Samfundsborgeren er blevet til forbruger

Den politiske debat handler sjældent om vores pligter og rettigheder som borgere i et politisk fællesskab. I stedet bliver vi gjort til forbrugere af varer og velfærdsydelser. Er det en nødvendig og uundgåelig udvikling, eller er den problematisk og farlig? Vi har spurgt tre danske medlemmer af EU-Parlamentets udvalg for det indre marked og forbrugerbeskyttelse.
Af Rasmus Nørlem Sørensen
3. september 2009

Det tidligere medlem af parlamentet for JuniBevægelsen, Hanne Dahl, forsøgte i foråret 2009 at rejse en debat om EU's massive fokus på forbrugerpolitik som hun i et debatindlæg kaldte en »magisk glasur der skal få selv den bitreste pille til at glide ned«. De bitre piller er, mener hun, den politik for liberalisering og markedsgørelse der på nogle områder følger med det positive ord forbrugerrettigheder.

Morten Løkkegaard (V), nyvalgt medlem af EU-Parlamentet med plads i udvalget for Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, mener derimod at EU er på rigtig kurs med sit markante fokus på forbrugerrettigheder og forbrugerpolitik.

»Jeg synes det på mange måder er en udvikling der har været nødvendig – og er naturlig. Det er et fokus i politisk arbejde generelt, og derfor er det meget naturligt at det også er det i EU. Man kan konstatere, at der foregår en forbrugerisering af samfundet. Jeg vil ikke sige at jeg er lysende begejstret for det – men jeg tror det er uomgængeligt.«

Han mener at der både er fordele og ulemper ved forbrugeriseringen.

»Det er naturligvis et gode at der er fokus på beskyttelsen af vores rettigheder som forbrugere. Vi er jo alle sammen forbrugere og selvfølgelig skal vi og vores børn beskyttes mod dårlige varer, vildledning og misbrug fra virksomhedernes side. Man kan sige at det er en mere avanceret tilgang til reguleringen af markedet end vi tidligere har set.«

Udvalget mod forbrugerbeskyttelse

I udvalget sidder også Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU. Selv kalder han det udvalget for det indre marked mod forbrugerbeskyttelse.

»Udgangspunktet er jo det indre marked. Det er det som er EU's grundlov på alle områder. Når det indre marked skal regere på alle områder, hvad enten det er cykler, elforsyning eller hospitalsbehandling, så bliver man også nødt til at lave en slags beskyttelse af forbrugerne, så det ikke går helt galt.«

For ham er det afgørende at det indre marked underminerer de enkelte landes ret til at beskytte deres borgere.

»Tag for eksempel salmonella hvor danske kyllinger er salmonellafri, men den danske regering må ikke lukke grænsen for salmonellakyllinger fra udlandet. Forbrugerbeskyttelsen i EU bliver en erstatning, en sølle kompensation for at det indre marked regerer over landenes ret til at bestemme,« siger han.

Tilhænger af markedet

Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet har i de sidste fem år arbejdet meget med forbrugerspørgsmål i EU. Hun skriver ikke under på Hanne Dahls kritik af forbrugerpolitik som en magisk glasur:

»Jeg er ikke modstander af et marked med udbud og efterspørgsel af varer, men det vigtige er en lovgivning for hvad vi tillader markedet, og her kommer forbrugerbeskyttelsen ind. Det ser jeg som noget positivt og ikke som glasur. Det afhænger selvfølgelig af hvordan reglerne er, men selve det at tale forbrugerbeskyttelse, er at bruge lovgivningen til at tæmme markedet,« siger hun.

På det principielle plan anerkender både socialdemokraten og den liberale politiker at der kan være problemer med et for ensidigt fokus på den individuelle forbruger.

Morten Løkkegaard forklarer det således:

»Jeg synes der burde være mere fokus på den værdimæssige del af tilværelsen - som borger i et samfund. Forbrugeren fortrænger rent faktisk borgeren. Jeg er som liberal politiker tilhænger af at markedet skal styre udviklingen, for det er den naturlige og mest holdbare udvikling. Men man er nødt til politisk også at forholde sig til civilsamfundet. Jeg har ikke nogen snuptagsløsning, men jeg kunne godt tænke mig at man ville hellige borgerspørgsmålet lige så megen opmærksomhed. Det er et mindre konkret spørgsmål – og derfor nok lidt sværere at forholde sig til.«

Søren Søndergaard mener at det er vigtigt at skelne mellem forbrugerbeskyttelse i forhold til konkrete ting og serviceydelser.

»Det er godt med forbrugerbeskyttelse når du køber en ting i en butik eller over nettet, men når det for eksempel gælder hospitalsbehandling, uddannelse og daginstitutioner, hvor EU blander sig mere og mere, så er det et problem at man gør borgeren til forbruger i stedet for til medborger.«

Ansvarsforflygtigelse

Resultat bliver ansvarsforflygtigelse over for samfundets udvikling, mener han:

»Hvis man er utilfreds med børnenes daginstitution eller skole, så vælger man en ny. Det er resultatet når alt bliver gjort til et forbrugerspørgsmål. Så optræder man som forbruger dér hvor man som medborger burde møde frem på skolen og arbejde på at lave de ting om som man er utilfreds med. Problemet er at hvis alle bliver forbrugere, hvem tager så ansvar for samfundet, spørger Søren Søndergaard.

Christel Schaldemose mener at de positive sider af den voksende forbrugerbevidsthed overskygger de negative:

»Jeg er enig i at vi ikke bare skal blive forbrugere. Det er en vigtig diskussion, men jeg synes ikke at det er kammet over. Forbrugerpolitik kan bruges positivt til at forandre samfundet.

Forbrugerkrav kan betyde at vi får rene varer, at vi får kemien ud af tøjet og så videre. Bevidstheden om disse ting kommer meget fra forbrugerbevægelserne. Det er industrien som er meget interesseret i at undgå lovgivning og foretrækker at lave deres egne aftaler med kunderne. Vi må styre det med hardcore lovgivning. Problemet er det nuværende politiske flertal i EU som ikke ønsker for meget lovgivning.«