NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I foråret 1999 besluttede EU's statsministre at der skulle nedskrives i et samlet dokument, hvilke grundlæggende rettigheder man har som borger i Unionen. Til skriveprocessen blev der allerede et halvt år senere nedsat et såkaldt konvent – som nærmest betyder grundlovgivende forsamling.
Charter-konventet kom til at bestå af 62 personer der repræsenterede de daværende 15 medlemslandes nationale regeringer og parlamenter, samt EU-Parlamentet og EU-Kommissionen.
Fra Danmark deltog den tidligere justitsminister Erling Olsen som repræsentant for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Folketinget valgte som dets repræsentanter de to politikere Claus Larsen-Jensen og Ulla Tørnæs fra henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre. Fra EU-Parlamentet deltog også den danske EU-politiker Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen.
Charterkonventet begyndte straks sit arbejde under ledelse af den tidligere tyske forbundspræsident Roman Herzog. Allerede et år senere kunne konventet præsentere et færdigt udkast til et EU-Charter for grundlæggende rettigheder i Unionen.
Nu var første del af rejsen overstået, men der var ikke enighed om målet.
Den danske regerings repræsentant i konventet, Erling Olsen, beskriver resultatet således i sin bog om EU-Charteret*:
».....det lykkedes at indgå et kompromis imellem dem, som ønskede et udkast til dele af en forfatning for Europas forenede Stater, og dem, som bestemt ikke ønskede det.«
På den baggrund vurderer Erling Olsen at Charteret er vellykket, fordi det endte som en erklæring og ikke som del af EU-traktaten. I samme bog er en anden konvent-repræsentant uenig. Jens-Peter Bonde skriver at Charteret bestemt ikke er »en uskyldig sammenskrivning af eksisterende rettigheder«, og at der er en »slet skjult dagsorden« om at skabe en forfatning for EU.
Efter at Charter-konventet havde afsluttet sit arbejde var der nu lagt op til at regeringerne på et EU-topmøde kort tid efter, i Nice i december 2000, kunne vedtage dokumentet. Men hvordan?
Nogle regeringer ønskede at Charteret kom ind som en lige så gyldig del som alle de øvrige dele af EU's traktater, nu man alligevel var i gang med at skrive nye vedtægter – en ny traktat. Andre lande med Storbritannien i spidsen ønskede aldeles ikke charteret skrevet ind i selve traktaten.
Også Danmark var på hold med Storbritannien. Den daværende EU-ordfører for Konservativ Folkeparti, Lene Espersen, der nu er justitsminister, sagde ligefrem at der er for mange dele af Charteret som »overhovedet ikke egner sig til at komme med i en EU-traktat, fordi det kan så tvivl om Højesterets beføjelser og tvivl om, hvad vi egentlig selv kan beslutte her i Danmark.«
Det var ved Nice-topmødet man skulle beslutte magtens fordeling efter EU's udvidelse med de central- og østeuropæiske lande, mens kampen om Charteret endte med det såkaldte hjørnespark:
I stedet for at skrive Charteret direkte ind i Nice-traktaten blev det vedtaget som en »højtidelig proklamation« – men dog med løfte om at tage op få år senere, hvorvidt Charteret alligevel skulle direkte ind i EU-traktaterne.
Den danske og britiske frygt gjaldt blandt andet at EU-domstolen ville få udvidet sin magt. Hertil kom at Nice-topmødet kom kort tid efter at de danske vælgere igen havde stemt nej til at forlade kronen til fordel for euroen, og dermed havde stadfæstet den ene af de fire danske undtagelser. I den situation havde den danske regering intet behov for at udfordre vælgerne en gang til. I Charterets indledning, præambel, står f.eks. »Den sætter mennesket i centrum for sit virke med indførelsen af unionsborgerskabet«, som Danmark netop har en undtagelse fra.
Løftet fra Nice blev at genoverveje Charterets status som juridisk bindende eller blot som en politisk erklæring. Overvejelsen blev ført i et nyt konvent, det såkaldte forfatningskonvent, som i februar 2002 gik i gang med at skrive udkastet til en forfatning for EU.
Forfatningskonventet blev ledet af den tidligere franske præsident Valèry Giscard d'Estaing, den danske regerings repræsentant var tidligere EU-kommissær Henning Christophersen, mens den eneste dansker som også havde været med i charter-konventet, Jens-Peter Bonde, også blev udpeget af EU-Parlamentet til forfatningskonventet.
Forfatningskonventet barslede i juni 2004 med et udkast til en EU-forfatning i fire dele, hvoraf hele del 2 var den samlede tekst fra EU-Charteret.
Efter lange og drøje forhandlinger – som igen handlede mest om yndlingsskænderiet: magtfordelingen – endte regeringerne med at vedtage den endelige udgave af EU-forfatningen i december 2004.
Charterets tur opad skulle dermed have været fuldført, som en fuldgyldig del af det der blev navngivet »En forfatning for Europa«.
Men kun et halvt år senere afviste de franske og hollandske vælgere ved folkeafstemninger udkastet til EU-forfatning, og dermed også Charteret.
Der er for mange af EU-charterets rettigheder som overhovedet ikke egner sig til at komme med i en EU-traktat, fordi det kan så tvivl om Højesterets beføjelser og tvivl om hvad vi egentlig selv kan beslutte her i Danmark.
Måske kan man pille et par af charterets rettigheder ud og indskrive dem i en EU-traktat. Det er nok så langt som vi kan gå i Det Konservative Folkeparti«.
(Lene Espersen, daværende EU-ordfører, i dag justitsminister, Berlingske Tidende 17. december 2001)
Charteret om grundlæggende rettigheder består af i alt 54 artikler. 50 af dem beskriver rettigheder af forskellig karakter; fra retten til livet (artikel 2) til brug af gratis arbejdsformidling (artikel 29).
De fire sidste artikler (51-54) omhandler charterets rækkevidde og fortolkning.
I den EU-forfatning som faldt efter folkeafstemningerne i Holland og Frankrig, var samtlige 54 artikler skrevet ind i selve teksten.
I det forslag til »reformtraktat« som EU-landene nu forhandler om, er det hele barberet ned til en henvisningsartikel:
»Unionen anerkender de rettigheder, friheder og principper, der er fastslået i charteret om grundlæggende rettigheder, ...der har samme juridiske værdi som traktaterne.« (Artikel 6,1 i forslag til Reformtraktat).
Formen er altså ændret, men resultatet er det samme. De foreslåede ændringer gør ingen forskel på Charterets faktiske status: Rettighederne i Charteret skal i begge modeller opfattes på linje med andre grundlæggende EU-bestemmelser.
Udlægningerne af charterets reelle betydning har siden 2000 været mange og lange.
På grundlag af de dokumenter som EU-landenes forhandlere i efteråret 2007 har på bordet, er det muligt at vende og dreje betydningen i fire trin:
1. Juridisk bindende...
Det første og grundlæggende er at forslaget til ny EU-traktat indeholder en juridisk bindende henvisning til de 50 rettigheder.
2. ...men intet nyt
Men, allerede i Charterartiklens anden sætning står at dette »på ingen måde udvider EU's kompetence.«
De samme forsikringer går igen i Charterets fire afsluttende artikler, og i nogle ganske omfattende fortolkningskommentarer. Her understreges at EU som sådan ikke får nye beføjelser, at Charteret indeholder rettigheder som EU-landene allerede er omfattede af, og at der skal tages fuldt hensyn til nationale love og national praksis når de grundlæggende rettigheder skal fortolkes.
3. Den britiske »undtagelse«
Da EU-lederne vedtog forslaget til EU-forfatning i 2004, fik briterne indføjet en række restriktioner som skulle devaluere Charterets betydning.
Trods det valgte Storbritannien tre år senere, på EU-topmødet i juni i Berlin, at tage afstand fra den samme tekst som man stod bag i 2004.
I forhandlingsmandatet til en ny »reformtraktat« fra Berlin-topmødet i år fik briterne indføjet en protokol hvor der slås fast, at hvis Charteret indeholder noget som ikke findes i forvejen i britisk lovgivning, så vil disse dele af Charteret ikke gælde i Storbritannien.
Med andre ord: Der er øjensynligt noget bid i Charteret som den britiske regering, og eventuelt også andre, vil prøve at undgå.
En måned senere forklarede den polske udenrigsminister Anna E. Fotyga at Polen måske vil tilslutte sig den britiske protokol, en mulighed som yderligere et anonymt EU-land som også Irland fik tilføjet i forhandlingsmandatet.
På junitopmødet havde de polske forhandlere i forvejen gjort sig til bens ved et forslag om at Charteret ikke måtte forhindre nationale love til beskyttelse af »offentlig sædelighed, familieret og menneskers moralske integritet«. Det blev – ikke uden grund – opfattet som et forsøg på blåstempling af love som diskriminerer homoseksuelle.
Forslaget blev afvist af de andre lande men overlevede som en ensidig polsk erklæring.
4. Kun en tydeliggørelse?
Endelig er der i den britiske debat sået tvivl om hvad Storbritannien helt præcist fik indført i forhandlingsmandatet om en ny traktat.
Den EU-kritiske organisation Open Europe citerer den svenske statsminister Fredrik Reinfeldts afrapportering fra junitopmødet til Riksdagens EU-nævn:
»Storbritannien accepterede Charterets bindende karakter på betingelse af at man i en protokol fik tydeliggjort Charterets udmøntning i Storbritannien. Det skal understreges at Storbritannien fik en tydeliggørelse, ikke en undtagelse,« sagde Reinfeldt.
Open Europe påpeger videre at den britiske »undtagelse« ikke gælder for det hele, men er specificeret til Charterets afsnit IV som omhandler sociale rettigheder og arbejdsmarkedsforhold.
Det danske udenrigsministerium skriver om det samme i en redegørelse fra den 23. juli 2007:
»I forbindelse med mødet i Det Europæiske Råd den 21.-22. juni 2007 fik Storbritannien indført i mandatet, at charterets afsnit IV om solidaritet ikke kan skabe rettigheder, der kan håndhæves juridisk i Storbritannien med mindre, at disse rettigheder i forvejen findes i britisk lovgivning.«
En nærliggende konklusion er derfor at de øvrige afsnit vil kunne håndhæves i Storbritannien, og at hele charteret vil kunne håndhæves i alle andre EU-lande, også hvis disse rettigheder ikke findes i national lov.
Kilder: Forhandlingsmandatet til en ny traktat, inklusive protokol og erklæringer, findes på dansk på Ministerrådets hjemmeside consilium.eu. Forslaget til en ny »reformtraktat« fra det portugisiske formandskab findes i skrivende stund kun på engelsk og fransk – se www.eu-oplysningen.dk