Sarkozys store drømme

Europa kan kun blive en politisk magtfaktor hvis man har de nødvendige diplomatiske og militære midler, mener den franske præsident. Han vil have Frankrig med i NATO-samarbejdet, men kontrollen med de franske tropper skal stadig ligge i Paris.
Af Staffan Dahllöf
30. januar 2009

Ordene forsvar, Frankrig og EU-ambitioner hænger godt sammen.

Hvor Tyskland har holdt en lav militær profil i EU af åbenlyse historiske grunde, og Storbritannien er blevet beskrevet som et amerikansk hangarskib uden for det europæiske kontinent, har Frankrig været den mest ivrige fortaler for at udvikle forsvarssamarbejde i EU-regi.

Seneste store udspil kom sommeren 2008.

Præsident Nicolas Sarkozy som var tiltrådt året før, slog til lyd for en hel og fuld fransk deltagelse i forsvarsalliancen NATO.

Frankrig var en af grundlæggerne af NATO i 1949, men stod uden for NATO's militærkomitÈ i årene 1966-1995, og står stadig uden for NATO's militære kommandostruktur. Der er heller ingen NATO-baser eller ikke-franske tropper på fransk jord.

Samtidig – og det var en betingelse for det franske NATO-engagement – ville Sarkozy satse mere på forsvarssamarbejdet i EU-regi.

Mangler militær magt

Tiden var løbet fra en fransk enegang, ifølge Sarkozy:

»Se hvad der er sket: Vi har fået en utilstrækkelig europæisering af NATO, og der er sket alt for lidt med Forsvars-Europa,« sagde den franske præsident i en tale til franske officerer i Paris den 17. juni 2008.

Den tale, og bag denne en hvidbog om omlægning af det franske forsvar, var med til at skrue op for forventninger om at forsvarspolitik ville blive en topprioritet i det franske EU-formandskab.

Det var der flere grunde til.

Foruden at ville slå bro over kløften mellem NATO og EU talte Sarkozy varmt for at nu skulle der ske noget drastisk på området:

»Hvordan kan man forestille sig Europa som en politisk magtfaktor hvis man ikke har de diplomatiske og militære midler til at implementere sine politiske beslutninger,« lød det retoriske spørgsmål.

Færre soldater, mere moderne udstyr

På den franske hjemmebane går øvelsen ud på at skære ned på antallet af soldater og civilansatte i det franske forsvar. Til gengæld skal de økonomiske bevillinger til våben og udstyr skrues op fra 15 til 18 milliarder euro pr. år.

Alt i alt var det sød musik i ørerne for forsvarsengagerede EU-embedsmænd og politikere. Det er det muligvis stadigvæk, selv om de faktiske skridt har været få og små.

I sin tale omtalte Sarkozy NATO's kommende 60-års jubilæum i den franske by Strasbourg og den tyske søsterby Kehl i april 2009 som et passende tidspunkt til at markere de nye tilstande.

Men det var, og det er, på én betingelse:

»Der bliver efter min mening ikke gjort nogle fremskridt ved at integrere Frankrig i NATO hvis der ikke først sker fremskridt med Forsvars-Europa.«

Omtrent der står sagen nu.

Under fransk atomparaply

Der er ikke sket noget afgørende nyt med forsvars-samarbejdet i EU siden juni sidste år. Det kan selvfølgelig ske på et senere tidspunkt. Men under det franske formandskab kom blandt andet irernes nej til Lissabon-traktaten, en international finanskrise, uenigheder om EU's klimaforpligtelser og krigen i Georgien på tværs.

Men der er også et par særlige franske faktorer med i regnestykket.

Den nyfundne franske NATO-entusiasme, og ønsket om at forstærke EU's militære samarbejde må, ifølge den franske præsident, på ingen vis anfægte Frankrigs selvstændighed.

»Jeg tilslutter mig helt og fuldt de principper som general De Gaulle formulerede i sin tid,« sagde Sarkozy, og præciserede:

* Frankrig vil under alle omstændigheder have fuld kontrol med udsendelse af franske tropper.

* Frankrig stiller ingen styrker under NATO-kommando i fredstid.

* Den franske atomvåbenafskrækkelse vil forblive strengt national.

Der var dog en tilføjelse om Frankrigs atomvåben fra Sarkozy:

»Jeg er sikker på at den blotte eksistens af vores afskrækkelse bidrager til hele Europas sikkerhed.« ?

Atomvåben til præsidentens rådighed

Atomvåben er og forbliver en helt central del af Frankrigs forsvar.

Det er nationens livsforsikring i en usikker verden, fastslog præsident Sarkozy ved et par tilfælde sidste år.

I hvidbogen om omstillingen og moderniseringen af det franske forsvar skæres budskabet ud i pap. Her i NOTATs oversættelse:

»Afskrækkelse med atomvåben forbliver en grundlæggende del af den nationale sikkerhed. Det er den yderste garanti for Frankrigs sikkerhed og uafhængighed.

Hele formålet med atomvåbenafskrækkelse er at forhindre enhver stats-baseret aggression mod nationens vitale interesser, hvorfra den end kommer, og uanset dens form. På baggrund af de forskellige situationer som Frankrig kan blive stillet overfor i globaliseringens tidsalder er tiltroen til afskrækkelse baseret på muligheden for at sikre Præsidenten en uafhængig og tilstrækkeligt bred og varieret række aktiver og muligheder. Det stiller krav om modernisering af to komponenter: Havbaserede missiler på ubådsflåden og luftbårne missiler på atomvåbenduelige kampfly.

Selv om der ikke er nogen direkte trussel om aggression mod Frankrig i dag, så er det afgørende vigtigt at bevare evnen til at sikre vores nations handlingsfrihed, hvis vitale interesser trues ved afpresning. Frankrig vil have redskaberne til at udvikle sin kapacitet lige så længe som atomvåben er nødvendige for sin sikkerhed.« (Fremhævelser i originalteksten)

Kilde: http://www.ambafrance-uk.org/New-French-White-Paper-on-defence.html