NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
To begivenheder er gået forud for fremsættelsen af forslaget til et patientdirektiv. Den ene er at det ikke lykkedes EU-Kommissionen at få sundhedsområdet med i servicedirektivet i 2006. Den anden er at EF-Domstolen i Luxembourg har afsagt en række domme som har pålagt medlemslande at betale for patienter der har fået behandling i et andet EU-land end deres eget.
EU's domstol handler på en helt anden måde end danske domstole. Hvor danske domstole nøjes med at fortolke eksisterende love, søger EF-Domstolen bevidst at fremme den lovgivning den ønsker. Ledetråden er Nice-traktatens artikel 1, hvori der står at fællesskabet har til opgave at skabe »en stadig snævrere Union mellem de europæiske folk«.
I en lang række tilfælde har Domstolens domme ført til at Kommissionen har fremlagt lovforslag. Det er altså også sket her.
Forslaget blev også sendt til Det Økonomiske og Sociale Udvalg, ØSU. Det er et udvalg, hvis medlemmer kommer fra forskellige organisationer i medlemslandene. Og da det kun kan komme med udtalelser til forslagene, har det stort set ingen indflydelse.
Forslaget blev også sendt til Den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse og til Regionsudvalget.
Efter at ØSU og den tilsynsførende for databeskyttelse havde fremsendt deres udtalelser, tog Ministerrådet en første drøftelse af sagen den 16. december 2008.
Ændringsforslagene blev drøftet i Ministerrådet den 9. juni 2009, efter at Kommissionen havde fremsendt sine kommentarer til dem.
Inden Ministerrådet holdt sit møde, blev direktivforslaget og ændringsforslagene behandlet af COREPER, der er en fransk forkortelse af »De faste repræsentanters Udvalg«. COREPER består af ambassadører fra hvert af de 27 medlemslande og betragter det som sin hovedopgave at skabe enighed om flest mulige forslag, inden Ministerrådet mødes.
Hvis medlemmerne af COREPER bliver enige om et forslag, bliver det betegnet som et A-punkt. Det betyder at der hverken bliver debat eller afstemning om det. Ministerrådet tager det blot til efterretning.
Opnås der ikke enighed, eller skal man tage hensyn til ændringsforslag fra Parlamentet, betegnes forslaget derimod som et B-punkt, og Ministerrådet skal tage stilling til de punkter som der ikke har kunnet skabes enighed om. Forslaget om et patientdirektiv er derfor et B-punkt.
Ministerrådet traf imidlertid ingen beslutning den 2. juni.
Hvis Ministerrådet med kvalificeret flertal, dvs. 232 af 321 stemmer, vedtager direktivforslaget og siger ja til alle Parlamentets ændringsforslag, er direktivet vedtaget.
Siger Ministerrådet imidlertid nej til et eller flere af Parlamentets ændringsforslag, skal det forhandles i et forligsudvalg, hvori der sidder lige mange repræsentanter for Parlamentet og Ministerrådet.
Hvis forligsudvalgets medlemmer bliver enige, skal forslaget vedtages af både Ministerrådet og Parlamentet – i Ministerrådet med kvalificeret flertal og i Parlamentet med et flertal af medlemmernes stemmer.
Hvis der ikke opnås enighed, kan Ministerrådet træffe beslutningen alene, igen med kvalificeret flertal. Parlamentet kan dog forhindre vedtagelsen, hvis et flertal af dets medlemmer stemmer for at forkaste det samlede forslag. Dermed bortfalder hele forslaget.