Problemerne blev skabt i 1917

Den engelske udenrigsminister Balfour gav jøderne ret til at bo i det område, den engelske hær havde erobret fra tyrkerne.
Af Sven Skovmand
12. juni 2009

Idéen om en jødisk stat blev første gang fremført af den østrigske journalist Theodor Herzl. I 1896 skrev han bogen »Jødestaten« hvori han hævdede at jødernes fremtid kun kunne sikres hvis de ligesom alle andre folk fik deres egen stat.

Det førte til den zionistiske bevægelse. Den gik ind for at jøderne skulle vende tilbage til Palæstina, hvorfra de var uddrevet af romerne i forbindelse med to store oprør i år 70 og år 135. Zionistbevægelsen så stort på at området var beboet af en halv million mennesker – der i øvrigt efter alt at dømme var efterkommere af de jøder som romerne ikke havde uddrevet.

Den afgørende Balfour-erklæring

I mange år fik zionisterne kun få jøder til at tage til Palæstina, selv om den tyrkiske sultan, der kontrollerede landet, tillod det.

Men alt ændrede sig i november 1917, da den engelske udenrigsminister Arthur Balfour udsendte en erklæring hvori han sagde at jøderne kunne få et hjemland i Palæstina som engelske tropper havde erobret under krigen.

Balfour fremsatte erklæringen for at få de amerikanske jøder til at lægge pres på deres regering, så den gik mere aktivt ind i Første Verdenskrig. Og erklæringen førte til en betydelig jødisk indvandring.

I 1922 var der 75.000 jøder i landet og i 1931 175.000. Og da Hitler indledte sine forfølgelser, voksede antallet til 400.000.

Da FN delte landet

Den største indvandring skete dog efter krigen. Den blev så kraftig at englænderne besluttede at opgive magten i Palæstina. Og da Palæstina ikke var en koloni, men et mandatområde under FN, måtte FN tage aktion, og det gjorde man i 1947.

33 af FN's dengang 56 medlemslande gik ind for at landet skulle være uafhængigt i 1948, og at landet skulle deles.

Delingen var alene af tekniske grunde dybt problematisk, som man kan se af kortet. Hvis den skulle fungere, måtte den være bakket op af en stærk international styrke. Og da det ikke skete, var en krig uundgåelig. For de arabiske lande var modstandere af delingen, og jøderne var utilfredse med at de ikke fik mere af landet.

Israels store sejr

Arabernes overmagt virkede overvældende, men hærene var dårligt udrustede og havde en elendig ledelse. Derfor lykkedes det israelerne at erobre hovedparten af Palæstina, herunder Galilæa og Jaffa, der efter FN's delingsplan skulle have været palæstinensiske områder.

Israelerne fik også erobret betydelige dele af området vest for Jordan-floden – Vestbredden – og de fik skabt en korridor til Jerusalem, hvis vestlige del de erobrede.

Resten af Vestbredden og den gamle del af Jerusalem forblev imidlertid på arabiske hænder, og det skyldes først og fremmest den Arabiske Legion fra Transjordanien, der havde en langt højere kvalitet end de øvrige arabiske hære. Vestbredden og Jerusalem blev nu en del af Transjordanien, der skiftede navn til Jordan.

Palæstinensernes terroraktioner

Af de 900.000 palæstinensere, der havde boet i Israel, blev kun 150.000 tilbage. De øvrige har lige siden været henvist til en ulykkelig og udsigtsløs tilværelse i flygtningelejre i Israels nabolande. Kun i Jordan har der været tålelige vilkår for dem.

Grupper af unge palæstinensere foretog dog i de følgende år små angreb fra Gaza-området ind i Israel, hvor de forøvede terroraktioner. Det fik i 1956 Israel til sammen med England og Frankrig at angribe Egypten.

Israel besatte hele Sinai-ørkenen, men angrebet blev standset af den amerikanske præsident Eisenhower, der tvang de tre lande til at trække deres militære styrker tilbage. Der blev derefter opstillet en FN-styrke på den palæstinensiske side af Gaza-striben, og det fik terroraktionerne til at gå i stå.

Seksdageskrigen

I 1967 kom det imidlertid påny til terroraktioner – denne gang fra palæstinensiske flygtninge i Syrien. Det fik Israel til at foretage en række angreb ind i Syrien, som bad Egypten og Jordan om at hjælpe sig.

Det fik hurtigt uhyggelige følger.

De arabiske ledere undervurderede nemlig endnu en gang Israels militære styrke. Og på blot seks dage fik israelerne ødelagt det egyptiske luftvåben og omringet de arabiske styrker. Da kampene sluttede, havde Israel magten i ikke blot Gaza-striben og Sinai-ørkenen, men også i de syriske Golan-højder nordøst for Genesaret Sø samt hele Vestbredden.

I 1979 blev det erobrede område ganske vist indskrænket, idet Egypten sluttede fred med Israel og til gengæld fik Sinai-ørkenen. Men de syriske områder blev ikke givet tilbage, og forholdet til palæstinenserne blev ikke berørt.

Oslo-aftalerne

I 1993 lykkedes det norske diplomater at få forhandlinger i gang i Oslo mellem repræsentanter for den israelske regering og palæstinenserne. De førte til at palæstinenserne i den følgende tid fik kontrollen med Gaza-striben og det meste af Vestbredden. En tid så det lyst ud.

Men kort efter blev Israels statsminister, Yitzhak Rabin myrdet af en jødisk fanatiker, og før det efterfølgende valg foretog palæstinensiske fanatikere en række terrorbombninger i israelske byer, der førte til at den krigeriske Netanyahu vandt valget.

I år 2000 så det endnu engang ud til at der kunne skabes fred. Det skete, da den fredsvenlige Ehud Barak kom til magten i Israel og indledte forhandlinger med den palæstinensiske leder Arafat og den amerikanske præsident Bill Clinton. De var tæt på at lykkes, men i det afgørende øjeblik var hverken Barak eller Arafat villig til at komme med de nødvendige indrømmelser.

USA er afgørende

I de følgende otte år er der ikke sket meget, og det skyldes først og fremmest at George W. Bush helt og holdent støttede Israels politik.

Nu har Barak Obama overtaget præsidentposten og han har erklæret at der skal skabes fred mellem Israel og palæstinenserne. Og USA har så stor indflydelse i Israel at Obama vil kunne føre sin vilje igennem – hvis han har modet til det.