Stigende travlhed i Luxembourg
Antallet af sager er vokset fra et halvt hundrede sager i 1960'erne til op imod 600 sager om året.
Af Erling Böttcher
11. februar 2009
I alt 580 nye sager blev der i år 2007 rejst ved EU's domstol. Det er det hidtil højeste antal sager i Unionens historie. Der er tale om en stigning på 8 procent i forhold til året før, og en stigning på ikke mindre end 22,3 procent i forhold til år 2005, viser Domstolens årsberetning.
Således har de travlt i EU-kvarteret Kirchberg i Luxembourg, hvor Domstolen har haft til huse siden sin spæde start i 1952.
Alligevel er sagsbehandlingstiden ikke blevet ekstrem lang. Antallet af verserende sager ved udgangen af 2007 er 741, og det er ingen væsentlig stigning i forhold til de foregående år. Det skyldes at der løbende er blevet udvidet med nye retter og nye procedurer.
I 1989 oprettede man Retten i Første Instans til at tage sig af blandt andet de mange sager om konkurrenceforvridning. I 2005 oprettede man Personaleretten til at tage sig af stridsspørgsmål mellem EU's institutioner og de ansatte. I alt blev 1.259 sager ført ved de tre instanser i året 2007, hvilket også satte ny rekord.
Endelig indførte ministrene som har magten til ændre spillereglerne ved Domstolen, i 2007 en særlig hasteprocedure, hvor sager under det retspolitiske samarbejde kan behandles hurtigt af hensyn til de mennesker hvis skæbne afhænger af de retningslinjer Domstolen udstikker. Ministrene anså det for en nødvendig forberedelse til Lissabon-traktaten som fjerner næsten alle de nuværende begrænsninger på det retspolitiske område.
Domstol i ental
Selv om Domstolen er knopskudt gennem årene, går alle afdelinger under én og samme betegnelse: EF-domstolen. Eller EU-domstolen. Navneforvirringen skyldes nærmest en forglemmelse ved de seneste traktatændringer. Indtil EF blev til en Union var EF-domstolen vitterligt kun en EF-domstol. Det vil sige at den kun dømte i sager om fællesmarkedet, og ikke havde kompetence på andre områder som f.eks. asyl og indvandring og unionsborgerskab.
Amsterdam-traktaten i 1998 gav for første gang Domstolen kompetence ud over det klassiske fællesmarked, og kunne derfor allerede dengang have omdøbt sig selv til Unionens domstol, eller EU-domstolen. Hvis Lissabon-traktaten føres ud i livet, vil Domstolen også officielt ændre navn til det den allerede er: EU's domstol.
Startede med kul og stål
Domstolen blev oprettet i 1952 som en del af EU's forløber, Kul- og Stålunionen. Domstolens opgave er at sikre at EU's traktater, love og regler overholdes og anvendes på samme måde i alle medlemslande.
I Rom-traktaten står der følgende om dens virke: »Domstolen skal værne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af denne traktat.«
Det er, som man kan læse, en temmelig svævende definition, som dommerne igennem hele deres virke har valgt at fortolke så vidtgående som muligt. En væsentlig begrundelse er de ord der står i traktatens præambel (forordet), hvor underskriverne »er besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk.«
Men dommerne bruger også andre dele af traktaten, herunder reglerne om fri bevægelighed af personer, varer og kapital, hvis EU's ministerråd efter Domstolens mening ikke gør nok for at gennemføre disse målsætninger.
Siden 2006 har den danske dommer heddet Lars Bay Larsen, og siden 2007 har Sten Frimodt Nielsen været dommer ved Retten i Første Instans. U
Fakta om Domstolen
Dommerne
Den øverste instans, Domstolen, er sammensat af én dommer fra hver af de 27 medlemsstater. Dommerne udnævnes for 6 år ad gangen. Dommerne skal være personer, som kan udnævnes til det øverste dommerembede i landet. Dommerne skal desuden være uafhængige, og den danske dommer må således ikke tage særligt hensyn til danske interesser under behandlingen af sagerne.
Generaladvokater
Domstolen har otte såkaldte generaladvokater. Generaladvokaterne er et særtræk i EU's retssystem og modellen er indført efter inspiration fra den øverste franske forvaltningsdomstol, Conseil d'…tat. Generaladvokaten er ligesom dommerne fremtrædende jurister, og har til opgave helt upartisk og uafhængigt at fremsætte et forslag til afgørelse om hvordan en sag bør afgøres. Dommerne er ikke bundet af generaladvokatens forslag, men Domstolen følger i langt de fleste tilfælde generaladvokatens forslag. Generaladvokaterne udpeges på samme måde som dommere. Da der dog kun er 8 generaladvokater, besættes de fem pladser permanent af de store lande (Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien og Spanien), mens de øvrige tre går på skift mellem de andre EU-lande efter en fast rotationsordning.
Domstolens sammensætning
Domstolens sammensætning i de enkelte sager afhænger af sagens betydning. Normalt ñ i år 2007 var det ca. 88 procent af sagerne - deltager 3 til 5 dommere i en sag. Formændene for afdelinger med 5 dommere vælges for 3 år, og formændene for afdelinger med 3 dommere for 1 år. Domstolen kan dog også sættes i Den Store Afdeling (13 dommere) når en medlemsstat eller en EU-institution som er part i sagen, anmoder om det, samt i større eller principielle sager. Det skete i 2007 i 11 procent af sagerne. Endelig kan Domstolen i særlige tilfælde bestå af samtlige medlemmer (plenum).
Retten i Første Instans
For at begrænse sagsbehandlingstiden oprettede man i 1989 Retten i Første Instans. Retten består ligeledes af én dommer per medlemsstat, som udnævnes på samme måde som Domstolens dommere. Retten behandler hovedsageligt konkurrencesager, sager om ophavs-, varemærke- og patentrettigheder samt sager anlagt af private virksomheder mod Kommissionen.
EU-personaleretten
EU-personaleretten blev oprettet i 2005 for at aflaste Retten i Første Instans. EU-personaleretten består af syv dommere, udnævnt af Rådet for 6 år. Retten behandler sager mellem EU-institutionerne og de EU-ansatte.
Præjudicielle forelæggelser
De fleste sager ved EU-domstolen er såkaldt præjudicielle spørgsmål. Nationale domstole kan, i visse tilfælde skal, spørge EU-domstolen til råds om hvordan EU-lovgivningen skal forstås. Idéen er at EU-retten er den samme i alle lande. Den nationale ret er bundet af Domstolens afgørelse som også binder de øvrige nationale domstole. EU-landenes regeringer og EU-institutionerne kan afgive indlæg for Domstolen i disse sager. Mange af EU-rettens hovedprincipper er blevet fastlagt på baggrund af præjudicielle forelæggelser.
Traktatbrud
Domstolen kan kontrollere om medlemslandene overholder EU-reglerne. Sagen indledes med en såkaldt åbningsskrivelse som Kommissionen sender til medlemsstaten, som herefter kan svare på de klagepunkter som er rejst imod den. Hvis Kommissionen fastholder at medlemsstaten har tilsidesat sine forpligtelser, sender den en begrundet udtalelse, og hvis den fortsat mener at staten har tilsidesat sine forpligtelser, kan Kommissionen anlægge en traktatbrudssag ved Domstolen. Hvis Domstolen fastslår at der foreligger et traktatbrud, skal medlemsstaten straks bringe det til ophør. Hvis en medlemsstat ikke retter sig efter dommen, kan den efter en nyt sagsanlæg dømmes til at betale et fast beløb eller en tvangsbøde.
Annullationssøgsmål og appelsager er tredje og fjerde sagstype ved EU-domstolen. Men i det samlede billede fylder det ikke meget i antal.
(Kilde: EU-note E58, af Thomas Fich, Folketingets Europaudvalg 3.9.2008)
Top-jurister fra magtens korridorer
Dommerne ved EU's domstol er velkvalificerede topjurister, udpeget af medlemslandene. At blive EU-dommer er ikke et job, hvor man kan slå kravene op i en håndbog. Et af de få formelle krav er at kandidaten skal være så velkvalificeret at han kunne blive udpeget til eget lands højeste ret. Derudover er det en god idé at kunne flydende fransk, da det er på dette sprog arbejdet foregår.
Traditionelt er der tale om en lukket og uigennemskuelig proces når dommerne udpeges. Eneste undtagelse fra reglen er Storbritannien. Her har man i mange år haft fastlagt udvælgelsesprocedure, med stillingsopslag og bedømmelsesudvalg og offentlig indsigt i arbejdet.
I forhold til de fleste landes dommerstand, springer det dog i øjnene hvor mange EU-dommere som har været tæt på magtens top i deres hjemland. Halvdelen har en fortid som enten topembedsmænd i deres lands udenrigs- eller justitsministerium, eller har været ministre eller parlamentarikere i hjemlandet.
I f.eks. Danmark har 5 ud af de 6 dommere vi hidtil har haft, været folk med tilknytning til Justitsministeriet. Den sidste havde tilknytning til Udenrigsministeriet.
- En fjerdedel af dommerne har en politisk fortid som ministre eller parlamentarikere (7 ud af 27).
6 andre har en fortid i ledende stillinger i
deres lands udenrigs- eller justitsministerium.
Gennemsnitsalderen er 60 år.
Så godt som alle dommerne har arbejdet i deres respektive nationale administrationer og en god del af dem har været repræsentanter for deres respektive regeringer. Et mindretal af dem har også direkte arbejdet i politiske embeder førhen.