Skal vi overhovedet have dette parlamentsvalg?

Parlamentet får mere og mere magt, i takt med at vælgernes interesse daler. Kan man fortsætte ad den vej? Eller er de direkte valg til EU-Parlamentet en historisk blindgyde, man må komme ud af? Det er debatten som man burde tage, men som nok ikke bliver til noget.
Af Erling Böttcher
29. august 2009

I juni 2009 blev de syvende direkte valg til EU-Parlamentet afholdt. Det kan de fleste næppe huske. Ganske vist var det et valg som i sin størrelse kun overgås af det indiske valg, hvor 714 millioner vælgere skal sammensætte det indiske parlament med 543 medlemmer.

I Europa kunne cirka 375 millioner vælgere i 27 lande være med til at vælge i alt 736 medlemmer af EU’s parlament i Bruxelles. Det var stort. Men var det også godt?

Kun et mindretal af de stemmeberettigede valgte at deltage. Deltagelsen satte endnu en ny bundrekord. Flertallet så den anden vej. Mangel på interesse og engagement var det mest iøjnefaldende træk; i Danmark såvel som hvert eneste andet af de i alt 27 medlemslande i Unionen.

I takt med bundrekorderne giver politikerne det samme EU-Parlament mere og mere magt.

27 nationale valg

Det vigtigste spørgsmål for vores demokrati er derfor: Var det et europæisk valg? Og her er svaret et absolut nej. I hvert eneste land blev der diskuteret nationale emner, med en national pressedækning.

Snarere var der tale om 27 nationale valg, tilfældigvis afholdt på nogenlunde samme dage.

Lige så med valgets temaer: Det forblev en sag på det nationale plan, fx for eller imod den siddende regering. I Danmark diskuteredes flere EU-emner end tidligere, alligevel forblev stemmeafgivelsen national. De nationale partier diskuterede som til et folketingsvalg, pressen spurgte som til et folketingsvalg, vælgerne stemte som til et folketingsvalg, og partierne klarede sig som man kunne forvente efter meningsmålingerne til Folketinget.

Da den tidligere Forsamling, som var udpeget af de nationale parlamenter, i 1979 blev til et direkte EU-Parlament, var det supereuropæernes forsøg på at skubbe unionsudviklingen fremad.

Føderalisternes drøm

Datidens supereuropæere var ægte føderalister som mente at Rom-traktatens ord om en »stadig snævrere Union« måtte ende med en slags forbundsstat à la USA.Derfor ønskede føderalisterne at denne stat skulle have et »ægte« folkevalgt parlament, som med tiden skulle blive det overnationale lovgivende parlament, og give borgerne ret til at udtrykke sig på ægte europæisk.

De direkte valg blev foreslået i talrige rapporter i årene efter at Danmark var trådt ind i EF i 1973. Mest berømt er Tindemans-rapporten fra 1975 om dannelse af en Union. Danmark var faktisk imod de direkte valg. Svend Auken mente at det ikke ville ske i det 20. århundrede, og den danske markedsminister Ivar Nørgaard frygtede at en direkte valgt forsamling, uden forbindelse til de nationale parlamenter, ville blive en forsamling af folk som ønskede mere magt på bekostning af Folketinget.

Da Danmark alligevel bøjede sig for presset, fik Ivar Nørgaard forhandlet sig til en midlertidig dansk særordning, således at man i Danmark kunne forlange at parlaments-medlemmer samtidig skulle være medlemmer af Folketinget. Men særordningen endte dog med at blive nedstemt i Folketinget.

En særlig euro-elite

EU-Parlamentet endte også med at blive sammensat af supereuropæere som igennem årene i talrige resolutioner og forslag har været mest på dupperne når det gjaldt om at kræve mere magt og indflydelse til Unionen og ikke mindst sig selv.

Parlamentet udgør en særlig euro-elite for hvem det helt overordnede mål er hvor godt institutionen klarer sig i forhold til de øvrige institutioner. I ønsket om stadig mere integration er det helt ude af trit med vælgerne. Senest blev Lissabon-traktaten vedtaget med så knusende stemmetal som man ellers kun finder i ét-partistater og diktaturer. Ude i vælgerskaren er meningerne som bekendt anderledes delt.

En undersøgelse af den tidligere svenske EU-parlamentariker Jonas Sjöstedt i valgperioden 99-04 viste at EU-politikerne var meget lidt repræsentative i forhold til vælgerskaren. De kommer stort set alle fra den veluddannede og velhavende middelklasse og derover.

Et demokratisk eksperiment

De direkte valg var med andre ord et gigantisk demokratisk eksperiment. Man håbede at de direkte valg ville reparere noget af det manglende demokratiske islæt som var indbygget i EF, helt fra begyndelsen da fællesmarkedets fædre konstruerede en stærk overnational Kommission med eneret på at foreslå love.

Håbet var at bringe Unionen og borgerne tættere på hinanden. Man håbede at vælgerne ville engagere sig mere i og for EF når de fik adgang til at stemme til et europæisk valg.

Den løbende evaluering er valgdeltagelsen. Men den har været faldende konstant. Således har der siden 1979 været brugt meget energi på hvad man kan gøre for at forøge valgdeltagelsen.

Den mest ordinerede medicin er at følge filosofien fra 1979; nemlig at hvis man giver parlamentet mere magt og indflydelse; altså udvikler det til et rigtigt parlament, så vil vælgerne se at valget betyder noget, og i stigende tal møde frem.

Denne medicin har givet Parlamentet mere magt over lovgivningsprocessen og i forhold til bl.a. udpegning af Kommissionen. Den påtænkte Lissabon-traktat anvender samme medicin, men med stærkt forøget dosis. Ikke overraskende har tilhængerne af Lissabon-traktaten først og fremmest fremført at den gør EU »mere demokratisk«, ud fra en fortsat tro på at medicinen virker.

Et fejlslagent eksperiment

Nu har man så forsøgt sig for syvende gang med direkte valg. Og konklusionen burde være klar: Eksperimentet med direkte valg til et europæisk parlament er mislykkedes. Ingen af de mange tiltag har hjulpet på borgernes opbakning eller europæisering, slet ikke medicinen med stadig mere lovgivende magt.

Måske er det tiden at konstatere at man er på vildspor.

Ud fra en demokratisk tilgang bør man nu afskaffe det direkte valg og gøre som før 1979: Have indirekte repræsentation, det vil sige at de nationale parlamenter udpeger nogle Europa-repræsentanter af deres midte. Et sådant parlament vil udmærket kunne løfte den ønskede politiske kontrol med de andre institutioner. Politisk – forstået som en højre eller venstre-orientering – vil dette parlament ende med at være sammensat nogenlunde som nu. Fordelene vil være at det bliver et parlament i langt tættere kontakt med baglandet og med de nationale parlamenter. Hvis nogle mangler et folkeligt element i EU – ja så er det ud fra en tanke om vælgernes demokratiske kontrol langt mere relevant at indføre folkelig kontrol med EU-Kommissionen i form af direkte valg i de enkelte lande. Man kan så herefter evt. nedlægge Parlamentet, efter emailens og internettets fremkomst kan de nationale parlamenter sagtens deltage effektivt i lovprocessen på europæisk plan.

En effektiv effektivisering

Forslaget ville spare masser af penge til kontorhold, rejser og overnatning i Bruxelles, Strasbourg og Luxembourg. Det ville afslutte debatten om hvorvidt nationale politikere skyder deres ansvar fra sig ved at sige »EU har bestemt« selv om det ikke passer. Det ville sikre at politikerne ved nationale valg ikke kunne slippe uden om at svare på spørgsmål om EU.

Modellen ville også mindske frygten for den evige kværn med mere magt til EU. At give de nationale parlamenter direkte lovgivende indflydelse i Europa, ville med andre ord for alvor styrke Unionen, i stedet for som i dag hvor man hopper fra krise til krise – og hvis vælgerne stemmer nej, ser man ingen anden udvej end at fortsætte uden vælgerne.

Der er bare et problem. Forslaget vil næppe nogensinde blive til virkelighed og det er der mange grunde til, for eksempel:

1) Man fremtræder ikke særlig demokratisk når man går imod et folkevalgt organ.

2) Alle partier får store tilskud fra deres repræsentation i EU-Parlamentet, både i direkte økonomisk tilskud og i løn til personale.

3) Foreningsmennesker ved at foreninger sjældent nedlægges. På samme måde med institutioner. Når først en institution er skabt, får den sit eget indre liv og mål. Forslaget ville indebære at 736 scenevante politikere ville miste embede, livsstil, status og magt.

Men hvad er egentlig alternativet til at tænke dybt og længe? Formentlig at vi om fem år går til endnu et EU-valg hvor kun få aner hvad politikerne i EU-parlamentet laver – ud over at skaffe penge og frynsegoder, hvor valgdeltagelsen daler, samtidig med at Parlamentet igen har fået tildelt mere magt. Hvor længe kan det egentlig fortsætte?