NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det særlige ved den hjælp som EU giver til palæstinenserne, er for det første at den er så stor. For det andet at den er kombineret med en politisk svaghed.
Det mener økonomen Shir Hever, redaktør på månedsbulletinen Economy of the Occupation.
Han fremhæver at de økonomiske interesser hos EU peger i en anden retning end USA. Derfor er det ikke et tilfælde at USA støtter Israel, og EU støtter palæstinenserne. USA følger en mere konfliktskabende politik, mens de europæiske firmaer er mere interesseret i fred. Ikke fordi de er mere fredselskende, men fordi det er godt for deres indtjeningsmuligheder. Derfor har de interesse i at støtte en fredsløsning i Mellemøsten, lyder hans analyse.
»Men udenrigspolitiske beslutninger kræver enstemmighed i EU's Ministerråd. Det skaber en situation hvor især Tjekkiet og Tyskland kan nedlægge veto mod enhver kritik af Israel, og det efterlader EU med en meget lille værkstøjskasse til at påvirke den politiske proces. Værktøjet bliver først og fremmest at åbne op for pengekassen,« siger Shir Hever.
Han er tilknyttet det venstreorienterede Alternative Informations Center. Det lille kontor her i Jerusalem virker ikke imponerende, især ikke i forhold til den strøm af kommentarer, aktiviteter og publikationer som produceres på Centeret. En af forklaringerne er at Centeret også har et betydeligt større kontor i den lille palæstinensiske by Beit Sahour øst for Bethlehem. En by som er kendt som center for politisk aktivisme.
»Man begyndte at sende en masse penge i den tro at fredsprocessen ville føre til en palæstinensisk stat. Men de sendte kun penge, og de udøvede ikke et politisk pres. Derfor blev alle pengene spildt, alle disse penge som var betalt af EU's skatteborgere.«
Han undrer sig over at de europæiske regeringer aldrig stillede Israel til regnskab for ødelæggelserne eller krævede kompensation. Han nævner 200 mio. dollar som den hollandske regering havde brugt til at bygge en havn i Gaza. Den blev ødelagt under den anden intifada, men Holland krævede aldrig pengene tilbage.
»USA har altid bestemt de officielle parametre for hjælpen. For eksempel at Hamas skulle boykottes. EU fulgte trop og etablerede en særlig mekanisme for at kanalisere hjælpen uden om Hamas, men dermed underminerede man ikke bare den politiske vilje blandt palæstinenserne, men også sin egen strategi. Man ønskede en suveræn palæstinensisk stat, men så siger man at vi ikke vil anerkende palæstinensernes politiske valg. Det betød at hjælpen blev mindre effektiv, på grund af USA, og fordi EU var for svag til at modsætte sig. USA sætter parametrene, og Israel kontrollerer situation fysisk.«
»Under Oslo-processen (dvs. i sidste halvdel af 1990'erne, red.) blev der investeret cirka 7 mia. dollar i udviklingsprojekter, til udvikling af turisme og et lokalt erhvervsliv, infrastruktur til erhvervslivet, kloakering, telekommunikation og så videre. Men Israel forhindrede at investeringerne kom til at fungere, og de 7 mia. blev mere eller mindre spildt.
Hvilke konkrete forhindringer er der?
»Især indskrænkninger i bevægelsesfriheden. Arbejderne blev forhindret i at komme til arbejdspladserne, råvarer blev forsinket, ved alle checkpoints var der forsinkelser, og i nogle tilfælde blev byggeri bombet. Der er problemerne med at eksportere de palæstinensiske varer. De har ikke egen lufthavn eller havn, men er afhængige af Israel. Der er ikke mulighed for direkte handel med Egypten eller Jordan, fordi Israel kontrollerer grænsen og tager sig betalt for at opkræve toldafgifter. Dertil kommer at adgangen til Israel er blokeret. Muren har afskåret folk fra at tage til Israel. Kun meget få får lov til, efter skrappe sikkerhedskrav, at krydse grænsen. Det er svært at eksportere til Israel, men meget let at importere. Faktisk bruges en stor del af hjælpen til palæstinenserne til at købe varer fra Israel. Det skaber en stor ubalance i handelen. Og endelig er selve bevægelsesfriheden i de palæstinensiske områder begrænset, blandt andet på grund af bosættelserne. Alle disse ting medvirker til at forhindre udvikling af en palæstinensisk økonomi.«
Da den Palæstinensiske Selvstyremyndighed blev opbygget i 1990'erne under Arafats ledelse, fik den sine indtægter fra to kilder: Hjælpen fra EU var nøje kontrolleret. Korruptionen foregik derimod med de penge som Israel skulle give til palæstinenserne fra moms og told som israelske myndigheder havde opkrævet for palæstinensiske varer. I stedet for at give pengene til den Palæstinensiske Selvstyremyndighed blev de sendt til en hemmelig konto som Arafat kunne bruge til købe sig til politisk magt blandt palæstinenserne.
Det var først efter den anden intifada, og skuffelsen over at Arafat ikke kunne levere, at Israel beskyldte Selvstyremyndigheden for at være korrupt. Men grunden var altså at Israel selv ikke havde sendt pengene til den rigtige konto. Der er en meget høj bevidsthed om korruption i den palæstinensiske offentlighed.
Kravet om reformer i regeringen var en af de vigtigste grunde til at Fatah blev tvunget til at udskrive valg i 2006, og det vigtigste spørgsmål var korruptionen. En af de vigtigste grunde til at Hamas vandt, var at de havde –rene hænde. Det største problem med korruption er når du skal betale for at få basale tjenester fra offentlige myndigheder, for eksempel en byggetilladelse eller andre ydelser. Men så snart det internationale samfund begyndte at boykotte Hamas, fik de offentligt ansatte ingen løn, og der blev pengemangel. Og derfor startede der igen en praksis med at tage imod penge for tjenester. Boykotten af Hamas fremmede på den måde korruptionen.