NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Cirka 40 procent nye ansigter og navne og et par nye partigrupper i EU-parlamentet, men nok ikke så stor forandring af det politiske spil alligevel.
Sådan kan valgresultatet også gøres op.
Der er blevet argumenteret for at det nyvalgte EU-Parlament bliver mere blåt, mere grønt eller sågar grumset i retning af sort hvis man bruger den traditionelle politiske farvepalet.
Men det bliver i hvert fald ikke mere rødt. Det dårlige valg for socialdemokraterne generelt bliver muligvis den mest mærkbare forandring af Parlamentets arbejde.
En række lobbyistorganisationer som nyhedsportalen Euractiv har talt med, giver et forsigtig optimistisk billede på deres kunders vegne; kunder som oftest er private virksomheder og brancheorganisationer.
Deres vurdering er at Parlamentet vil blive mere erhvervsorienteret og mindre optaget af for eksempel miljø- og forbrugerspørgsmål
Men i skrivende stund tegner EPP sig for en god tredjedel af det samlede Parlament. 265 ud af 736 pladser.
»Det er interessant at notere at det praktisk talt vil være umuligt at skabe et flertal i Parlamentet uden om EPP,« konstaterer Georg Danell fra lobbyistorganisationen Kreab Gavin Anderson, overfor Euractiv.
Gennem årene er mange af de politiske aftaler blevet styret af forlig mellem de to samarbejdede partigrupper EPP og socialdemokraterne (PSE). Sådan gik det også ved første møde for det nyvalgte parlament i midten af juli. Her indgik den blå-røde koalition en aftale om at dele det prestigefyldte formandskab for Parlamentet mellem sig i to perioder – som man har gjort det mange gange tidligere.
Men til forskel fra den forrige parlamentssamling vil det borgerlige EPP nu være mindre afhængig af socialdemokraternes støtte.
I sager som vedrører det indre marked og andre erhvervsrelaterede politikområder, kan der på papiret dannes et komfortabelt borgerligt flertal hvis EPP stemmer sammen med den liberale gruppe ALDE, hvor Venstre hører hjemme, og den nydannede EU-skeptiske gruppe ECR (Europæiske Konservative og Reformister).
Muligvis vil også den nye EU-kritiske gruppe EFD (Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati) med Dansk Folkeparti kunne regnes med i en borgerlig lejr.
Det er dog langt fra sikkert da EFD vil stille sine medlemmer mere frit i afstemninger end de andre grupper og derfor ikke vil kunne garantere en sikker portion støttestemmer i politiske aftaler.
Selv om Socialdemokraterne (184), de Grønne (55) og Venstrefløjsgruppen (35) skulle blive enige, så mangler der 94 stemmer for at komme op på den kritiske flertalsgrænse på 368. Ikke engang med hjælp fra de 84 liberale vil det kunne nås. EU-valget gav også en fremgang for EU-kritiske stemmer og partier. Alligevel er det vanskeligt at se hvordan det vil kunne påvirke parlamentets arbejde.
Ikke en gang samlet vil de nye konservative (ECR) og de nye højrenationale (EFD) kunne præge nogle afstemningsresultater, heller ikke hvis man i et tankeeksperiment tæller de rød-grønne EU-kritikere og partiløse med.
På den traditionelle venstre-højre skala indebar valget et ryk til højre hvis man ser på gruppedannelsen i Parlamentet.
På den næste lige så traditionelle skala mere-eller-mindre union sker der trods de nye grupper ikke nogen virkelig magtpolitisk forandring.
Den beskrivelse er blevet mindre gyldig efter valget i juni hvis man ser på mandater og gruppedannelser.
På den anden side afspejlede valget i de fleste lande også en fortsat dybtfølt mangel på interesse for EU-politik og i nogle tilfælde også forstærkede nationale stemninger.
Uanset politisk udgangspunkt bliver det vanskeligt at fortolke resultatet som et mandat til at EU skal udvikles i den ene eller den anden retning.
Der er fortsat et flertal blandt de europæiske vælgere som synes at EU-parlamentets sammensætning er alt for uvedkommende eller uinteressant til at gøre brug af deres stemmeret