17.000.

Fem millioner er døde

Freden var derefter sikret i store dele af Congo, men i den nordøstlige del af landet var der stadig kampe. Disse kampe blev forstærket i oktober 2008, mellem styrker der støttes af henholdsvis den congolesiske og den rwandiske regering.

FN-styrken har ikke kunnet standse disse kampe der foreløbig har sendt en halv million mennesker på flugt, og som fører til tusinder af dødsfald oven i de 5 millioner som kampene siden 1997 har medført.

Skal kampene standses, er det nødvendigt at man får lagt det nødvendige pres på regeringerne i Congo og Rwanda. Samtidig må man skaffe sig kontrol med de vigtigste miner. Soldaterne i landet – og det gælder begge sider – får nemlig deres indtægter ved at presse mineselskaberne for penge.